Han stiftede Den Rejsende Højskole i 1970 og byggede over de næste tre årtier et globalt skoleimperium op for over hundrede millioner danske statskroner om året. Han fik sit medlemmer til at aflægge tre løfter: al deres tid, alle deres penge og al deres arbejdskraft skulle tilhøre Tvind. Han blev anklaget for at have snydt staten for 47 millioner kroner i skat og begået underslæb for 57 millioner kroner. I 2006 blev han frikendt ved Byretten i Ringkøbing. Inden anken kunne behandles, var han forsvundet. Siden 2013 har Interpol efterlyst ham. Han bor i dag i et bevogtet luksuskompleks i Mexico og fyldte 85 år i januar 2024. Mens han er borte, tjener Tvind-tilknyttede institutioner stadig 190 millioner kroner om året fra danske kommuner.
Det er en lørdag i 1970, og en gruppe unge idealister samles på en mark nær Ulfborg i Vestjylland. I spidsen står en læreruddannet mand på 31 år ved navn Mogens Amdi Petersen. Visionen er enkel: et alternativ til det stivnede danske undervisningssystem. En skole, der bygger på rejse, fællesskab og handling i stedet for på katederundervisning og borgerlig konformitet.
De stikker den første spade i jorden. Den Rejsende Højskole bliver født.
55 år senere er Mogens Amdi Petersen Danmarks mest internationalt eftersøgte mand. Han har ikke været i sit fædreland i næsten to årtier. Han bor i et luksuskompleks i Mexico, bevogtet af hegn, kameraer og personlige vagter. Han er omgivet kun af sin mangeårige livsledsager Kirsten Larsen og en lille kerne af de mest betroede medlemmer af det netværk, han stadig leder fra eksil.
Og selvom han er væk, lever hans imperium videre. Danske kommuner betaler hvert år 190 millioner kroner til opholdssteder med tilknytning til Tvind. Det er flere penge i nutidsværdi, end staten betalte til Tvindskolerne i 1996, da Folketinget for første gang prøvede at lukke pengekassen.
Historien om Mogens Amdi Petersen er historien om en mand, der lærte at omdanne dansk velfærdslovgivning til en privat finansiel motor af en størrelse, ingen andre i Danmark har formået.
Begyndelsen: Den Rejsende Højskole og Det Nødvendige Seminarium
Mogens Amdi Petersen blev født den 9. januar 1939 i Tønder. Hans far var skoleinspektør. Sønnen tog studentereksamen fra Odense Katedralskole i 1957 og uddannede sig derefter til lærer. Allerede som lærerstuderende viste han træk, der senere skulle definere ham: han kritiserede de undervisere, han fandt for dårlige, og hånede de medstuderende, der ikke turde sige deres mening.
I 1970 grundlagde han Den Rejsende Højskole sammen med en kreds af ligesindede. De første år havde højskolen base i Svendborg, derefter på Fanø, og fra 1972 i Ulfborg i Vestjylland.
I 1972 oprettedes også Det Nødvendige Seminarium som en forsøgsordning. En læreruddannelse, der byggede på Amdi Petersens grundtanke om, at lærdom udspringer af handling, ikke af bogstaver i bøger.
I de følgende år ekspanderede netværket. Den Internationale Efterskole. En gigantisk vindmølle i Ulfborg, der i 1970’erne var verdens største. Ulandshjælp fra Folk til Folk, stiftet i 1977. Tøjcontainere på gader og pladser. Skoler for udsatte unge. Børnehaver. Lærerseminarier.
Det blev kaldt “Tvind-skolerne”, og betegnelsen “imperiet” hæftede sig hurtigt på. I 1970’erne og 1980’erne var Tvind et af de mest omdiskuterede fænomener i dansk samfundsliv. Nogle så Amdi Petersen som “den største forandrende kraft i skoleverdenen, siden Grundtvig inspirerede til højskolerne”. Andre så ham som en kult-leder, der med “skamløshed” udnyttede andre menneskers tillid.
I 1978 forsvandt han fra offentligheden. Officielt trak han sig fra Tvind. Reelt fortsatte han med at lede netværket fra kulisserne, blot uden at give interviews eller stille op i offentlige debatter.
Lærergruppen og de tre løfter
I hjertet af Tvind ligger en organisationsform, der ikke har nogen direkte parallel i resten af det danske samfund: Lærergruppen.
