Det er en privat læreruddannelse på Skorkærvej 8 i Ulfborg. Den er ikke godkendt af det danske uddannelsessystem. Bachelorgraden i pædagogik kommer fra et universitet i Mozambique, One World University, der er stiftet af Tvinds internationale søsterorganisation Humana People to People. De studerende kommer fra hele Europa og betaler selv for hele opholdet. Der gives ikke SU. De manglende penge kan optjenes ved at arbejde for Tvind-tilknyttede opholdssteder i Danmark. En fransk studerende, der DR fik kontakt til, arbejdede ni måneder som nattevagt på et Tvind-opholdssted for udsatte børn. Hun var ikke pædagogisk uddannet og talte ikke dansk. Hun udførte opgaver, som de danske socialarbejdere normalt skulle have udført. Hendes løn gik til DNS som tilbagebetaling for uddannelsen. Selv fik hun 50 euro om måneden i lommepenge. Det Nødvendige Seminarium har eksisteret siden 1972 og er et af de oprindelige Tvind-projekter sammen med Den Rejsende Højskole.
På et stort campusområde uden for Ulfborg i Vestjylland ligger Det Nødvendige Seminarium, i daglig tale kaldet DNS. Det er det første område, du ser, når du nærmer dig Tvinds hovedsæde fra hovedvejen. Det er det område, der i 1970’erne husede Den Rejsende Højskole, Mogens Amdi Petersens første store projekt.
Og det er stedet, hvor Tvind den dag i dag uddanner sine egne lærere og pædagoger til de mange Tvind-tilknyttede opholdssteder rundt om i landet.
DNS’ eget motto er “The World is Our Classroom”. Det er en pæn formulering. Den dækker over en realitet, der ifølge tidligere studerende og DR’s dokumentarserie Afsløret består af en uddannelse, hvor de studerende betaler for selv at gå der, samtidig med at de udfører gratis arbejde for institutioner, der modtager millioner af kommunale kroner.
Hvad er DNS?
DNS er en privat læreruddannelse stiftet i 1972 som et af de oprindelige Tvind-projekter. Den ligger på Skorkærvej 8 i Ulfborg, samme adresse som Tvinds Internationale Skolecenter, Fælleseje og selve Tvind-møllen.
Den danske stat anerkender ikke DNS som en officiel læreruddannelse. Der gives ikke SU til studerende på DNS. Der er ingen offentlig akkreditering af uddannelsen i Danmark.
Bachelorgraden i pædagogik, som DNS’ studerende får ved afslutningen af deres 4-årige forløb, kommer fra et helt andet land: Mozambique. Konkret fra et universitet ved navn One World University, der ligger i Changalane omkring 12 kilometer fra grænsen til Eswatini i det sydlige Mozambique.
Det danner et særegent uddannelsesarrangement. En studerende på DNS er fysisk i Danmark, men er formelt indskrevet som distance learning-studerende på et universitet i Afrika.
One World University: Akkrediteringen fra Afrika
One World University er ikke et tilfældigt universitet. Det er en del af samme verdensomspændende netværk som DNS selv.
Universitetet blev oprettet i 1998 under navnet ISET, Instituto Superior de Educação e Tecnologia. Det blev anerkendt af Mozambiques ministerråd i 2005, hvilket gav det status som et privat universitet med ret til at uddele bachelor- og mastergrader, der er anerkendt i Mozambique.
Anerkendelsen i Mozambique er reel. Spørgsmålet er, hvor langt den rækker.
Som Wikipedia beskriver det: bachelorgraden “is equivalent to a bachelor’s degree, although it is not clear to what extent it is accepted in Europe.”
Det er en bemærkelsesværdig formulering. En officiel uddannelse, hvis europæiske status er uklar. En studerende, der har brugt fire år og betalt for hele opholdet, ender med et papir, der ikke nødvendigvis kan bruges i Europa.
Forbindelsen til Humana People to People
One World University er stiftet af Humana People to People, den internationale Tvind-tilknyttede organisation, der også driver tøjcontainere, genbrugsbutikker og ulandsprojekter i over 40 lande.
Det vil sige: Tvind-systemet i Danmark sender sine studerende til en uddannelse, hvis akkreditering kommer fra et universitet, der er stiftet af Tvind-systemets internationale søsterorganisation. Det er en lukket kæde af gensidig anerkendelse, hvor ingen ekstern part står som garant for den faglige kvalitet.
