“Det største tyveri i danmarkshistorien”. Sådan lød daværende skatteminister Ole Stavads beskrivelse af, hvad der i dag kendes som selskabstømmer-sagerne.

Selskabstømningen blev udført af en række danske erhvervsmænd i slutningen af 80’erne og begyndelsen af 90’erne. Det lykkedes disse mænd at snyde staten for ikke mindre end 2 milliarder skattekroner . Men hvordan foregik svindlen egentlig? Hvem var de største selskabstømmere, og var der i virkeligheden flere mennesker involveret i svindlen end dem, der rent faktisk blev dømt i sagerne?

Få svar på alle dine spørgsmål om de berygtede selskabstømmere lige her i artiklen.

Hvad skete der egentlig?

Selskabstømmersagerne drejer sig om tømningen af omkring 1500 virksomheder i perioden 1989 – 1994. En del driftige erhvervsmænd modtog fængselsdomme og erstatningskrav i sagerne. Faktisk de hårdeste straffe for økonomisk kriminalitet i danmarkshistorien på det tidspunkt.

Sagerne var yderst omfattende, og der gik mange år fra svindlen blev opdaget, til dommene begyndte at falde. De fleste af sagerne sluttede i løbet af 00’erne. Men så sent som i 2015 fik en af svindlerene forlænget sin fængselsstraf med yderligere 3,5 år. Selskabstømmerne har altså efterhånden været et hedt samtaleemne gennem 3 årtier.

Selskaberne, som sagerne drejer sig om, skyldte alle en hel del penge i skat. Disse skattekroner var sat ind på opsparingskonti – klar til at blive overført til statskassen på lovlig vis.

Den danske stat så dog aldrig noget til pengene. Selskabstømmerne opkøbte virksomhederne, tømte kontiene og lod firmaerne gå konkurs. På den måde endte borgernes skattekroner i lommerne på en række snedige finansmænd – men hvordan kunne det lade sig gøre?

Hvordan tømmer man et selskab?

Som tidligere beskrevet handler selskabstømning i grove træk om at hive en stor sum penge, som egentlig tilhører skat, ud af en lukkeklar virksomhed. Derefter gemmer man pengene til sig selv på udenlandske konti, hvor de ikke kan spores tilbage til virksomheden. Da der ingen værdier er tilbage i firmaet, bliver det erklæret konkurs. Statskassen får ikke sine penge, og selskabstømmeren kan grine hele vejen til banken.

Tømningen forklares bedst med et eksempel:

  • Mand A har en virksomhed, som han af en eller anden årsag ønsker at lukke ned. Han sælger derfor alt, hvad virksomheden ejer, så der ingenting af værdi er tilbage i virksomheden.
  • Da virksomheden har tjent en del penge i løbet af året, skal der selvfølgelig betales skat. Det er ikke noget problem, fordi Mand A har sparet sammen i løbet af året og sat alle de penge, der tilhører staten, ind på en konto. Kontoen indeholder det eneste værdifulde, der stadig er tilbage i virksomheden. Det er i virkeligheden ikke penge, der tilhører virksomheden, da de er afsat til skat, men de er stadig i virksomhedens varetægt. Lad os sige, at kontoen indeholder 10 millioner kroner.
  • Pludselig kommer Mand B på banen og tilbyder Mand A at købe den lukningstruede virksomhed for 7 millioner kroner.
  • Det er en god forretning for Mand A, da han ellers ikke ville tjene noget på at lukke sin virksomhed. Han tager derfor imod tilbuddet. Mand A tror, at Mand B har tænkt sig at forsøge at drive virksomheden videre, så den alligevel ikke behøver at lukke. Eller også er Mand B en utrolig hjælpsom fyr, der bare har tænkt sig at betale de 10 millioner kroner til skat som virksomheden skylder, og derefter lukke virksomheden som planlagt. Mand A tjener altså 7 millioner på at sælge sin virksomhed videre til Mand B.