Lærergruppen er ikke en forening. Den er ikke en juridisk person. Den er ikke registreret nogen steder. Historiker Jes Fabricius Møller, der har fulgt Tvind tæt gennem mange år, beskriver det som “en frivillig sammenslutning af det vi antager er nogle hundrede mennesker som har bekendt sig til Tvinds idégrundlag.”
Disse mennesker aflægger tre løfter, når de bliver optaget i Lærergruppen:
Al deres tid tilhører Tvind.
Alle deres penge tilhører Tvind.
Al deres arbejdskraft tilhører Tvind.
Lærergruppen havde på sit højeste cirka 500 medlemmer. De delte fælles økonomi. Det vil sige, at den enkelte ikke længere ejede sine penge. Pengene cirkulerede inden for fællesskabet, administreret centralt.
Det er denne struktur, der har gjort Tvind så kompliceret for myndighederne at gennemskue. Når en lærer på en Tvindskole tjener løn, går pengene ikke nødvendigvis til læreren selv. Når en bygning ejes af et Tvind-selskab, ejes selskabet af et andet Tvind-selskab, der lejer ud til en tredje Tvind-enhed. Penge cirkulerer inden for systemet. Eksterne revisorer havde svært ved at få overblik.
Det giver én mand i toppen, der kan udstikke den endelige linje, enormt magt. Den mand var, og er stadig, Mogens Amdi Petersen.
Som journalist Frede Jakobsen, der gennem 15 år har drevet siden Tvind Alert, har formuleret det: “Der er ingen store, afgørende beslutninger, der træffes, uden det har været omkring KLAP.” KLAP er Kirsten Larsen og Amdi Petersen, navnet på det stifterpar, der ifølge afhoppere fra Lærergruppen stadig leder organisationen fra hovedkvarteret i Mexico.
Statstilskuddet der voksede ud af kontrol
I 1980’erne og 1990’erne voksede Tvindskolerne hurtigt. Seks frie grundskoler. 13 efterskoler. Syv folkehøjskoler. Seks husholdnings- og håndarbejdsskoler. I alt 32 skoler.
Hver af disse skoler modtog statstilskud, fordi de var godkendt efter den danske lovgivning om frie skoler. På sit højeste i midten af 1990’erne modtog Tvindkoncernen 103 millioner kroner om året i statstilskud. I nutidsværdi svarer det til omkring 151 millioner kroner.
Men hver gang Rigsrevisionen eller Undervisningsministeriet kiggede på regnskaberne, dukkede der mærkværdigheder op.
Skolerne blev revideret af én og samme revisor: Erik Rømer Jensen i Odense. Det blev problematisk, fordi den samme revisor også var revisor for de Tvind-virksomheder, der udlejede bygninger, inventar og endda skibe til skolerne. Det vil sige, at den samme revisor godkendte priserne, når en Tvindskole lejede en bygning af et andet Tvind-selskab. Det gav indlysende problemer for vurderingen af, om huslejerne var rimelige.
Skolernes bestyrelser var ifølge ministeriet ikke uafhængige. De var bemandet med personer, der “indordner sig under fællesskabets ideer og holdninger, herunder dets økonomiske politik.”
Mange af skolernes aktiviteter gik i realiteten ud på at samle penge ind til Ulandshjælp fra Folk til Folk, Humana eller andre beslægtede Tvind-virksomheder. Ikke til skolens egentlige formål, undervisningen af de elever, der var indskrevet.
I december 1994 og marts 1995 dokumenterede fagbladet Folkeskolen, at Den Rejsende Højskole modtog statsstøtte på tvivsomt grundlag. Rigsrevisionen blev sat i gang. Resultatet var ifølge undervisningsminister Ole Vig Jensen (R) “så mange og systematiske eksempler på misbrug”, at staten ikke længere kunne være med.
Tvindloven 1996 og Højesteretsdommen 1999
I 1996 vedtog Folketinget en lov, der specifikt fratog 32 navngivne Tvindskoler deres statstilskud. Det er et af de få eksempler i nyere dansk historie på, at Folketinget vedtager en lov rettet mod en specifik organisation.
Det var dramatisk. Det var demokratisk problematisk. Og det var, ifølge Højesteret, ulovligt.
I 1999 underkendte Højesteret Tvindloven. Loven krænkede grundlovens lighedsprincip ved at navngive konkrete skoler. Det betød, at de skoler, der havde mistet deres tilskud, principielt havde krav på det tilbage. Kun få genvandt det dog reelt, fordi de i mellemtiden havde måttet lukke eller drastisk omstrukturere.