DNS samarbejder også med en nordisk søsterskole, DRH Norway, der ligesom DNS ikke er en akkrediteret uddannelse i sit hjemland, men hvor de studerende også indskrives som distance learning-studerende på One World University i Mozambique.
Studerende betaler selv for uddannelsen
Det er et helt centralt aspekt af DNS, at de studerende selv betaler for hele opholdet. Som StudenterGuiden.dk formulerer det: “Det er dig selv der skal betale for hele opholdet, da der ikke gives SU til uddannelsen.”
Det er ikke usædvanligt for private uddannelser i Danmark. Det usædvanlige ved DNS er, hvad der følger.
Opsparingsperioder hvor man tjener til uddannelsen
DNS’ eget materiale beskriver, at “der er indlagt opsparingsperioder i uddannelsen, så det er muligt at tjene til uddannelsen undervejs.”
Det er den diplomatiske formulering. Den lidt mere lige er, at de studerende skal arbejde for at betale for deres uddannelse, og dette arbejde foregår ofte på Tvind-tilknyttede institutioner i Danmark og internationalt.
Det betyder, at en studerende på DNS i praksis er både kunde og arbejdskraft i Tvind-systemet på samme tid. De betaler for at gå på en uddannelse, der ikke er akkrediteret i Danmark, og de arbejder gratis (med fradrag i lønnen, der går til at betale for samme uddannelse) for institutioner, der modtager millioner af kommunale kroner.
Den franske studerende
DR’s dokumentar fra 2017 fik kontakt til en af de udenlandske studerende, der havde været gennem DNS-systemet. Vi vil her kalde hende den franske studerende, da hun ikke skal hænges ud personligt.
Hun så i 2014 et opslag på internettet, hvor hun kunne komme ud og rejse i Afrika gennem DNS. Hun fortalte DR, at hun ikke havde alle pengene til at gå på uddannelsen. DNS’ løsning var, at hun kunne komme tidligere til Danmark og arbejde på et af de Tvind-tilknyttede opholdssteder.
Det opholdssted, hun blev sendt til, var Bostedet Magleby på Vestsjælland, drevet af Ingolf Damm og resten af Tvinds Lærergruppe.
Nattevagt uden faglige forudsætninger
Hendes job var ifølge hende selv at “holde øje med børnene i hjemmet og kostskolen om natten.” Hun skulle som hun formulerede det: “Stay up all night and make sure that everything was okay.”
Hun var ikke pædagogisk uddannet. Hun talte ikke dansk. Hun havde ingen faglige forudsætninger for at arbejde med danske udsatte børn med diagnoser. Alligevel udførte hun de samme opgaver, som de danske socialarbejdere normalt skulle have udført.
Hun arbejdede ni måneder på Magleby. Hun fik formelt løn, men som hun forklarede: “I was getting paid, but I wasn’t getting the money directly. The money was going to the accountant in DNS in Ulfborg.”
Med andre ord: hun arbejdede gratis ni måneder, fordi hendes løn gik direkte til DNS som tilbagebetaling for hendes uddannelse.
Hun fik lommepenge på cirka 50 euro om måneden.
Hvad kommunerne ikke ser
For en dansk kommune, der betaler 93.000 kroner om måneden for at anbringe en ung på Bostedet Magleby, er den franske studerendes situation usynlig.
Kommunen indgår en kontrakt med Bostedet Magleby om en anbringelse. Kommunen forventer rimeligvis, at de penge, kommunen betaler, går til professionelle medarbejdere, der har de faglige forudsætninger til at arbejde med den unge.
En nattevagt på 50 euro om måneden
Hvad kommunen ikke ved, er at en del af pasningen formentlig udføres af en ung fransk studerende, der hverken er pædagogisk uddannet eller taler dansk, og som arbejder gratis i ni måneder for at betale for en uddannelse, hvis akkreditering kommer fra et universitet i Mozambique.
Som en af de tidligere ledere på Magleby Skolecenter, Birgitte Stavbo, formulerede det til DR: “Det er sindssygt, hvor mange timer gratis de får ud af det. Vi snakker om social dumping.”
Det er præcis denne arbejdsmodel, der gør det muligt for Tvind-tilknyttede opholdssteder at byde lavere priser i de fælleskommunale udbud end konkurrenterne. Når en del af personaleomkostningerne kan dækkes af gratis udenlandsk arbejdskraft fra DNS, kan man tilbyde en lavere takst til kommunerne.
DNS som vinder af autismeudbud
I 2017 vandt DNS, sammen med Bostedet Magleby, et fælleskommunalt udbud på behandling af unge med autisme.