Så langt så godt …

  • Mand B har imidlertid andre planer med købet af firmaet. I stedet for at betale de 10 millioner, som virksomheden skylder i skat, trækker han de 10 millioner – som egentlig tilhører staten – ud af virksomheden.
  • De 10 millioner kroner bliver nu gennem utallige transaktioner – så de er umulige at spore tilbage til Mand B – ført ud til en masse forskellige selskaber og konti i udlandet. Disse selskaber og konti ejes også af Mand B.
  • Nu er der 0 kroner tilbage i virksomheden. Skifteretten kan som en del af byretten “lynlukke” virksomheder, der ikke ejer noget, og hvor kreditorerne ikke vil betale for at redde virksomheden. Ved lynlukninger bliver det ikke undersøgt, om virksomheden er blevet drevet uforsvarligt eller om der er foregået noget kriminelt. Ingen af de 10 millioner, som virksomheden skyldte Skat, bliver betalt tilbage til staten.
  •  Det er altså lykkedes for Mand B at tjene 10 millioner minus de 7 millioner, som han betalte til Mand A for at overtage virksomheden. Det giver en fortjeneste på 3 millioner kroner. Mand B har med al sandsynlighed brugt penge på rådgivning og hjælp fra advokater og revisorer i forbindelse med lukningen af virksomheden. Det giver dog stadig et stort overskud til Mand B.
  • Staten får ikke sine penge. De danske borgere må vinke farvel til den velfærd, skattekronerne skulle have finansieret.

Hvilke konsekvenser har selskabstømning for det danske samfund?

Hver gang det lykkes en selskabstømmer at slippe afsted med sit svindelnummer, mister staten en stor sum skattekroner. De penge skulle have været brugt på skoler, sygehuse, ældrepleje, vejarbejde og andre fællesudgifter. Disse sikrer, at Danmark også i fremtiden vil være et dejligt sted at leve.

Når en selskabstømmer stikker skattekronerne i sine egne lommer, går det altså ud over samtlige danskere. Den danske ulighed øges, da selskabstømmerne ofte er erhvervsfolk, der i forvejen har mange penge. De rige bliver endnu rigere, fordi de slipper for at betale skat. Imens der bliver færre penge til at passe på de mest udsatte borgere. På den måde bliver forskellen på de rigeste danskere og de fattigste danskere større.

Hør politiker Bertel Haarder forklare, hvordan erhvervseliten har et stor ansvar, når det kommer til det danske velfærdssamfund:

Haarder lægger i videoen vægt på vigtigheden i, at vi som danskere kan have tillid til, at alle betaler den skat, som de er forpligtet.

Bertel Haarder nævner blandt andet hvidvaskskandalen hos Danske Bank som et skrækeksempel. I sådanne sager er det nemlig også borgernes skattekroner, der bliver stjålet. Klik her og læs vores artikel om Danske Banks hvidvasksag.

De største selskabstømmere

Efter Bagmandspolitiet erfarede, at der gennem mange år var foregået grove formueforbrydelser mod den danske stat, blev der rejst tiltale mod en lang række finansmænd. Domsafsigelserne endte med at være hårdere end samtlige tidligere domme afgivet i forbindelse med økonomisk kriminalitet i Danmark. De indebar både lange fængselsstraffe og erstatningskrav på flercifrede millionbeløb.

Bjørn Stiedl

En af Danmarks absolut største skattesnydere hedder Bjørn Stiedl. Stiedl blev født den 30. januar 1961 i Gentofte og er altså i dag (7/3-2020) 59 år gammel. I 1980’erne arbejdede han som obligationshandler. Det endte dog med Stiedls personlige konkurs i 1990.

Årtiet sluttede ligeså skidt som det begyndte for Bjørn Stiedl, da han i 1999 blev idømt syv års fængsel for skyldnersvig. Han havde tømt 170 selskaber for hele 332 millioner kroner i årene 1991 til 1993. Stiedl ankede sagen og stak derefter af til England. Af den grund var ankesagen 10 år undervejs.

Bjørn Stiedl er ikke den eneste erhvervsmand, der under en retssag har taget flugten til England. Også Jan Bonde Nielsen lavede dette nummer. Klik her for at læse nærmere.

Dommen, der faldt i 2009, endte med at lyde på seks års fængsel – et års rabat i forhold til den første dom. Dette skyldtes blandt andet, at Bjørn Stiedl under sit ophold i England blev idømt 4,5 års fængsel for bedrageri mod en skotsk pensionskasse, som han tømte for 25 millioner kroner.

