Johannes Petersen scorecard

Danskerne skulle sove godt om natten. Derfor sørgede Nordisk Fjer for, at der var kvalitetspuder og dyner på hylderne. Selskabet blev ved med at åbne nye fabrikker og låne enorme summer i bankerne – lige indtil det hele eksploderede i dansk erhvervslivs største skandale.

Og så var der pludselig en del, der ikke længere sov godt om natten …

Johannes Petersen arbejdede sig helt til tops i den danske tekstilvirksomhed Nordisk Fjer. Faktisk bestred han – inden det hele krakelerede – både posten som administrerende direktør og arbejdende bestyrelsesformand. Dermed havde han alt at sige i forhold til den daglige drift. FOR MEGET, skulle det siden vise sig med al tydelighed.

Dette er historien om luftkasteller, der bare bliver bygget større og større. Det er også historien om en magtfuld formand, der overtaler og manipulerer, når virkeligheden ikke er som ønsket. Den slags har det med at have begrænset levetid – Nordisk Fjer-skandalen er et glimrende eksempel på dette.

Nordisk Fjer

Nordisk Fjer – fra storhed til fald

Nordisk Fjer blev grundlagt helt tilbage i 1901 som et aktieselskab. Det var derfor en af dansk erhvervslivs helt store koncerner, der ramte nyhederne grundet meget uheldige omstændigheder i 1991.

I 1987 blev Johannes Petersen udnævnt til bestyrelsesformand udover posten som administrerende direktør. Det er her, det for alvor begynder at gå den gale vej for Nordisk Fjer.

Selskabet havde igennem mange år udvidet ved at åbne fabrikker i så fjerne lande som Japan, USA og Australien. Den slags gør man naturligvis ikke uden at have en vis kapital på plads. Og hvad man ikke selv har, kan man jo bare låne.

Og låne penge var lige hvad Nordisk Fjer gjorde. Man havde at gøre med en gammel og hæderkronet dansk virksomhed, så Danske Bank og Unibank havde ingen problemer med at stille store beløb til rådighed.

Pengene fossede ud af selskabet

En virksomhed skal jo gerne tjene penge. Sorte tal på bundlinjen er alfa og omega, hvis den skal kunne fortsætte driften og måske ligefrem ekspandere.

Nordisk Fjer tabte i virkeligheden penge – rigtig mange penge. Det var dog ikke tydeligt for enhver, da Johannes Petersen var en mester i at oprette underselskaber, som dækkede tabene ind. Når man handler med sig selv, kan man altid tage en slem overpris for varerne og dermed dække et underskud ind. Vupti – sådan kom der orden i sagerne.

Tvivlere og skeptikere internt i firmaet blev eftertrykkeligt sat på plads af den karismatiske Johannes Petersen med de imponerende øjenbryn. Det var absolut ikke for børn, når man blev kaldt til kammeratlig samtale på direktørens kontor. Revisorer blev også skiftet ud i en lind strøm, når det blev lidt for åbenlyst, hvad det egentlig var, der foregik.

Nordisk Fjer blev også holdt oppe af enorme summer, som godtroende aktionærer havde investeret i selskabet. Ballonen blev pustet mere og mere op. Det var blot et spørgsmål om tid, hvornår den måtte briste.

Anders Wejrup
Anders Wejrup tænker tilbage på tiden i Nordisk Fjer. FOTO: Berlingske

Løgnen om de udenlandske investorer

I løbet af 1990 var det mere og mere klart, hvor galt det faktisk stod til i Nordisk Fjer. Udadtil holdt Johannes Petersen dog fanen højt. Der er intet galt, det hele skal nok vende – og videre i den dur, lød det fra formanden.

Da bankernes kreditorer til sidst hamrede så hårdt på døren, at det ikke kunne klares med en hurtig bortforklaring, hev Johannes Petersen et es ud af ærmet. Tre udenlandske investorer var klar til at købe over halvdelen af aktiekapitalen i Nordisk Fjer. Dermed ville virksomheden være reddet og det store underskud kunne dækkes ind.

Problemet var bare, at det var endnu et fatamorgana. Der fandtes ligeså mange villige udenlandske investorer, som bankerne efterhånden havde tålmodighed. Dagbladet Børsen afslørerede, at der aldrig havde fundet nogen handel med de omtalte investorer sted.

Nordisk Fjer var nu for alvor ilde stedt og blev sat på Københavns Fondsbørs observationsliste.

