Han havde adresse i Hellerup, dyre ure på håndleddet og en mailsignatur, der lød “Network is the key”. På få år byggede Martin Storm Rasmussen en koncern med 28 selskaber og en omsætning i milliardklassen. Men det hele var en kulisse. Bag facaden kørte et af de største Ponzi-bedragerier i nyere dansk historie – og da korthuset væltede, dukkede der både cannabisplantager, guldbarer og bandekreditorer op af mørket. Her er historien om manden, pressen har døbt den danske Bernie Madoff.
Jeg har skrevet om mange svindlere, der byggede deres løgn op med charme og selvtillid. Men sjældent har jeg set en, der gjorde det så stilfuldt – og så hensynsløst – som Martin Storm Rasmussen. Det her er en mand, der lokkede sine egne venner, sin omgangskreds og folk fra det fineste finansmiljø til at investere i noget, der aldrig har eksisteret. Og som blev ved, lige indtil to mænd en weekend bankede på hans dør.
Lad os starte der, hvor det hele så godt ud.
Fra BMW-sælger til milliardimperium
Martin Storm Rasmussen begyndte sin karriere som bilsælger hos en BMW-forhandler, med særligt fokus på kunderne til de allerdyreste modeller. Han kendte godt det miljø, hvor penge og status går hånd i hånd. Og i 2016 valgte han at blive selvstændig.
Det gik stærkt. På bare nogle få år opbyggede han en virksomhedskoncern med medejerskab af 28 selskaber i vidt forskellige brancher – entreprenørfirma, energiselskab, psykologklinik, gambling, betting, opkøb af konkursboer og fast ejendom. På overfladen voksede værdierne, og Martin Storm levede det gode liv med dyre ure og en livsstil, der signalerede ægte succes.
Ifølge hans egne oplysninger til kuratorerne passerede der i årene op til konkursen omkring 2,5 milliarder kroner rundt mellem hans selskaber. Det lyder som en formue. Det viste sig at være en karrusel.
“Network is the key” – sådan virkede Ponzi-maskinen
Kernen i Martin Storms forretning lød besnærende enkel. En lang række velhavere i hans omgangskreds blev tilbudt investeringer med store afkast på kort tid. Pengene skulle bruges til at opkøbe effekter fra konkursboer, som han så solgte videre med fortjeneste.
Det smarte trick var, at Martin Storm altid hævdede at have en køber klar, inden han købte tingene. Dermed var afkastet jo angiveligt sikkert. Investorernes andel af gevinsten kunne være helt op til 15 procent på bare seks til tolv uger.
Mailene fløj af sted. “Hej buddy. Her er listen med de sager, der er overblik på,” skrev han, med poster som “svinefar” og “vognmanden”. Og hans faste mailsignatur var profetisk: Network is the key. For Martin Storm var hans netværk virkelig nøglen – ikke til at skabe værdi, men til at finde nye ofre.
For her er sandheden, som kuratorerne senere afdækkede: Martin Storm opkøbte og solgte tilsyneladende aldrig noget som helst. De opkøb fra konkursboer, han fakturerede sine investorer for, var ren fiktion. Og de “afkast”, de heldige tidlige investorer fik udbetalt, var simpelthen nye investorers indskudte penge.
Det er definitionen på et Ponzi scheme – ikke at forveksle med et pyramidespil. Der er ingen rekruttering, ingen reel forretning. Bare én central mand, der flytter andres penge rundt og kalder det fortjeneste. Det er nøjagtig samme maskine, som Stein Bagger og den amerikanske mestersvindler Bernie Madoff kørte – og en af Martin Storms egne banker, Jyske Bank, sammenlignede da også direkte netværket med Stein Bagger-sagen i en af de mange underretninger, de sendte til politiet.
I en tid med negativ rente spredte rygtet om den lukrative mulighed sig som en steppebrand. Nye investorer kom til med store millionbeløb. Karrusellen kørte hurtigere og hurtigere. Og som med alle Ponzi-systemer var det kun et spørgsmål om tid, før den ikke kunne dreje mere.
Da korthuset væltede
I marts 2022 stoppede festen. Hele Martin Storms koncern blev taget under konkurs, og pludselig var der krav for hundredvis af millioner kroner – et tal, der siden voksede til op mod 750 millioner. DR’s Pengejægerne fulgte oprulningen af hele sagen i et helt år.
Da kuratorerne, blandt andre advokat Peter Krarup fra Mazanti-Andersen, begyndte at gennemgå de mange ejendomme i konkursboet, stødte de på noget, der ikke passede ind i billedet af en velpoleret Hellerup-direktør. På en forladt ejendom på Vestsjælland fandt de en gammel lade, hvor loftet var fyldt med nye elinstallationer, udsugning, trimmesakse og affald – alle tegn på en professionel cannabisproduktion. Et meget højt elforbrug i præcis det år bekræftede mistanken.
Hvad lavede en direktør fra Hellerup med en cannabisplantage i en lade på Vestsjælland? Det spørgsmål voksede, jo længere kuratorerne gravede. For Martin Storms netværk strakte sig tilsyneladende langt videre end whiskybæltet.
Mændene der hentede ham
Det mest skræmmende kapitel udspillede sig weekenden, før selskaberne gik konkurs. Historien har Martin Storm efterfølgende fortalt til flere kilder.