Efter dommen opdagede britisk politi, at Bjørn Stiedl ejede en konto i udlandet med 22 millioner kroner, som blev overført til den skotske pensionskasse som erstatning.

Anmodning om gældssanering

I 2012 ansøgte Bjørn Stiedl om gældssanering. Han påstod, at han kun havde aktiver for 30.000 kroner. Det ville derfor være umuligt for ham at betale de skattekroner tilbage til staten, han skyldte. Regningen lød på hele 81 millioner danske kroner.

Denne ansøgning – som umiddelbart virkede uskyldig – endte imidlertid med at bringe Stiedl i alvorligere problemer. Bagmandspolitiet indledte en undersøgelse i samarbejde med politiet i Luxemburg, Schweiz og Liechtenstein. Man opdagede, at Stiedls økonomiske situation ikke var helt så sølle, som han selv fortalte.

Bagmandspolitiet erfarede, at Bjørn Stiedl havde gemt kontanter og værdigenstande til en værdi af 15 millioner kroner i udlandet. Han ejede ejendomme i Sydfrankrig og Spanien, Rolex-ure, dyrt sølvbestik, Klint-malerier, dyre skulpturer og designerudstyr. Desuden havde han 2,1 millioner kroner stående på konti i de tre førnævnte lande. Samtlige aktiver blev konfiskeret og Bjørn Stiedl idømt yderligere 3,5 års fængsel for angivelse af forkerte oplysninger i forbindelse med ansøgningen om gældssanering.

Under afsoningen blev Stiedl desuden anmeldt for bestikkelse, dokumentfalsk, samt brud på forbuddet om at stifte nye virksomheder. Ingen anklager blev rejst i sagerne.

Fischer-banden

Fischer-banden er en gruppe på i alt 8 mænd – anført af erhvervsmand Poul Fischer – der som den eneste blev tiltalt i alle forhold, og derfor har lagt navn til gruppen.

Gruppen blev anholdt i maj 1994 og skulle eftersigende have udnyttet mere end 500 selskaber, selvom anklageskriftet kun omfattede halvdelen. Sagen blev indledt i 1999 og endte med følgende domme den 31. august 2001:

  • Tre års betinget fængsel til Jan Weber Bisgaard, da de forhold han var tiltalt for, lå mere end 10 år tilbage i tiden
  • Syv års ubetinget fængsel til Poul Fischer for at tømme 214 selskaber for 320 millioner kroner
  • Seks års ubetinget fængsel til Frank Provstgaard Frederiksen
  • Syv års ubetinget fængsel til Jens Ehlert Lassen
  • Tre års fængsel til juristen Sven Agner Petersen, hvoraf de to og et halvt år blev gjort betinget
  • Fem års ubetinget fængsel til Orla Rasmussen
  • Syv års ubetinget fængsel til juristen Henrik

Samlet blev gruppen idømt 38 års fængsel – den hårdeste dom for økonomisk kriminalitet nogensinde. Kun 7 af de 8 tiltalte blev dømt i sagen, da den 8. mand var afgået ved døden inden dommen faldt.

Alle syv medlemmer af Fischer-banden ankede sagen, men fik ikke noget ud af anken og blev endeligt dømt i 2004.

Mændene har med al sandsynlighed haft en samlet fortjeneste på 80 millioner kroner, der er sporløst forsvundet. Det store beløb kan spores til en Schweizisk bank, men derfra er de umulige at spore videre.

Poul Fischer

Poul Fischer, der i dag har skiftet navn til Poul Bøjer, var den eneste af de otte, der blev tiltalt i alle forhold. Han svindlede personligt for 320 millioner kroner, og var dermed gruppens frontfigur.

Under afsoningen har Bøjer fundet et smuthul i forhold til forbuddet imod at oprette nye selskaber og drive virksomhed. Forbuddet indebærer nemlig kun selskaber med begrænset ansvar, som eksempelvis aktieselskaber og altså ikke kommanditselskaber. Poul Bøjer ejer i den forbindelse virksomheden Poul Bøjer Invest K/S, og er desuden direktør i det selskab, der hæfter for virksomheden. Selskabet, hvor Bøjer er direktør, ligger i England og er ejet af et tredje selskab, der er registret på Seychellerne – et skattely under varme himmelstrøg.

