Martin Klüts var en af finanskrisens helt store ejendomsspekulanter. Han byggede et imperium på hundredvis af ejendomme, var med til at vælte banker, og endte med en personlig gæld på over en milliard kroner og en fængselsdom på tre et halvt år. Så blev der stille. Indtil nu. For manden, der i dag kalder sig Martin Larsen, er tilbage i ejendomsbranchen – og en krigsveteran i Helsingør og en pensionist på Vestsjælland har betalt prisen med kolde vintre uden strøm, vand og varme. Det her er historien om en spekulant, der skiftede navn, men ikke metode.
Der findes en type svindel, hvor offeret ikke er en anonym webshop-kunde, der mister et par tusind kroner. Det er værre end det. Det rammer det mest grundlæggende, et menneske har: taget over hovedet. Og det rammer ofte dem, der har sværest ved at kæmpe imod – pensionister, syge, mennesker uden overskud til en årelang kamp mod et net af selskaber, de aldrig kan få i tale.
Lad os tage historien fra begyndelsen. For at forstå, hvad der sker i en kold lejlighed i Helsingør i dag, skal vi tilbage til årene før finanskrisen.
Manden, der var med til at vælte banker
I starten af nullerne var Martin Klüts en ung mand på omkring 30 år med en eventyrlig appetit på ejendomme. Gennem sit selskab Sandgården fik han på kort tid bygget en portefølje på over 200 ejendomme og blev storkunde i Forstædernes Bank. Han var så dygtig til at finde ejendomme, han kunne sælge hurtigt og med stor fortjeneste, at banken nærmest gav ham frie tøjler. Som den undersøgende journalist Thomas Svaneborg har beskrevet det: banken sagde i praksis til ham, at han bare skulle sætte sig om bag i bilen og sige, hvor de skulle køre hen, så skulle de nok styre bussen.
Men der var en hage. Det, bankerne ikke gennemskuede, var, at Klüts og de andre spekulanter handlede ejendomme indbyrdes til kunstigt opskruede priser. På den måde kunne man skjule ejendommenes reelle værdi og hive langt større lån hjem, end de var værd. Det var et korthus bygget på luft.
Og da korthuset væltede, væltede det med et brag. Da først én spekulant krakkede, tog han en hel bank med sig i faldet. Den bank tog så den næste spekulant med, som tog den næste bank, i et gigantisk, dumagtigt spil. Forstædernes Bank selv forsvandt. Det samme gjorde flere andre. Det er den slags lavineforretning, vi også kender fra andre af finanskrisens store profiler, som ejendomsmatadoren Kurt Thorsen.
I foråret 2008 stoppede festen for Martin Klüts, da Forstædernes Bank nægtede ham mere kredit. Hans ejendomsselskab gik konkurs, og han gik personligt konkurs med en gæld opgjort til mere end en milliard kroner.
Dommen: tre et halvt års fængsel
En konkurs er ikke i sig selv en forbrydelse. Mange hæderlige forretningsfolk er gået ned. Men det, Martin Klüts gjorde, da det brændte på, var noget andet.
Klüts blev dømt for skyldnersvig, dokumentfalsk og skattesvig, og Østre Landsret stadfæstede i 2013 straffen: tre et halvt års fængsel. Skyldnersvigen bestod blandt andet i, at han overførte tre luksusbiler – en Range Rover og to Mercedes – til sin daværende kone, mens kreditorerne stod og manglede deres penge. Det påførte kreditorerne et tab på op mod syv millioner kroner.
Læg lige mærke til det træk, for det bliver vigtigt senere: I en krise flytter Martin Klüts værdier over på en person tæt på sig, så de er udenfor kreditorernes rækkevidde. Det er ikke uheld. Det er en metode.
Et nyt navn, en ny start – i hvert fald udadtil
Efter afsoning kunne man have forventet, at en mand med den fortid holdt sig langt væk fra ejendomsbranchen. Det gjorde Martin Klüts ikke. Han gjorde noget andet først.
Han skiftede navn. I dag hedder han Martin Larsen.
Et navneskift er fuldt lovligt, og der kan være tusind gode grunde til det. Men for en mand med Klüts’ cv har det en bekvem bivirkning: din fortid følger ikke længere automatisk med, når en lejer, en kommune eller en samarbejdspartner googler dit navn. Det er den samme mekanik, jeg har skrevet om i forbindelse med retten til at blive glemt – princippet er sympatisk og vigtigt, men det kan misbruges som en praktisk usynlighedskappe af præcis de mennesker, offentligheden har størst grund til at holde øje med.
Og bag det nye navn ventede en ny forretning. Martin Larsen spiller ifølge DR og en senere kurator en helt central rolle i ejendomskoncernen DBO Real Estate Danmark – et selskab, der på få år havde opkøbt og etableret 18 forskellige ejendomsselskaber rundt om i Danmark. Officielt bor han i Luxembourg. Reelt sad han med fingrene dybt i driften af danske lejemål. Og det er her, ofrene kommer ind i billedet.