Men Tvinds økonomiske grundlag var nu rystet. Hovedparten af aktiviteterne flyttede til udlandet. Tvind opbyggede gennem 2000’erne et globalt netværk, særligt i det sydlige Afrika, hvor man drev skoler, lærerseminarier og udviklingsprojekter. Ulandshjælp fra Folk til Folk og Humana ekspanderede med tøjcontainere og genbrugsbutikker i Tyskland, Italien, Spanien og Frankrig.
Det er en sigende detalje, at Tvinds europæiske flagskib i dag er en femetagers genbrugsbutik midt i Berlin. Tøj indsamlet i Danmark, sorteret af lavtlønnet arbejdskraft, solgt i lukrative europæiske storbyer. Overskuddet går ifølge organisationen til “lærerseminarier, klubber for landmænd, projekter der skal forebygge hiv i Afrika samt til børnehaver i Kina.”
Hvor mange penge der reelt går til disse formål, og hvor mange der ender i den centraliserede økonomi omkring KLAP-paret i Mexico, er det offentligheden aldrig fået klarhed over.
2002: Anholdelsen i Los Angeles
Den 13. september 2002 lokal tid blev Mogens Amdi Petersen hentet ud af Metropolitan Detention Center i Los Angeles af to amerikanske betjente.
Han havde været varetægtsfængslet i USA siden tidligere på året, efter dansk politi i 2001 havde rejst sigtelser mod ledelsen af Tvind for blandt andet mandatsvig. Han blev udleveret til Danmark og varetægtsfængslet her.
Det var første gang Mogens Amdi Petersen var fysisk tilbage i Danmark siden 1978.
Den 15. september 2002 brød han 23 års tavshed. Han afgav forklaring i Retten i Ringkøbing. Det var en sensation. En af Danmarks mest mystiske mænd talte for første gang i offentligheden i over to årtier.
Den 10. januar 2003 blev han løsladt, da retten fandt risiko for, at varetægtsfængslingen ville blive uforholdsmæssig lang i forhold til den straf, han risikerede.
Retssagen begyndte. Mogens Amdi Petersen og syv andre Tvind-ledere var tiltalt for groft skattesvig over for staten og groft underslæb over for Tvinds humanitære fond.
Anklagen var enorm. Ifølge anklagemyndigheden havde de tiltalte snydt den danske stat for 47 millioner kroner i skat og begået underslæb for 57 millioner kroner. Penge fra den humanitære fond skulle blandt andet være brugt til en luksuslejlighed i Florida.
2006: Frifindelsen i Ringkøbing
Efter 170 retsdage fordelt over fire år faldt dommen i Retten i Ringkøbing den 31. august 2006.
Mogens Amdi Petersen blev frifundet. Det samme blev seks af de øvrige tiltalte: talsmanden Poul Jørgensen, Amdis samlever Kirsten Larsen, Ruth Sejerøe-Olsen, Marlene Gunst, Kirsten Fuglsbjerg og Bodil.
Kun én blev dømt. Steen Byrner, tidligere sekretær for Tvinds humanitære fond, fik et års betinget fængsel for to tilfælde af underslæb.
Forsvarerne havde formået at bevise, at alle de projekter, der havde modtaget penge fra fonden, eksisterede i juridisk forstand, selvom de måske ikke var velfungerende projekter. Det vil sige: pengene var blevet brugt til noget, og det noget var ikke fiktivt. Hvor effektivt eller velbegrundet de blev brugt, var en anden sag, men det var ikke det, retten skulle tage stilling til.
Da Mogens Amdi Petersen forlod Retten i Ringkøbing, kunne han ikke helt skjule sin glæde. Et fotografi af ham med en lille smule om mundvigen blev taget af pressefotografen Claus Fisker. Det er stadig et af de mest ikoniske billeder af den ellers så fåmælte Tvind-stifter.
Anklagemyndigheden ankede frifindelserne. De krævede skærpelse.
Men Mogens Amdi Petersen og de andre tiltalte rejste ud af landet, før ankesagen kunne forkyndes for dem. De har ikke været tilbage i Danmark siden.