Det danske politi frygter, at Poul Bøjer Invest K/S skal bruges til at sætte Bøjer i forbindelse med den formue, han tjente på selskabstømningerne, som det endnu ikke er lykkedes politiet at opsnuse. Dette afviser Poul Bøjer dog blankt. Virksomheden skal kun bruges til fremtidigt konsulentarbejde, lyder det fra hestens egen mund.

Andre store selskabstømmere

Af andre selskabstømmere er det værd at nævne Jens Sejerøe-Olsen, der i 2001 blev idømt fem års fængsel for tømningen af 21 selskaber for 105,4 millioner kroner. Sagen blev i første omgang ført i byretten i Kolding, hvor han blev idømt seks års fængsel. Sejerøe-Olsen ankede sagen og endte med fem års fængsel, hvilket blev betragtet som en tillægsstraf. Han havde allerede havde modtaget en dom på et års fængsel for at bedøve og frihedsberøve en anden mand.

Værd at nævne er også Ronald Sørensen, der i år 2000 blev idømt 4,5 års fængsel for svindel med 75 millioner kroner. Dommen blev fastsat efter Sørensen havde anket sin første dom på 4 års fængsel ved Odense byret. Også Ronald Sørensens advokat blev idømt to års betinget fængsel for medvirken til svindlen.

Også Kai Hoffman fik seks års fængsel ved Tåstrup byret i 1998 i forbindelse med selskabstømning. Hoffman ankede sagen men udeblev efterfølgende fra retsmødet. Af den grund blev ankesagen droppet, og dommen stod ved magt.

Kai Hoffman stod frem og fortalte sin historie om svindlen sammen med en anden selskabstømmer i et interview med Danmarks Radio i 1995. Klik her for at kigge med.

Jan Mikkelsen, en tidligere slagtersvend, tømte selskaber for 97 millioner kroner, og modtog en fængselsdom i 1999.

Var selskabstømmerne bare “skraldemænd” for de rigtige svindlere?

Der er ingen tvivl om, at de ovennævnte selskabstømmere har svindlet for store millionbeløb med stor fortjeneste. Der er dog alligevel noget mærkeligt ved efterforskningen af sagerne.

Som det er beskrevet i afsnittet om, hvordan selskabstømningen foregår, er det jo faktisk ikke selskabstømmeren men derimod sælgeren af virksomheden, der får den største fortjeneste. På den måde er det oplagt at sætte spørgsmålstegn ved, om det egentlig er køberne af selskaberne, der har været bagmændene i sagerne … Eller om de bare har været brugt til at udføre det beskidte arbejde.

Der er en del eksempler på selskaber, der er blevet oprettet udelukkende med det formål at sælge dem videre til en selskabstømmer med det samme og slippe for at betale SKAT.

Såfremt sælgeren ikke har haft nogen anelse om, at virksomheden ville blive udnyttet til selskabstømning, har salget været helt lovligt. Der er dog noget, der tyder på det modsatte. Faktisk mistænker mange, at ikke kun købere og sælgere vidste, hvad der foregik, men også rådgiverne i sagerne. Dette omfatter bankfolk, revisorer og advokater, der ellers er forpligtede til at underrette politiet, hvis de mistænker, at der foregår noget kriminelt.

Sydbank-sagen

Et godt eksempel på det er Sydbank, der den 5. oktober 1990 solgte sit datterselskab, Børs Syd A/S, til et selskab, der var ejet af en kunde i Sydbanks Aalborg-afdeling. Kunden betalte Sydbank 72,5 millioner kroner for selskabet, der havde en pengebeholdning på 75,5 millioner kroner. Fem af de millioner var penge, som Børs Syd A/S skyldte i skat.

Det vil sige, at Sydbank tjente to millioner på salget, da der ellers kun ville have stået 70,5 millioner tilbage i datterselskabet efter skatten var betalt. I 1992 blev Børs Syd A/S tvangsopløst, efter det var blevet tømt for alt af værdi.