Ekram i Helsingør – en vinter uden strøm og varme
Mød Ekram Nielsen. 52 år, førtidspensionist og tidligere soldat fra krigen i Bosnien-Herzegovina, med de psykiske ar, det har efterladt. Han bor i et klubværelse i en ejendom i Helsingør, hvor der for få år siden boede 18 lejere. Så kom de nye ejere.
De nye ejere ville have beboerne ud, så 18 klubværelser kunne laves om til seks lukrative lejligheder. De sagsøgte lejerne for at få dem ud. Og lejerne vandt i retten. Ekram beskriver, at han stod og var så glad, som havde han vundet en milliard.
Men glæden holdt ikke længe. Få dage efter retsmødet blev der lukket for strømmen i hele ejendommen, fordi ejerne ikke havde betalt forsyningsselskabet. Og uden strøm gik der heller ikke længe, før varmen og det varme vand forsvandt. Midt om vinteren. Ekram måtte hente vand på havnen og kæmpe for at holde varmen, mens hans i forvejen skrøbelige psyke blev presset yderligere af angst, stress og søvnløshed.
Helsingør Kommune måtte træde til og dække regninger for strøm og vand – først knap 120.000 kroner, siden voksede gælden til 236.000 kroner. Og hver gang kommunen havde ryddet op, byggede selskabet bare en ny gæld op. Tænk over det: skatteyderne kom til at fungere som ufrivillig bank for en ejendomskoncern, der nægtede at betale sine egne regninger.
Hanne og hunden
Den anden, det gik ud over, er Hanne Thomsen. Pensionist, tæt på 70, og bosat i et rækkehus i Stigs Bjergby ved Holbæk gennem 17 år. Indtil de nye ejere kom, kørte alt på skinner.
Så begyndte problemerne. Fyret gik ud igen og igen, så hun stod uden varme og varmt vand i lange perioder hen over efterår og vinter. Da hun ringede for at få det udbedret, blev manden i den anden ende, en vis Martin, efter hendes forklaring decideret truende og lovede, at hun skulle smides ud. Græsset blev ikke slået, tagrenderne ikke renset, vaskerummet blev nedlagt, så hun måtte vaske tøj på et gammeldags vaskebræt.
Men det groveste var hunden. Hanne modtog et brev om, at lejekontrakten ville blive ophævet, hvis hun ikke skilte sig af med sin hund inden for 14 dage. Hunden var 13 år gammel, rask og frisk. Presset, og fordi hun ikke havde det godt på det tidspunkt, endte hun med at få den aflivet. Som hun selv siger: det tilgiver hun aldrig.
Hanne har, ligesom Ekram, vundet sag efter sag i både huslejenævnet og ved domstolene. Og alligevel sker der ingenting. Afgørelserne falder ofte i hendes favør af den simple grund, at udlejeren slet ikke svarer. Hun sammenligner det rammende med et lille barn, der holder hænderne for øjnene og tror, at omverdenen så ikke kan se det.
Stråmanden, den tyske ejer og sporet til Luxembourg
Her bliver det interessant for en, der kan lide at følge pengene. For hvem ejer egentlig de her ejendomme?
På papiret står en dansk bogholder ved navn Kjeld Bøgfeld som direktør for alle 18 selskaber. Men da DR konfronterede ham, gjorde han noget bemærkelsesværdigt: han fralagde sig ansvaret. Han bestemte ikke noget, sagde han, og henviste hele tiden videre – til Martin. En direktør, der insisterer på, at han ikke er den, der bestemmer, er sjældent en rigtig direktør. Det er en stråmand. Og passende nok kunne man ikke finde så meget som ét billede af manden nogen steder.
Bag direktøren peger ejerskabet mod en tysk statsborger, Kaj Müller, med adresse i Hamborg – mens koncernens moderselskab har adresse i Luxembourg. Lag på lag af selskaber, lande og navne, skubbet ind foran hinanden. Det er den klassiske konstruktion, jeg igen og igen støder på, når nogen vil gøre det så svært som muligt at placere et ansvar – beslægtet med de metoder, jeg har beskrevet om selskabstømmerne.
Og i midten af det hele, som “konsulent” uden titel, men med hænderne på rattet: Martin Larsen. Tidligere Martin Klüts. Flere lejere bekræfter, at det er ham, der reelt styrer deres sager. En kurator udpegede ham siden direkte som bagmand i koncernen.
Metoden: pres dem ud, og fordobl huslejen
Hvorfor i alverden skulle en udlejer ønske at fryse sine egne lejere ud og lade ejendommen forfalde? Svaret er enkelt, og det er den rene regnemaskine.
Når man overtager en udlejningsejendom i Danmark, overtager man som udgangspunkt også lejerne, der har ret til at blive boende. Men hvis man kan få dem ud, kan man gennemgribende modernisere lejlighederne og genudleje dem til en langt højere husleje – i nogle tilfælde det dobbelte. De gamle lejere med deres lave, lovlige husleje er altså ikke kunder. De er en forhindring mellem spekulanten og gevinsten.