2013: Interpol-efterlysningen
I 2013 fik dansk politi udsendt en international efterlysning af Mogens Amdi Petersen via Interpol. Efterlysningen er offentligt tilgængelig på Interpols røde liste, sammen med billeder af den knap to meter høje dansker.
I 2014 gik rygter på, at han opholdt sig på Tvinds internationale uddannelsescenter TG Pacifico på halvøen Baja California i det vestlige Mexico. Danske myndigheder bad de mexicanske myndigheder undersøge sagen. Svaret var nej, han var der ikke.
Den 30. marts 2016 afslørede Jyllands-Posten, at Mogens Amdi Petersen faktisk gemte sig i TG Pacifico, et byggekompleks til cirka 90 millioner kroner ved den mexicanske stillehavskyst.
Senere samme år drog DR3-journalist Anders Stegger ud for at finde ham. Det lykkedes ikke at få ham i tale, men dokumentaren “Den Forsvundne Tvind-leder” fra 2016 bekræftede, at Mogens Amdi Petersen levede i, hvad Anders Stegger til BT beskrev som “den vildeste luksus i Mexico. Helt overdrevet luksus. Han har et kæmpe stort hus med udsigt ud over Stillehavet. Han har sit gigantiske kirkelignende, alienagtige, arkitekttegnede vanvidskompleks derude.”
Mexico nægter at udlevere ham. Danmark og Mexico har ikke en udleveringsaftale, og de mexicanske myndigheder har gentagne gange afvist anmodninger om udlevering.
Sagen der ikke vil dø
Selvom Mogens Amdi Petersen er borte, vil sagen mod ham ikke dø.
I marts 2022 forsøgte han og andre Tvind-ledere at få Vestre Landsret til at fastslå, at varetægtsfængsling in absentia, fængsling uden at den tiltalte er til stede, skulle ophæves. Det fik de afvist. Landsretten udsendte i stedet en europæisk arrestordre.
I oktober 2024 forsøgte advokat John Korsø Jensen igen at få sagen stoppet. Han argumenterede blandt andet med, at Amdi Petersens helbred næppe kunne klare rejsen over Atlanten, og at sagen derfor burde løbe ud i sandet. Landsretten afviste argumentet med formuleringen, at der “ikke er tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at hans helbredsmæssige forhold afskærer ham fra at blive udleveret til Danmark og deltage i retssagen.”
Den 1. november 2024 afviste Vestre Landsret endegyldigt at stoppe straffesagen. Amdi Petersen og tre andre tiltalte fik nej til deres anmodning om at droppe straffesagen. De forbliver varetægtsfængslet in absentia.
Anklagerne er over tid blevet barberet ned. Hvor den oprindelige sag fra 2002 omhandlede underslæb og skattesvig for knap 110 millioner kroner, var den i 2013 skrumpet til omkring 35 millioner kroner for Amdi Petersens vedkommende. Anklagemyndigheden havde dengang droppet alle anklager fra før 1990.
Men sagen lever stadig. Mogens Amdi Petersen kan teknisk set ikke vende tilbage til Danmark uden at blive anholdt. Han kan ikke rejse til de fleste europæiske lande uden risiko for udlevering. Han er fanget i sit luksuriøse mexicanske eksil.
Imperiet der lever videre: 190 millioner om året
Mens Mogens Amdi Petersen lever i sit selvvalgte fangenskab i Mexico, blomstrer Tvind-imperiet videre i Danmark og resten af verden.
Den oprindelige skoleside af forretningen tabte slaget med staten i 1996 og 1999. Men Tvind har fundet en ny niche, der er endnu mere lukrativ: opholdssteder for udsatte børn og unge.
Ifølge Socialtilsynet er der i dag mindst 37 institutioner med tilknytning til Tvind. De er fordelt rundt om i landet og tilbyder pladser til børn og unge med sociale og adfærdsmæssige problemer. Kommuner skal betale omkring 93.000 kroner om måneden for én anbringelse på et opholdssted som Småskolen ved Nakkebøllefjord på Sydfyn, et af de Tvind-tilknyttede opholdssteder.
DR-dokumentaren Afsløret afdækkede i 2017 sammen med avisen Kommunen, hvor meget kommunerne betaler for anbringelser på Tvind-tilknyttede institutioner. Tallet er 190 millioner kroner om året.
Det er flere penge i nutidsværdi end de 103 millioner kroner, statstilskuddet i 1996 udgjorde, da Folketinget vedtog Tvindloven for at lukke kassen.