Før salget havde Sydbank rådgivet kunden, som de solgte selskabet til, i forbindelse med tømningen af andre selskaber.

Desuden kom det frem at 13 ud af Skifterettens i alt 25 medhjælpere var ansat på eller partnere i advokatkontorer, der var involveret i selskabstømningerne. Skifteretten har pligt til at informere politiet, hvis der er foregået noget ulovligt i virksomhederne – men ikke en eneste selskabstømmersag blev meldt.

Skatteadvokat Lars Henriksen har blandt andet udtalt til Jyllands Posten: ”Jeg tror ikke, at man reelt har været interesseret i at tage noget retsopgør – blandt andet pga. det persongalleri, man skulle have fat i”.

Meget tyder på, at dette udsagn ikke er helt ved siden af. Blandt andet pga. den daværende chef for Bagmandspolitiet, Michael Clans’ forhold til nogle af de rådgivere og sælgere, der var involveret i sagerne.

Michael Clan

Michael Clan blev født i 1944 i Hellerup som søn af en højesteretssagfører og en advokat. Han blev selv kandidat i jura som 25-årig og blev siden politifuldmægtig ved politikredsen i Lyngby. I 1973 blev han fuldmægtig hos Bagmandspolitiet, SØIK, og i 1986 fik han stillingen som øverste leder.

Den tidligere chef for Bagmandspolitiet har siden sin indtrædelse som chef i 1986 ikke kunnet agere anklager i sager omhandlende selskabstømning. Der var tvivl om, hvorvidt han ville lade sig påvirke af sine personlige forhold til de involverede.

1992 meldte Told & Skat for første gang en mistanke om omfattende selskabstømning til Bagmandspolitiet. Clan sendte sagen tilbage med beskeden om, at de selv måtte se på det. En måned senere meldte en vicekriminalkommissær, at han havde mistanke om, at der staten blev snydt for en stor sum skattekroner. Først to år efter kom der gang i efterforskningen. Der har siden været mistanke om, at hans venskab med nogle af de involverede havde indflydelse på hans tøven i sagen.

Lidt for gode venner med visse implicerede?

Blandt andet kom det frem, at tidligere rådgiver for SØIK og nær ven af Michael Clan, statsautoriseret revisor Carl Evald Bakke-Jakobsen, havde solgt et selskab med en pengebeholdning på 6,1 millioner kroner til Poul Fischer.

Også Clans egen revisor, Niels Bjerregaard har deltaget i handler med både Poul Fischer og Bjørn Stiedl. Desuden var Michael Clans nabo, den statsautoriserede revisor Kurt Gimsing, med til at udarbejde en faktarapport, der satte alle sælgere og rådgivere fri for skyld i sagerne.

En række mystiske sammentræf, der skabte så meget tvivl om Clans evner som leder af Bagmandspolitiet, at han måtte aftræde sin stilling i 1999. Efterfølgende har han været politimester i Gentofte frem til 2006. Derefter stillede han op for Det Konservative Folkeparti i Fredensborg Kommune 2009, hvor han dog ikke blev valgt ind.

Bankerne kan trække erstatningen fra i skat

På trods af den stærke mistanke om, at mange både sælgere og rådgivere kendte til svindlere, modtog ingen af dem fængselsstraf. Også selvom det i mange tilfælde faktisk var dem, der tjente mest på selskabstømningen.

Det skulle efter signende være utrolig vanskeligt at bevise, at de rent faktisk var klar over, at selskaberne ville blive tømt for alle værdier efter handlen. Dog udtalte advokat Håkun Djurhus, ekspert i sælgere og rådgiveres ansvar i forbindelse med selskabstømmer-sagerne:

”Enten har anklagemyndigheden været helt åbenbart og skandaløst inkompetent, eller også har man bevidst tabt dét her på gulvet, og jeg kan ikke sige mig fri for en mistanke om, at det sidste må være tilfældet”.[1]

Håkun Djurhus sætter dermed spørgsmålstegn ved, om det i virkeligheden var så svært at bevise sælgere og rådgiveres medvirken til svindlen, som Bagmandspolitiet hævder.