Otte kommuner gik sammen om udbuddet med Holbæk Kommune i spidsen. Formålet var ifølge Holbæk Kommune at sikre “den bedst mulige kvalitet” til “den bedste pris.”
Det er bemærkelsesværdigt, at DNS overhovedet bød på opgaven. DNS er primært en uddannelsesinstitution. Men i bilag fra Tvind-systemet drives også Botilbuddet DNS, der er en del af samme adresse på Tvind.
Bekymringer fra Landsforeningen Autisme
Heidi Tammestrup, formand for Landsforeningen Autisme, var voldsomt bekymret. Hun fortalte til Folketingets socialudvalg: “Jeg er voldsomt bekymret over, at man har valgt at lade en koncern som Tvind vinde udbud af anbringelse for Holbæk. I Tvind sættes anbragte autister sammen med udviklingshæmmet domsanbragte.”
Det vil sige: kommunerne købte specialiseret autisme-behandling. Den blev leveret af en organisation, hvis pædagogik er udviklet i 1970’erne til almindelige efterskoleelever, og som ifølge tidligere medarbejdere ikke er tilpasset til behandlingskrævende unge med psykiatriske diagnoser.
Det er den samme dynamik, der har præget hele Tvinds tilgang til opholdsstedsmarkedet. Den gamle pædagogik genbruges. Målgruppen tilpasses. Resultatet bliver en discount-løsning til en målgruppe, der har brug for det modsatte.
“Vores rødder er i Tvind”
DNS har gennem årene rebrandet sig flere gange. På Tvinds officielle hjemmeside tvind.dk beskrives DNS i dag med store ord om “at konfrontere nogle af vor tids nødvendigheder med aktion og i solidaritet med de fattige i vores verden.”
Det er marketing-sprog. Det er ikke uddannelsesfaglig dokumentation.
På den anden side har Tvind aldrig forsøgt at skjule DNS’ tilknytning til hele Tvind-systemet. Som Tvinds eget velkomstmateriale formulerer det: “DNS er en international læreruddannelse med studerende fra hele Europa. De fleste er eventyrlystne, ambitiøse, energiske og seriøse mennesker, der har valgt uddannelsen pga. dens internationale virkefelt og sociale engagement.”
Den åbne erkendelse
Det interessante er den åbne erkendelse af, at DNS forsyner hele Tvind-systemet med arbejdskraft. Som StudenterGuiden.dk skriver om DNS:
“DNS forsyner hele Tvind med et betydeligt menneskeligt overskud, og virker som en solid ballast der har en positiv effekt på hele miljøet. Omvendt får DNS’erne mange værdifulde erfaringer ved at være sammen med de børn og unge der går i skole på Tvind.”
Det er en bemærkelsesværdig formulering. DNS leverer “menneskeligt overskud” til hele Tvind-systemet. På den måde får DNS-studerende værdifulde erfaringer ved at være sammen med de børn og unge, der bor på Tvinds opholdssteder.
Hvad der ikke står, er at de børn og unge på Tvinds opholdssteder er anbragt af danske kommuner, der betaler op til 100.000 kroner om måneden for at få professionel pleje. Ikke for at fungere som læringsmateriale for DNS-studerende fra hele Europa.
Status i dag
Det Nødvendige Seminarium eksisterer stadig. Det modtager stadig studerende fra hele Europa. Adressen er stadig Skorkærvej 8 i Ulfborg.
Ifølge den engelske Wikipedia-side om DNS har skolen i øjeblikket 55 studerende. De er fordelt på fire årgange og kommer fra over 20 forskellige nationaliteter ifølge skolens egne oplysninger.
Akkrediteringen kommer stadig fra One World University i Mozambique. Den europæiske status af bachelorgraden er stadig uklar.
Bostedet DNS modtager stadig anbragte unge. Magleby Skolecenter, der modtog den franske studerende som gratis nattevagt, modtager stadig kommunale anbringelsesbetalinger.
Mogens Amdi Petersen, der oprindeligt skabte DNS sammen med Den Rejsende Højskole i 1970’erne, er stadig efterlyst af Interpol og bor i sit luksuskompleks i Mexico. Hans uddannelseskoncept, hvor de studerende selv betaler og samtidig leverer gratis arbejdskraft til det øvrige Tvind-system, fortsætter videre, 50 år efter det blev opfundet.
Hvis du har erfaringer med DNS, Bostedet DNS eller andre dele af Tvind-systemet, kan du anmelde det via svindlere.dk.