Med andre ord: Tvind tjener flere penge på det offentlige i dag end i 1996. Bare gennem en anden mekanisme. I stedet for direkte statstilskud til skoler er pengene nu kommunale anbringelsesbetalinger til opholdssteder.
Konstruktionen er sigende. I stedet for én stor pengestrøm, der er let at angribe politisk og juridisk, har Tvind nu mange små pengestrømme, der hver især kommer fra individuelle kommuner. Det er langt sværere at lukke 37 opholdssteder spredt rundt i landet end at lukke 32 skoler samlet.
Og det er sværere at tale politisk om opholdssteder for udsatte børn end om højskoler og friskoler. Når man taler om opholdssteder, kommer man hurtigt til at tale om de udsatte børn, der bor der. Og det er aldrig en god politisk diskussion.
Pengene der cirkulerer i sig selv
Mens Tvind tjener tæt på 200 millioner kroner om året fra det offentlige, har Tvinds penge en bemærkelsesværdig tendens til at cirkulere inden for det interne system.
Tvind-tilknyttede opholdssteder lejer ofte bygninger af Tvind-tilknyttede ejendomsselskaber. De køber serviceydelser af Tvind-tilknyttede leverandører. De ansætter medarbejdere, der er medlemmer af Lærergruppen, og hvis løn dermed indgår i den fælles økonomi, der centralt administreres.
Som det beskrives af DR’s Afsløret-redaktion: “Det der i virkeligheden er tilfældet, er at Tvind lejer sig ind hos sig selv. Pengene i Tvind cirkulerer inden for Tvinds eget system.”
Det er en konstruktion, der ikke direkte er ulovlig. Man må gerne leje bygninger af et selskab, man selv har forbindelse til. Man må gerne købe serviceydelser af samme. Men når det sker konsekvent på tværs af et helt netværk af institutioner, og når den enkelte institutions ledelse består af medlemmer af det samme fællesskab, der ejer udlejerselskaberne, bliver det meget vanskeligt at vurdere, om priserne er rimelige.
Det er den samme dynamik, der gav problemer i 1990’erne, da statsrevisorer fandt, at huslejer mellem Tvind-skoler og Tvind-ejede selskaber var sat højere end markedet ville bære. Bare denne gang, fordi pengene kommer fra kommunale anbringelsesbudgetter i stedet for statstilskud, er der ingen Rigsrevision, der systematisk kigger med.
Manden der aldrig vendte tilbage
Mogens Amdi Petersen fyldte 85 år i januar 2024. Han bor stadig i Mexico, omgivet af det luksuskompleks, hans tilhængere har bygget op gennem årtier. Hegn, kameraer og personlige vagter sikrer, at kun de mest betroede besøgende slipper ind.
Hans tilhængere kalder ham stadig “Amdi”. For de fleste i Lærergruppen er han ikke en mand, der lever i Mexico. Han er en idé, et princip, en forvalter af det fællesskab, de selv har bundet sig til gennem deres tre løfter.
For kritikerne er han noget andet. Som Frede Jakobsen fra Tvind Alert har formuleret det gennem 15 års arbejde med organisationen: en mand, der har “udnyttet andre menneskers tillid” med en “skamløshed”, der har varet over et halvt århundrede.
Han har aldrig fortalt sin version af historien. Hans tavshed gennem 23 år blev brudt en eneste gang, i Retten i Ringkøbing i 2002. Siden har han konsekvent afvist alle interviewforespørgsler. Da DR3-journalister fandt frem til hans hus i Mexico i 2016, blev de afvist ved porten af bevæbnede vagter.
Det er den eneste konstante i Mogens Amdi Petersens liv. Stilheden. Den, der ikke taler, kan ikke modsiges. Den, der ikke forsvarer sig, kan ikke afsløres i selvmodsigelser.
Imens cirkulerer der 190 millioner danske kommunale kroner gennem hans imperium hvert år.
Han forbliver Danmarks mest eftersøgte forbryder, hvis det er det, han er. Han forbliver Danmarks mest visionære skolemand, hvis det er det, han er. Han forbliver, uanset hvad, en mand, der på trods af 22 år på flugt har bygget et system, der overlever ham, og som ingen dansk regering eller domstol indtil videre har formået at lukke.
Hvis du har erfaringer med Tvind, opholdssteder eller andre former for systematisk udnyttelse, kan du anmelde det via svindlere.dk.
