En kurator er systemets vagthund. Når et selskab går konkurs, udpeger retten en advokat, hvis hele opgave er at være uafhængig: at grave i, hvad der er foregået, og melde det til politiet, hvis der er svindel. Det er den sidste forsvarslinje for staten og for de kreditorer, der står tilbage med tab. Men hvad sker der, når vagthunden sidder i lommen på dem, den skal holde øje med? Det er spørgsmålet i historien om den fynske advokat Ole Maare – en mand, hvis navn dukkede op igen og igen i selskaber med forbindelse til den dømte revisor Johnny Hast Hansen, og hvis forklaringer havde det med at skifte, alt efter hvem der spurgte.
Lad mig være præcis fra start, for det her er en sag med juridiske nuancer. Ole Maare er ikke straffedømt for selskabstømning, og han afviser kritikken. Men han er hverken pletfri eller uberørt. Han har fået en bøde fra Advokatnævnet. Han har deponeret sin advokatbeskikkelse. Han er personligt konkurs. Og hans egne forklaringer modsiger hinanden. Læs historien, og bedøm selv til sidst.
Den anonyme advokat fra Odense
I årevis var Ole Maare en helt almindelig advokat. Han drev et mellemstort advokatkontor i Odense uden den store offentlige bevågenhed. Den slags lokale advokat, man går til, når man skal købe hus eller skrive testamente.
Men i 2019 ændrede billedet sig. Fyns Stiftstidende afslørede, at Ole Maare havde udbetalt millionhonorarer til sig selv fra en velgørende fond, som han selv administrerede. Det var den slags historie, der får en advokats omdømme til at slå revner. Og det blev ikke ved den ene.
Bøden, beskikkelsen og konkursen
Problemerne voksede sig hurtigt større. I november 2020 fik han en bøde på 20.000 kroner fra Advokatnævnet. Begrundelsen var ikke for sjov. Nævnet vurderede, at han havde gjort sig skyldig i en “grov tilsidesættelse af reglerne for god advokatskik”. I en periode på to måneder i efteråret 2019 havde han slet ikke været dækket af den lovpligtige ansvarsforsikring.
Samtidig var han ramt af personlig konkurs og havde deponeret sin advokatbeskikkelse. På dansk: han kunne ikke længere fungere som advokat. En mand, der skulle være en garanti for orden og uafhængighed, kunne ikke engang holde styr på sin egen forretning.
Det er den baggrund, man skal have med, når man ser på den rolle, han fik i en helt anden sammenhæng – som kurator.
Kuratoren med revisoren i baglokalet
Da DR’s program Pengejægerne gravede i revisoren Johnny Hast Hansen, dukkede Ole Maare op gang på gang. Han var nemlig udpeget som kurator i fem konkursboer med direkte forbindelse til Johnny Hast Hansens revisionsfirma.
Og her bliver det interessant. For Ole Maare drev ikke sit advokatfirma fra et neutralt kontor. Ifølge hans egen forklaring i skifteretten drev han det fra præcis samme adresse i Odense som Johnny Hast Hansens revisionskontor. De delte ifølge Ole Maare selv endda medarbejdere.
En kurator skal underskrive en habilitetserklæring. Her erklærer han over for retten, at han er fuldstændig uafhængig af det konkursramte selskab. Men man kan vanskeligt kalde sig uafhængig, når man sidder i kontorfællesskab med – og deler ansatte med – netop den revisor, hvis selskaber man er sat til at undersøge.
“Smoking gun” og en marionetdukke
Da advokatfirmaet Poul Schmith, bedre kendt som kammeradvokaten, overtog Ole Maares eget konkursbo, fandt de noget, de selv kaldte en “smoking gun”. I over 100 flyttekasser fra en kælder i Odense dukkede beviset op. En og samme medarbejder, der fik løn fra Johnny Hast Hansens revisionsfirma, sendte mails ud i Ole Maares advokat-navn.
Med andre ord: revisionsfirmaets folk udførte arbejde i advokatens navn. Kammeradvokatens vurdering var lige så kontant, som den var afslørende. Ole Maares rolle havde “karakter af en marionetdukke”. En mand, der lagde navn til arbejdet, men ikke selv udførte det.
For at få adgang til materialet måtte kammeradvokaten i øvrigt møde op hos revisionsfirmaet sammen med en dommer og politiet. Det taler sit eget sprog om, hvor frivilligt papirerne blev udleveret.
Den mistænkelige klientkonto
En advokat er forpligtet til at have en klientkonto. Her opbevares betroede midler fra klienter adskilt og sikkert. Men på Ole Maares klientkonto så kammeradvokaten noget atypisk. Der var usædvanligt store transaktioner og millionbeløb, der ikke lignede normal advokatdrift.
Mistanken, som blev rejst i programmet, var, at kontoen kunne være brugt til at sløre selskabstømning. Man overfører store beløb ind til advokaten, og derfra sendes de videre – blandt andet til en bank i Spanien. På den måde bliver det meget svært at spore, hvor pengene endte. En klientkonto hos en advokat er et perfekt røgslør, hvis advokaten lader stå til.
Det skal understreges: dette er en mistanke, kammeradvokaten var forpligtet til at give videre til politiet. Det er op til politiet at afgøre, om der er begået noget ulovligt.
