Tre tomme selskaber, nul fremmødte direktører og 370 millioner kroner, der sivede ud af landet, før nogen rigtig nåede at reagere. Hollændernetværket er en af de mest velsmurte hvidvaskmaskiner, dansk presse har afdækket – og det smarte ved den er, at næsten ingen er blevet straffet. Her får du historien om, hvordan en håndfuld hollandske navne på et loft i Køge kom til at koste dig og mig penge.
Jeg har set en del konkurser i mit liv. Men sjældent har jeg set noget så koldt og kalkuleret som det, der ruller forbi i DR’s program Pengejægerne, da kameraet følger en ganske almindelig formiddag i skifteretten i Næstved. Tre selskaber skal under konkurs. Tre direktører er indkaldt. Ingen af dem dukker op.
Og det er der en grund til. For direktørerne findes dårligt nok.
Tre selskaber, nul direktører
De tre selskaber hedder MS Logistics ApS, Kiata ApS og Brookem Services ApS. På papiret lyder de som det reneste hæderlighed – byggefirmaer, logistik, renovering. Kiata har endda stadig en pæn hjemmeside, hvor de tilbyder “komplet renovering af hus eller lejlighed” og kalder sig specialister i nedrivning og sanering.
Problemet er bare, at der aldrig er revet en eneste mur ned.
I retten sidder staten repræsenteret ved en jurist fra Gældsstyrelsen og en konkursadvokat. Kravene mod selskaberne løber op i millioner. Men direktørerne? De er, som konkursbehandlerne tørt konstaterer, formentlig strømmænd:
Vi formoder, der er tale med strømmænd, som kun er blevet indsat for at sløre selskabets reelle ledelsesforhold.
Med andre ord: nogen har sat et navn ind i toppen af selskabet, så de rigtige bagmænd kan stå i skyggen. Og det er præcis dér, jeg trives bedst – så lad os følge med ind i mørket.
Hvad er en fakturafabrik egentlig?
For at forstå Hollændernetværket skal du forstå begrebet fakturafabrik. Det er hjertet i moderne hvidvask, og det er langt mindre kompliceret, end du tror.
Forestil dig, at du driver en virksomhed og bruger sort arbejdskraft. Du betaler under bordet, sparer moms og skat – men nu står du med et regnskab, der ikke hænger sammen. Din revisor spørger til pengene. Skattevæsenet kunne finde på det samme. Hvad gør du?
Du ringer til en fakturafabrik.
Mod et gebyr udsteder fabrikken en flot, officiel faktura for et stykke arbejde, der aldrig er udført. Nu har du papir på, at dine penge kom fra hvid, lovlig arbejdskraft. Som en ekspert i programmet formulerer det, leverer fakturafabrikken sådan set bare “dokumentation for noget, der ikke eksisterer”. Det er fup og fidus sat i system.
Vi har set, hvad det kan ende med. I et tidligere afsnit af Pengejægerne blev en gammel maskinfabrik i Kolding lavet om til netop en fakturafabrik og brugt til at hvidvaske over 200 millioner kroner. Der slog politiet til. Syv personer tilstod og fik tilsammen 28 års fængsel.
I Hollændernetværket er der til gengæld ikke rejst en eneste straffesag. Lad det lige synke ind.
Et loft i Køge og et kontorhotel i Slagelse
De hollandske og belgisk klingende navne på direktørerne – Van Brookem, Tenholder, van Saun – er det første tråd at trække i. Så Pengejægerne gør det eneste rigtige: de kører ud til de adresser, selskaberne er registreret på.
Det bliver en pinligt afslørende rundtur.
I Slagelse fører adressen til et kontorhotel. De andre lejere har aldrig hørt om selskaberne. På væggen sidder der ganske vist navneskilte – men bag dem gemmer der sig kun bunker af uåbnet post. Nogen har, som journalisten siger, bare “leget sig ind”.
I Køge bliver det næsten komisk. Direktøren skal angiveligt bo på anden sal. Da holdet kommer derop, viser “anden sal” sig at være et lille tårn under taget, som man slet ikke kan komme op til. “Der er lukket fuldstændig af,” lyder beskeden fra en forundret beboer. Her bor ingen. Her har der aldrig boet nogen.
I Birkerød fører sporet til et selskab ved navn Tonys Entreprise – og til Kuramo ApS, endnu et selskab i netværket, hvis konto er blevet brugt til at oprette flere af de andre. Ejeren af Tonys Entreprise lover at ringe tilbage med oplysninger.
Han ringer aldrig.
Sporet fører til Holland
Da kuratorernes redegørelser endelig kommer på bordet, tegner der sig et tal, der får selv garvede konkursadvokater til at tabe kæben: der er strømmet over 370 millioner kroner gennem netværket af selskaber.
Og de hollandske direktører? De er, som journalisten konstaterer, “pist væk”. Ikke i Danmark. Ikke at finde.
Men jeg har lært én ting gennem årene: ingen er usynlige på de sociale medier. Det viser sig, at tre af direktørerne – Ronald Tenholder, René van Saun og Peter van Brookem – er Facebook-venner. De kommenterer hinandens opslag. Der findes masser af billeder af dem sammen. De “tilfældige” strømmænd, der ikke skulle kende noget til hinanden, er altså gamle kammerater.
De bor alle i regionen Gelderland i Holland. Og med hjælp fra en lokal hollandsk journalist, Genda Terpstra fra Omroep Gelderland, lykkes det at ringe dem op én efter én.