Lejernes Landsorganisation kalder det at presse folk ud for at score den gevinst, der ligger i boligen, med metoder, der ikke burde findes i Danmark. Politikerne forsøgte i 2020 at lukke hullet med et lovindgreb og en karensperiode, så investorer ikke kan hæve huslejen voldsomt de første fem år efter en modernisering. Men som juraeksperterne tørt bemærker: den slags lovgivning fanger ikke folk, der ikke har tænkt sig at overholde reglerne alligevel. Og de personer, der reelt agerer bag selskaberne, kan man dårligt ramme efter lejeloven – kun ejendomsselskabet selv kan straffes, ikke manden i skyggen.
“Skal jeg køre over og tale med Heidi?”
Hver gang jeg tror, en sag har vist mig det værste, dukker der et øjeblik op, der overgår resten. I denne sag kom det, da DR’s journalist endelig fik Martin Larsen i røret og pressede ham på ansvaret.
Midt i samtalen spurgte Martin Larsen pludselig journalisten: “Skal jeg køre over og tale med Heidi?” Heidi er navnet på journalistens kone. Det var ikke et tilfældigt navn at nævne. Det var en demonstration af, at han vidste, hvem hun var.
Larsen afviste efterfølgende skriftligt, at det var ment som en trussel, og forklarede, at han kun nævnte det, fordi DR havde forsøgt at opsøge ham på hans egen ekskones adresse. Læseren må selv vurdere, hvordan sådan en bemærkning lyder for den, der modtager den. Men det siger noget om en mand, at hans reaktion på kritiske spørgsmål er at nævne din ægtefælle ved navn.
Martin Larsens eget forsvar
Og nu skal jeg være fair, for jeg postulerer aldrig, at nogen er skyldig, uden også at lade modparten komme til orde.
Martin Larsen bekræfter skriftligt, at han påtager sig ansvaret for flere områder i DBO Real Estate Danmark, og at koncernen administrerer lejemål for over 100 lejere. Han siger, at han er opmærksom på udfordringerne hos de to lejere i programmet og tager kritikken alvorligt, men at han af hensyn til lejernes privatliv ikke vil gå i detaljer. Han understreger, at selskabet bestræber sig på at levere en professionel og omsorgsfuld service for alle deres lejere.
Stråmandsdirektøren Kjeld Bøgfeld afviste på sin side direkte at være stråmand og kaldte sig fuldt integreret i virksomheden, selvom han i samme åndedrag henviste alt ansvar videre til Martin.
Det skal også med, at de aktuelle chikane-anklager er lejernes og eksperternes oplevelse af forløbet. 2008-dommene mod Martin Klüts er derimod fastslået faktum. Forskellen er vigtig, og den skal stå klart.
Hvad der skete – og hvad du kan tage med dig
Det her er ikke en sag, der bare fortabte sig i det blå. Efter DR’s afsløringer, lavet i samarbejde med Børsen, kom der for alvor lys på koncernen. DBO Real Estate Danmark blev tvangsopløst, og i forbindelse med konkursbehandlingen pegede kurator altså på den dømte spekulant Martin Klüts som bagmanden. Lyset virker, når det bliver tændt.
For dig, der lejer en bolig, er der nogle konkrete ting at tage med:
Tjek, hvem der reelt ejer din ejendom, før du skriver under – slå selskabet og dets direktør op i CVR-registret, og vær opmærksom, hvis ejerskabet forsvinder ud i en kæde af selskaber i udlandet. Kender du dine rettigheder, så brug dem: huslejenævnet er gratis at gå til, og som Hanne og Ekram beviste, vinder man faktisk sagerne. Dokumentér alt – hver afbrudt varmeforsyning, hver ubesvaret henvendelse, hvert brev. Og står du med en udlejer, der bevidst lader regningerne stå, så kontakt din kommune; de kan i sidste ende tvinge betalingen igennem, helt op til en tvangsauktion.
Martin Klüts skiftede navn for at lægge afstand til sin fortid. Men en sag som denne minder os om, hvorfor fortiden er værd at huske. For mens domme afsones og navne kan skiftes, så ser mønstret ud til at være det samme: ejendomme og mennesker behandlet som engangsvarer i jagten på den næste gevinst. Du kan møde mange flere af den slags i galleriet af svindlere her på siden – og har du selv været udsat for noget lignende, kan du anmelde det her.
– Skyggen
Kilder og videre læsning:
- DR Kontant: Iskolde udlejere – varmen lukkes, og lejere tvinges til at skaffe sig af med hunden
- DR: Boligspekulant fra finanskrisen aktiv igen
- DR: Kurator udpeger dømt spekulant som bagmand i kritiseret ejendomskoncern
- DR: Efter DR-afsløringer – mystik om bagmænd sender kritiseret ejendomskoncern i graven