Hvordan kom han overhovedet på posten?
Spørgsmålet er, hvordan en advokat ender som kurator i præcis de selskaber, der er knyttet til hans egen kontorfælle. Svaret, Pengejægerne fandt, er enkelt og kynisk.
I fire af de fem konkursboer var det tidligere lønmodtagere, der havde begæret selskaberne konkurs og peget på netop Ole Maare som kurator. Men flere af dem kendte slet ikke Ole Maare. En tidligere direktør, der havde drevet en græsk restaurant i Vanløse, forklarede, at det var revisoren Johnny Hast Hansen, der havde anbefalet Ole Maare. Johnny havde endda sendt papirerne klar til underskrift. Hele kæden var altså planlagt fra starten, så Johnnys egen advokat endte i kuratorstolen.
Razziaen på Golfsmedevinget
Sagen tog først for alvor fart, da kammeradvokaten besluttede at gøre kort proces. I stedet for at bede pænt om materialet bo for bo, rykkede de ud på revisionsfirmaets adresse med en dommer og to politibetjente. Denne gang skulle de hente papirer fra hele 27 konkursboer på én gang – heriblandt boer, hvor Ole Maare havde været kurator.
Det blev en operation med fem mand fra advokatfirmaet, en låsesmed og flere timers arbejde. En låsesmed måtte bryde et aflåst skab op, fordi nøglen var “væk”. Og en detalje stak særligt ud: revisoren Johnny Hast Hansen sad selv fysisk på kontoret den dag – trods sine ti års konkurskarantæne, og selvom han på papiret slet ikke længere var en del af ledelsen.
Da de overtagende kuratorer begyndte at gennemgå boerne, fandt de hurtigt grundlag for at rejse omstødelses- og erstatningskrav. Altså penge, der var trukket ud af selskaberne, før de gik konkurs – præcis den slag, en kurator skal opdage og standse.
Forklaringen, der skiftede
Og her bliver Ole Maare for alvor sin egen værste vidne. Da Pengejægerne forelagde ham kritikken, var han faktisk den eneste af de involverede, der overhovedet svarede. Men svaret var bemærkelsesværdigt.
Tidligere havde han over for skifteretten selv oplyst, at han drev sin advokatvirksomhed fra adressen hos Johnny Hast Hansen. Nu afviste han pludselig at have drevet advokatvirksomhed fra Golfsmedevinget overhovedet. Han afviste også, at hans klientkonto skulle være misbrugt. Da han blev konfronteret med, at revisionskontoret havde haft fuld adgang til hans digitale filer, svarede han blot, at det var han ikke bevidst om.
Manden, hvis navn stod på fem konkursboer, fastholdt altså, at det ikke var revisionskontoret, der styrede dem – stik imod de mails, kammeradvokaten sad med i hånden.
Når svindlerne peger på hinanden
Det mest sigende kom til sidst. Efter programmets deadline sendte revisoren Johnny Hast Hansen selv en mail. Og her vendte han pilen mod sin gamle kontorfælle. Det var, skrev Johnny, Ole Maares advokatvirksomhed, der havde været ansvarlig for konkursbehandlingerne.
Johnny afviste til gengæld ikke, at han havde henvist konkurser til både Ole Maare og den anden involverede advokat. To mænd, der i årevis delte adresse og ansatte, peger nu fingre ad hinanden. Det er sjældent et tegn på, at alt er gået ærligt til.
Den pudsige detalje til sidst
Og så er der en lille krølle, der siger noget om, hvor historien bevæger sig hen. Ole Maares gamle advokat-domæne fører i dag ikke længere til et advokatkontor. I stedet viderestiller adressen til en gældsrådgivningsforretning. Manden, hvis eget firma gik konkurs, og hvis navn er filtret ind i et univers af gæld og tømte selskaber, sender nu sine besøgende videre til nogen, der vil hjælpe dem af med deres gæld. Om der er nogen forbindelse, skal jeg ikke kunne sige. Men ironien er svær at overse.
Skyggens dom
Historien om Ole Maare er lærerig, fordi den viser, hvor skrøbeligt systemet er. Hele konkursbehandlingen hviler på, at kuratoren er uafhængig og råber op, når svindlerne prøver at feje sporene ind under gulvtæppet. Sættes den uafhængighed ud af kraft, kan selskaber tømmes for millioner, uden at nogen opdager det. Som en advokat tørt bemærkede i programmet: i 99 ud af 100 tilfælde ville det aldrig blive afsløret.
Ole Maare er ikke dømt for selskabstømning, og det skal stå klart. Men lad os lige opsummere. En advokat, der får en bøde for grov tilsidesættelse af god advokatskik. Som deponerer sin beskikkelse og går personligt konkurs. Som deler kontor og ansatte med en dømt revisor. Som ender som “marionetdukke”-kurator i præcis den revisors selskaber. Og som til sidst skifter forklaring og afviser ting, han selv tidligere har oplyst til retten. Det er ikke billedet af en tilfældig, uskyldig tilskuer.
Bag enhver storsvindler står der folk i pæne jakkesæt, der leverer de juridiske og regnskabsmæssige røgslør. Johnny Hast Hansen havde sin revisor-maskine. Og han havde tilsyneladende også sin egen advokat. Bedøm selv, hvad det siger om manden i kuratorstolen.
