Når en svindler har franarret folk hundredvis af millioner, opstår det næste problem: hvordan får man pengene til at forsvinde? Sagen om Martin Storm Rasmussen er en sand lærebog i moderne hvidvask. Pengene blev ført ud gennem fakturafabrikker, omsat til guldbarer, sendt til et offshoreselskab på den anden side af jorden og endte til sidst i kryptowallets – én af dem med 91 millioner dollars. Her er den komplette opskrift på, hvordan pengene forsvinder.
Jeg skriver normalt om personer. Men en gang imellem er selve mekanikken historien værd – for forstår du, hvordan pengene forsvinder, forstår du også, hvorfor det er så svært at få dem tilbage. Og i Martin Storm-sagen fik vi et sjældent klart kig ind i maskinrummet.
Tænk på det som tre trin. Først skal pengene ud af selskabet. Så skal de gøres usporlige. Og til sidst skal de parkeres et sted, hvor hverken kuratorer eller politi kan røre dem.
Trin 1: Få pengene ud – fakturafabrikkerne
Det første problem er at få penge ud af et selskab, uden at det ligner tyveri. Løsningen hedder en fakturafabrik.
En fakturafabrik er en virksomhed uden reelt indhold. Dens eneste funktion er at udstede falske fakturaer til andre selskaber – med moms – for varer eller arbejde, der aldrig er leveret. Selskabet, der betaler fakturaen, får tre ting på én gang: pengene ud af forretningen, en flot “driftsomkostning” at trække fra i regnskabet, og et momsfradrag oveni. Det er fakturasvindel sat i system, og det er nøjagtig samme maskine, vi har set i både Hollændernetværket og fakturafabrikken fra Kolding.
Martin Storm brugte modellen flittigt. Kuratorerne fandt overførsler for ikke mindre end 14 millioner kroner til selskaber, hvor flere allerede er dømt i sager om omfattende hvidvask. Et af dem, Nordhavn Montage, modtog 2 millioner og var del af et netværk, der hvidvaskede for 128 millioner kroner. Pengene blev betalt ind på en dansk bankkonto – og leveret tilbage som kontanter.
Og kontanter er, som vi skal se, kun det første skridt.
Trin 2: Gør dem usynlige – guldbarerne
Kontanter fylder og er svære at gemme i store mængder. Derfor tog Martin Storm det næste, klassiske skridt: han købte guld.
I retsdokumenter kunne kuratorerne se, at samme dag som ét af hans selskaber overførte penge til en fakturafabrik, blev et næsten tilsvarende beløb ført videre til opkøb af guldbarer. Hvidvasknetværket omkring ham brugte 9,7 millioner kroner på guld i en bestemt butik på Østerbrogade. Og Martin Storm købte selv guldbarer for cirka 8,1 millioner kroner i præcis samme butik – guld, han ifølge forhandleren personligt hentede.
Hvorfor guld? Fordi det er den perfekte forsvindingsnummer. En guldbar er nem at flytte, nem at gemme og umulig at spore. Som kuratoren tørt konstaterede: det gør det næsten umuligt at finde ud af, hvor pengene er forsvundet hen. Guldhandleren selv, Dennis Lindberg, sagde det meget rammende – du kan lave hvidvask med alt: søm, skruer eller en hel container fuld af guldbarer.
I dag er det guld pist væk.
Trin 3: Gør dem digitale – krypto, NFT og 91 millioner dollars
Men det mest moderne – og mest fascinerende – spor var digitalt.
I de sidste måneder før konkursen sendte Martin Storm millioner til et offshoreselskab på Marshalløerne. Via en dansk mellemmand og hans porteføljeselskab blev 6,3 millioner kroner brugt til at opkøbe anparter i selskabet Maxwell Partners Limited, der arbejder med kryptovaluta. Pengene blev straks vekslet til krypto og placeret i en digital wallet.
Her ville sporet normalt ende blindt. Men kryptovaluta har en akilleshæl for svindlere: blockchainen er en åben protokol. Kender man bare ét wallet-nummer, kan man kortlægge samtlige transaktioner til og fra den. DR fik fat i nummeret og sendte det til en kryptoekspert, advokat Payam Samandi, der fulgte sporet.
Det førte to interessante steder hen. Det ene var en wallet, der handlede med digital kunst – de såkaldte NFT’er – og som i dag ejer 223 forskellige af slagsen, hvoraf én alene er over 100.000 kroner værd. Med andre ord: kryptopengene blev hurtigt omsat til digital kunst, præcis som man kunne tage penge fra et konkursbo og købe et maleri, man gemmer ude i skoven. Bare lettere, fordi alt er digitalt.
Det andet spor var langt vildere. Blot fem dage før hele koncernen gik konkurs, blev der overført 669.775 dollars i en stabil kryptovaluta til en wallet. Herfra blev pengene ført videre – og endte til sidst i en yderst opsigtsvækkende wallet, hvor der i dag står omkring 91 millioner dollars. Pengene står i såkaldte stablecoins – en kryptovaluta, der hverken kan stige eller falde i værdi. Som eksperten forklarede: det er ikke penge, nogen spekulerer i. Det er penge, nogen har lagt et sikkert sted, hvor andre ikke kan røre dem.
91 millioner dollars. Det er langt mere end Martin Storms egne penge – et tegn på, at hans lille svindelnummer kun var en flig af noget meget større.
Systemet, der sov
Her er den del, der burde gøre dig rasende.
Mens alt det her stod på, var myndighederne ikke uvidende. Tværtimod. Danske banker sendte gennem årene over 90 underretninger om Martin Storm og personerne omkring ham til politiets hvidvasksekretariat. Den første kendte underretning er fra 2017 – hele fem år før konkursen. Bankerne skrev om usædvanlige kontanthævninger, om sløring af midlers oprindelse, om relationer til rocker- og bandemiljøet, og om “Stein Bagger-lignende forhold i relation til investorsvindel”.
Alle de advarsler lå der. Og i fem år skete der tilsyneladende ingenting – ganske som vi har set det i Hollændernetværket og selv i Danske Banks store hvidvasksag. Underretningerne alene stopper ingen. Der skal nogen til at læse dem og handle.
Skyggens dom
Folk tror ofte, at hvidvask er noget med mafiabosser og kufferter på hoteller. Men som Martin Storm-sagen viser, er det i dag en kold, administrativ disciplin: en faktura her, en guldbar der, en kryptooverførsel fem dage før kragen falder. Pengene rejser fra et selskab i Hellerup, gennem en fakturafabrik, ned i en guldbar, over til Marshalløerne og ind i en anonym wallet – og undervejs forsvinder ethvert spor.
Det er præcis derfor, kun omkring 10 procent af de stjålne penge nogensinde kommer tilbage til ofrene. Når guldet er hentet og kryptoen er parkeret, er løbet kørt.
Min pointe er ikke, at du skal kunne det her udenad. Den er, at du skal kende mønstret. For næste gang nogen pludselig handler med guld, opretter selskaber på eksotiske øer eller flytter store summer i krypto uden nogen forretningsmæssig grund, så er det ikke en finansiel snilde, du ser på. Det er sandsynligvis en mand, der er ved at gemme andres penge.