Et skæbnesvangert møde

Danske Bank og Unibank forlangte nu naturligvis nogle klare svar. Derfor indkaldte de Johannes Petersen til et opklarende møde. Det samme gjorde i øvrigt den øvrige bestyrelse i Nordisk Fjer.

Men Johannes Petersen dukkede aldrig op. Skeletterne var væltet ud af skabet, der var ikke længere nogle steder at løbe hen. Hovedpersonen i dansk erhvervslivs største skandale blev fundet i sit sommerhus – livløs i badekaret. Selvmord var den eneste udvej, skønnede Johannes Petersen til sidst.

Herefter gik en hektisk redningsproces af Nordisk Fjer i gang. Men forgæves – selskabet gik konkurs i marts 1991 og aktionærerne stod pludselig med enorme tab. Hertil kom ca. 5000 mennesker, som nu var arbejdsløse.

Jo, Nordisk Fjer-skandalen var en, der virkelig kunne mærkes mange steder.

Anders Wejrup
Whistlebloweren, der fældede Nordisk Fjer

Længe før ordet whistleblower blev udbredt at anvende i det danske sprog, var det en af slagsen, der satte skred i Nordisk Fjers undergang.

Anders Wejrup var administrerende finansdirektør i Nordisk Fjer – og i øvrigt kun 38 år gammel – da han gik til Unibank med sine bekymringer. Dansk erhverslivs første whistleblower havde set dagens lys.

Anders Wejrup blæste i fløjten fordi han ikke længere kunne holde ud at se til, hvordan enorme formuer skiftede hænder under ulovlige omstændigheder.

Som en af de øverst ansvarlige i Nordisk Fjer, havde Anders Wejrup naturligt nok også en del på samvittigheden.

Men hvor andre tilsyneladende kunne blive ved med at se igennem fingre med svindel og humbug, fik det pludselig en ende for Wejrup.

Sandheden kom indefra

Det er ikke uden fortilfælde i svindelens verdenshistorie, at man skal høre sandheden fra egne rækker. Hvor Johannes Petersen tidligere havde kunnet sætte den tvivlende Anders Wejrup på plads med en skideballe og en Gammel Dansk på direktørkontoret, gik finansdirektøren nu planken ud og trak tæppet væk under hele virksomheden.

Anders Wejrup betalte en høj pris for at afdække sandheden om tingenes tilstand i Nordisk Fjer. Af mange blev han gjort til syndebuk, nu hvor den egentlige bagmand ikke længere var i live. Sagen kastede da også en fængselsstraf af sig.

Det er ikke uden konsekvens at være medløber, når man løber efter en erhvervssvindler af højeste karat.

Johannes Petersen – chefen for det hele

Dette var historien i korte træk. Men hvordan går det så til, at en mand kan vokse sig så magtfuld, at det kan resultere i svindel for milliarder af kroner?

Johannes Petersen var en mand med et overnaturligt drive efter at komme helt til tops. I 1951 startede han som ekspedient i Nordisk Fjer og har garanteret kigget misundeligt efter de høje herrer med store lønninger. Det skulle blive ham selv en dag, og det blev det.

Nordisk Fjer skulle under Johannes Petersens overherredømme ikke blot være en national magtfaktor. Nej, hele verden skulle høre under Nordisk Fjers tekstilimperium – koste hvad det ville. Bestikkelse, svindel, magtmisbrug og manipulation var vejen frem.

Nepotisme er også en del af historien om Nordisk Fjers kollaps, da Johannes Petersen ansatte sin egen søn og derefter overtalte ham til at være med i den omfattende sminkning af regnskaberne.

Da det burde være blevet tydeligt for enhver i virksomheden, at pilen ikke pegede i den rigtige retning, lod formanden sig ikke stoppe. Nej, Johannes Petersen dikterede vejen – det måtte kun gå fremad ved at udvide og låne sig til storhed.

Johannes Petersens eftermæle er ikke blot som en af danmarkshistoriens største erhvervssvindlere. Titlen som mestermanipulator ligger også lige til højrebenet.

For hvordan skulle man ellers kunne lykkes med at føre så mange mennesker bag lyset i så mange år?

Johannes Petersen
FOTO: Berlingske

Lyt, læs og se endnu mere om Nordisk Fjer-skandalen

Hvis du har lyst til at dykke endnu længere ned i denne fascinerende og tragiske historie, er der rig mulighed for det.

Podcast: P1 Dokumentar – Luftige Milliarder

Bog: Bedraget, sagen om Nordisk Fjer

Bog: Nordisk Fjer – Storhed og Fald

Berlingske: Whistlebloweren, der fældede Nordisk Fjer

DR TV – De største svindlere i Danmark