Han sad i sin lejlighed, da han fik besked om, at nogen ville komme og hente ham. To mænd dukkede op. De ville have adgang til hans bankkonti – og bad ham tage sin computer med.
Men Martin Storm var ikke dum. Han tastede med vilje sin adgangskode forkert igen og igen, indtil hans NemID blev spærret. Mændene kørte ham så til borgerservice for at få det genåbnet. Og her skete noget næsten filmisk: medarbejderen bag skranken fornemmede, at noget var helt galt, og skrev i hemmelighed en seddel, kun Martin kunne se. Da han rystede på hovedet, sørgede hun for, at det NemID, han fik med, ikke virkede. De to mænd måtte gå tomhændede – de ville komme igen om mandagen, sagde de.
Men mandag morgen sad Martin Storm i stedet på advokat Peter Krarups kontor. Træt, rystet og udbrændt, som kuratoren beskrev ham.
De to mænd, der pressede ham, meldte sig i øvrigt aldrig som kreditorer i konkursboet. Og det er nok ikke så mærkeligt. For ifølge en stribe af de over 90 bankunderretninger, der findes på Martin Storm og hans netværk, var der relationer til rocker- og bandemiljøet – personer, der gerne vil have deres cut af en maskine, der kan generere overskud. Den fulde mekanik bag de penge, der forsvandt, har jeg samlet i en selvstændig gennemgang af guld-, krypto- og fakturafabriksporet.
Bekendelsen
På mødet med Peter Krarup gik Martin Storm til bekendelse. Han indrømmede selv, at opkøbene fra konkursboerne var ren fiktion – at hele forretningen i virkeligheden havde fungeret som et Ponzi-system.
Kurator reagerede øjeblikkeligt. Han kontaktede skifteretten for at få selskaberne under konkurs – og han ringede til politiet, som rykkede ud og hentede Martin Storm samme dag. Få timer senere stod de første “kreditorer” nede i receptionen og ville vide, hvor han befandt sig.
Ved et grundlovsforhør på Frederiksberg blev sigtelsen læst op: bedrageri for 307 millioner kroner mod mindst 42 personer. Martin Storm nægtede sig skyldig og blev varetægtsfængslet i Vestre Fængsel, hvor han valgte at sidde i frivillig isolation – og senere medvirkede i DR-programmet Indefra.
Asendria – da løgnen ramte de uskyldige
Det værste ved Ponzi-svindel er ikke tallene. Det er menneskene bagved.
Et af de selskaber, Martin Storm investerede i, var psykologkæden Asendria – en familievirksomhed med klinikker i Aarhus, Skanderborg og Vejle, grundlagt af Martin Kluts’ mor i 2007. Martin Storm lovede dem en millioninvestering og en vækstrejse. Han pralede med, at hans far ejede Danmarks næststørste apotekerkæde – endnu en løgn, fandt familien senere ud af.
Da Martin Storm pludselig pressede hårdt på for at få kæden solgt straks, og truede med at sørge for, at “alt gik dårligt” for Martin Kluts og hans familie, var det, fordi karrusellen var ved at standse. Asendria blev trukket med i faldet. Familien mistede ikke bare deres livsværk, men hele deres formue.
“Vi har mistet alt,” fortalte Martin Kluts. Og det er den sætning, jeg gerne vil have, du husker, næste gang nogen tilbyder dig et afkast, der lyder for godt til at være sandt.
Dommen
Modsat så mange af de sager, jeg skriver om, fik denne en ende.
Cirka et år efter anholdelsen, efter måneder i varetægt, valgte Martin Storm Rasmussen at tilstå. Retten på Frederiksberg idømte ham fem års fængsel for bedrageri for 210 millioner kroner. Anklageren sagde det rent ud: det hele var fiktivt, og i stedet for at investere pengene brugte han dem til at betale tidligere investorer – et Ponzi scheme.
Kuratorerne anslår, at de kreditorer, der har anmeldt krav for op mod 750 millioner, i bedste fald får omkring 10 procent igen. Resten er væk.
Skyggens dom
Martin Storm Rasmussen havde alt, hvad der skulle til for at bygge en ægte succes. Han var dygtig, charmerende og havde et netværk, de fleste iværksættere ville dræbe for. Han kunne have solgt rigtige varer til rigtige kunder og levet et fedt liv i Hellerup med god samvittighed.
I stedet valgte han kulissen. Han valgte at gøre sine venners tillid til en handelsvare og deres opsparing til brændstof i en maskine, der kun kunne ende ét sted. Det fortæller mig noget, jeg har set igen og igen: for den her type menneske handler det ikke om pengene i sig selv. Det handler om spillet, om at være manden med adgangen, manden alle ringer til. Network is the key.
Det blev det også til sidst. Det netværk, han pralede af, leverede både hans ofre, hans bandekreditorer og til allersidst hans dom.
En sidste detalje siger det hele. En aften bestilte Martin Storm en flaske Belvedere-vodka til 4.500 kroner på en natklub og bad om at få et ord graveret i glasset: money laundry. Hvidvask. Indgraveringen blev afvist som for kontroversiel. Han fik i stedet “Storm og Co” på flasken.
Manden kunne ikke engang dy sig for at joke med det. Nu har han fem år til at fortryde, hvem han delte den flaske med.