Nogle af sælgerne og rådgiverne modtog et erstatningskrav fra staten. Men med Told & Skats tilladelse kunne de trække pengene fra i skat. På den måde modtog Told & Skat altså langt fra alle de skattekroner, som de egentlig var berettiget til i første omgang. Både rådgivere og sælger slap let fra svindlen.

Hvad bliver der gjort for at stoppe selskabstømning?

De omfattende selskabstømmersager, der kostede staten to milliarder skattekroner, har siden resulteret i en lang række politiske tiltag i kampen mod økonomisk kriminalitet. Blandt andet blev der i 2017 holdt et vælgermøde med temaet: “Er du stadig skidt, Skat?”, hvor politikerne diskuterede, hvor skattesnyd skal undgås i fremtiden.

Se her i videoen fra vælgermødet, hvad tidligere skatteminister, Karsten Lauritzen, tænker om kampen mod svindlerne:

I 2017 blev der desuden indgået en aftale, og udarbejdet en rapport, om en styrket indsats mod skattely samt en skærpelse af rådgivernes ansvar. Dette skærpede ansvar indebærer blandt andet obligatorisk indberetning for skatterådgivere i et forsøg på at afskrække svindlere og øge risikoen for at blive opdaget.

Læs hele rapporten om den styrkede indsats mod skattesnydere her

Udover politikernes og Skats øgede indsats mod skattesnyderne, har Konkursrådet foreslået at afskaffe de såkaldte “lynlukninger” af virksomheder. Skifteretten har muligheden for at “lynlukke” virksomheder, der ikke har flere penge tilbage, og hvor kreditorerne ikke vil betale. Her bliver det ikke undersøgt, om virksomheden er blevet drevet på uforsvarlig vis.

I gennemsnit lukker 25 virksomheden om dagen i Danmark. Disse hurtige lukninger sparer staten for en masse penge. Faktisk vil det vil koste staten cirka 40 millioner om året, hvis alle virksomheder skal undersøges grundigt, når de går konkurs. Spørgsmålet er, om det vil være pengene værd på den lange bane.

Er du interesseret i at læse mere om Konkursrådets forslag, kan du finde mere information her

Foregår der stadig selskabstømning i dag?

Myndighederne bliver fortsat ved med at opdage nye måder, hvorpå der bliver svindlet med de danske skattekroner – også nye former for selskabstømning.

I 2011 blev der opdaget en ny selskabstømmermetode. Den fungerer i grove træk ved, at Firma A hyrer Firma B til at løse en opgave. Derefter hyrer Firma B, et tredje firma – Firma C – til at udføre den opgave, som de skulle have udført for Firma A. Firma C hyrer så et fjerde firma – Firma D – til at løse opgaven. Sådan fortsætter det ud i det uendelige, til det er næsten umuligt at spore, hvem der egentlig har tjent penge på opgaven og skal betale skat.

Kort sagt må svaret dermed være ja – selskabstømning foregår stadig den dag i dag. Det foregår bare på en anden måde. Heldigvis sørger politikerne hele tiden for at lave nye tiltag, der skal gøre livet sværere for svindlerne. Man tilpasser løbende lovene til de nye former for selskabstømning, der bliver opdaget.

Men der vil altid være nogen, der vil snyde – og de er ofte et skridt foran …

Konklusion

Det kan konkluderes, at selskabstømmere som Bjørn Stiedl og Fischer-banden bevidst har snydt staten og de danske borgere for en enorm pengesum på næsten to milliarder kroner.

Alligevel er det værd at overveje, om ikke også sælgere og rådgivere i sagerne burde have været straffet ligeså hårdt som selskabstømmerne. Meget tyder nemlig på, at de var klar over, at selskabstømningerne foregik, og at de endda ofte havde en større fortjeneste end køberne i forbindelse med tømningerne.

Heldigvis har selskabstømmer-sagerne resulteret i en række politiske tiltag mod økonomisk kriminalitet. De danske skattekroner havner i fremtiden forhåbentlig i statskassen og ikke ned i lommerne på i forvejen rige erhvervsmænd.

Links til artikler om emnet:

Bøger om emnet:

[1] Artikel om rådgivere og sælgeres ansvar i selskabstømmer-sagerne: http://www.auschwitz.dk/Finansskandalen.htm