Resultatet er en parade af benægtelser. “Det ved jeg ikke noget om.” “Det er ikke mit firma.” To af tre lægger røret på. Den sidste benægter pure, at han overhovedet kender de to andre – dem, han altså står og smiler sammen med på Facebook.
Guruen, der sælger ayahuasca
Her bliver historien for alvor pikant. For René van Saun – direktør i selskabet Bugt Entreprise – er ikke hvem som helst i Holland. Han driver et ayahuasca-center, hvor han sælger seancer med den stærkt hallucinogene jungle-te. Han har endda været i hollandsk fjernsyn og fortalt om teens angiveligt helbredende effekt på psykiske lidelser.
En mand, der taler så meget om “den gode vej” og indre healing, mens han samtidig står som direktør i selskaber, der har kanaliseret millioner ud af Danmark. Som den hollandske journalist tørt bemærker: det er bemærkelsesværdigt.
Forbindelserne er tætte. Peter van Brookem og hans kone arbejdede ifølge de sociale medier ligefrem på Renés ayahuasca-sted. Der er altså ikke tale om en løs samling af tilfældige navne. Det er en lukket kreds af venner og kolleger.
En kvart milliard gennem én mand
Det selskab, hvor allerflest penge er løbet igennem, hedder Tholder Entreprise. Direktør: Ronald Tenholder. Beløb: 258 millioner kroner. Over en kvart milliard kroner gennem ét eneste gennemstrømningsselskab.
Det har vi aldrig set før, siger kuratoren. Nej, det tror jeg heller ikke, jeg har.
Da DR’s journalist opsøger Ronald Tenholder personligt i et hollandsk industrikvarter, indvilger han faktisk i at gå udenfor og tale – kort. Han får forelagt, at 33 millioner euro er pumpet ind på hans selskabs konto og sendt videre til et væld af selskaber over hele Europa, og at skattemyndighederne mistænker det hele for at være ét stort hvidvaskapparat.
Tenholder benægter ikke, at selskabet er hans. Han vil bare ikke svare. Vi skal sende endnu en mail, lyder det. Og så er den samtale slut.
Neobankerne – hvidvaskernes bedste ven
Her kommer den del, der virkelig burde få advarselslamperne til at blinke. For hvordan i alverden kan 370 millioner kroner strømme gennem en flok tomme selskaber, uden at en eneste bank løfter et øjenbryn?
Svaret hedder neobanker.
En neobank er en bank, der kun findes på nettet – ingen filialer, ingen kasse, ingen rådgiver du kan kigge i øjnene. Du henter en app, uploader et pas, og to minutter senere er du kunde. Selskaberne i Hollændernetværket havde konti i navne som Payera, Currency Fair, Satchel Pay, TransferWise og Revolut – de fleste hjemmehørende i lande som Litauen, Irland og England.
Smart og hurtigt, ja. Men smart og hurtigt og globalt er, som en ekspert i programmet siger, ikke altid det samme som lovligt:
Neobankerne er vældig velegnede til dem, der vil køre en parallel, ikke-officiel, ikke-legal økonomi.
Og det rammer direkte ned i kuratorernes arbejde. Da Tholder Entreprises penge skal spores, viser det sig, at selskabet havde konto i den litauiske neobank Payera. Kurator Katrine Sitan fra Kammeradvokaten kan slet ikke få de oplysninger ud, som en helt almindelig dansk bank ville udlevere uden at blinke. Pengesporet løber ud i sandet.
På spørgsmålet om, hvorvidt det er tilfældigt, at lige præcis disse selskaber valgte neobanker, er hun ikke i tvivl:
Nej. Det er en ganske udmærket måde at vanskeliggøre både mit arbejde og måske også politiets arbejde, hvis det skulle komme dertil.
Payera selv afviser kritikken og oplyser, at der “løbende har været en effektiv kontrol” af transaktionerne, og at man lukkede kontiene, så snart konkurserne kom for dagen. Pengene var bare for længst rejst videre.
Den danske forbindelse
Men netværket stopper ikke ved den hollandske grænse. Da Pengejægerne graver i, hvor pengene blev sendt hen, dukker der et engelsk selskab op ved navn Let Solutions Limited, som har modtaget 6,6 millioner kroner. Og det selskab har en dansk direktør.
Den dansker viser sig at være indgangen til en helt anden historie – om en mand, der lever af at sælge stråmænd og selskaber “under radaren”. Men det er en fortælling for sig, og den får du i en selvstændig artikel her på siden.
Skyggens dom
Det fascinerende – og det uhyggelige – ved Hollændernetværket er, hvor kedeligt det hele ser ud udefra. Ingen pistoler, ingen kufferter med kontanter. Bare nogle navne på et postkasseskilt, en app på en telefon og en flok venner, der nikker hinanden ind i direktørstole, de aldrig sætter sig i.
Og husk så lige det vigtigste: af de 370 millioner er der, da kameraet slukkes, ikke rejst en eneste straffesag. Mens syv mand fra Kolding fik 28 års fængsel for det halve beløb, kunne hollænderne nøjes med at lægge røret på.
Den slags er ikke et offerløst spil. Hver gang nogen vasker sorte penge hvide og snyder statskassen, er det dig og mig, der betaler regningen over skatten. Derfor er en sag som denne værd at kende – ikke for at hidse sig op, men for at vide, hvordan det rent faktisk foregår, næste gang nogen påstår, at deres pengeløse byggefirma “arbejder under radaren”.
Bedøm selv.
