Servicehundeakademiet med Tibbe Shamigo i spidsen kalder sig en nonprofit forening, der træner servicehunde til sårbare mennesker. På bare otte måneder hentede foreningen knap to millioner kroner i fondsmidler. Men da DR gravede i papirerne, viste det sig, at fondene fik at vide, at deres penge gik til bestemte borgeres hunde – hunde, som kommunen eller borgeren selv allerede havde betalt for. Her er historien om dobbelt- og tredobbeltbetaling på de svageste menneskers bekostning.
Lad mig sige det med det samme: Hverken Servicehundeakademiet, dets daglige leder Tibbe Shamigo eller foreningens bestyrelse er dømt for noget, og jeg hænger ingen ud som dømt svindler. Det her er en advarsel bygget på offentlige kilder – DR’s dokumentation, foreningens egne ansøgninger og afrapporteringer til fonde samt udtalelser fra en tidligere medarbejder. Foreningens egne forklaringer får du også undervejs. Resten må du selv lægge sammen. Men når en fond får at vide, at den har betalt for en hund, som en kommune også har betalt for, så er det værd at kigge en ekstra gang.
Foreningen, der hverken vil tjene penge – eller kan forklare dem
Servicehundeakademiet præsenterer sig som en nonprofit forening. Som den daglige leder Tibbe Shamigo siger det i DR’s dokumentar: “Vi laver ikke det her for at tjene penge. Vi laver det for at hjælpe nogen videre i livet.” Alle pengene går til hundene, lyder forsikringen. Der er intet overskud.
Tibbe Shamigo er i øvrigt ikke et ubeskrevet blad i branchen. Hun har tidligere været ansat under Hanne Trongaard i Servicehundeforeningen – den anden store spiller på servicehundemarkedet, som også har en stribe utilfredse kunder bag sig. Æblet faldt ikke langt fra stammen.
Men hvorfor overhovedet drive det i foreningsform? Forklaringen er ifølge en tidligere medarbejder ret simpel: Som forening kan man søge fondsmidler. Og det viste sig at være en overraskende nem forretning.
To millioner på otte måneder
En tidligere fundraiser i Servicehundeakademiet har sendt DR en stak dokumenter. Og de fortæller en bemærkelsesværdig historie. Fra september 2023 og frem til medarbejderen stopper i 2024 – altså på cirka otte måneder – henter foreningen omkring to millioner kroner i fondsmidler. “Det havde været meget nemt,” som medarbejderen siger.
I ansøgningerne koster en servicehund 119.000 kroner, og der er vedlagt et pænt budget, der beskriver hver enkelt udgiftspost. En fond har givet 238.000 kroner til to hunde. En anden 119.000 til en enkelt. En tredje 357.000 kroner. Pengene strømmer ind.
Spørgsmålet er bare, om de oplysninger, fondene fik, passer. Og det gør de ikke.
Hunde, der allerede var betalt
Her bliver det konkret. Over for Åse og Einer Danielsens Fond fortæller Servicehundeakademiet, at to bevillinger på hver 119.000 kroner er gået til servicehunde hos to navngivne brugere. Problemet er bare, hvem de to brugere er.
Den ene er Lise Jensen – som tilfældigvis også er administrator af en stor Facebookgruppe for servicehundebrugere. Hun har selv betalt prisen for sin hund. Da DR viser hende dokumentet, hvor foreningen fortæller fonden, at deres penge betalte for netop hendes hund, er hun lige så overrasket som alle andre: “Så vil jeg da i hvert fald gerne have mine penge tilbage. Der er i hvert fald et eller andet galt her.”
Den anden bruger er en mand, der lider af angst. Også her er der noget galt: Manden fortæller, at det er hans kommune, der har betalt for hunden. Så får foreningen reelt pengene to gange – eller tre, hvis man tæller fond, kommune og borger sammen. Penge fra fonde, der troede, de hjalp en konkret sårbar borger, mens regningen for samme hund allerede var betalt af det offentlige eller af borgeren selv.
Og det er netop dér, modellen er så snedig. En fond er sjældent bygget til at kontrollere, om en hund også er finansieret andre steder. Man læser en rørende borgerhistorie, ser et pænt budget med en navngiven modtager, og bevilger pengene i god tro. Ingen ringer til kommunen for at tjekke, om den allerede har betalt. Ingen ringer til borgeren for at høre, om hun selv har lagt pengene. Dokumentationen ser tilforladelig ud på papiret – og papiret er det eneste, fonden ser. Det gør de gode fonde til et nemt mål, og det gør det næsten umuligt at opdage, medmindre nogen – som her en tidligere medarbejder – vælger at stå frem med bilagene.
Tibbe Shamigo: “Jeg har ikke set mailen”
Da DR satte Tibbe Shamigo stævne til et tv-interview, blev hukommelsen pludselig kort. Ansvaret? Det lå hos en fundraiser, der ikke længere er i foreningen. Hendes eget fokus havde været “på hundene og på borgerne”. Hun havde ikke set de mails, der blev sendt til fondene – selvom flere af dem var sendt til både hende og bestyrelsesformanden.
Da DR fremlagde et internt dokument, der viser, præcis hvilke borgerhistorier der skulle bruges som dokumentation over for hvilke fonde, fastholdt hun alligevel, at hun var uvidende om, hvad foreningen fortalte fondene. Foreningens bestyrelsesformand – en tidligere advokat – afbrød interviewet og insisterede på, at der ikke var gået penge ind i foreningen. “Det lyder helt vanvittigt,” sagde han. Men beløbene passer, for de er meldt retur til fondene.
Og så kom den mest belejlige forklaring til sidst: En servicehund koster i dag 235.000 kroner, lød det pludseligt – næsten det dobbelte af, hvad foreningen ellers havde oplyst over for fondene. Så fik foreningen jo ikke pengene to gange, lød logikken. Den forklaring dukkede bekvemt op, lige efter at det stod klart, at både kommuner, borgere og fonde havde betalt for de samme hunde. “Jeg er ikke ude på at snyde nogen,” forsikrede Tibbe Shamigo.
Et marked uden regler – og en minister, der nøler
Hvordan kan det her overhovedet lade sig gøre? Fordi servicehundemarkedet er en lovløs gråzone. I Danmark er der nemlig ingen regler for, hvornår en leverandør må kalde en hund for en servicehund, og ingen fast kontrol med, hvordan foreningerne finansierer dem. Internationalt findes der retningslinjer og certificeringsordninger, men det er op til udbyderne selv, om de vil følge dem.
Da DR spurgte socialministeren, hvorfor man ikke laver nationale regler, lød svaret, at der nok snarere er brug for “vejledning og vidensdeling” end ny lovgivning. Efter interviewet nedsatte ministeren dog en arbejdsgruppe, der skal vurdere, om der alligevel er brug for en samlet lovgivning eller en certificeringsordning. I skrivende stund har den arbejdsgruppe mødtes én gang siden februar. Så meget for hastværket. Indtil reglerne er på plads, er det stort set frit slag – og det er fondene, kommunerne og de sårbare borgere, der betaler for tomgangen.
Hvorfor det rammer de svageste
Lad os lige huske, hvem der i sidste ende betaler. Det gør vi alle sammen – det er fondsmidler og offentlige kroner, der skulle have hjulpet mennesker, der virkelig har brug for det. Som administratoren af Facebookgruppen for servicehundebrugere siger: Det er de allersvageste borgere, det går ud over, og det er dem, der bliver tabt, mens pengene havner i de forkerte lommer.
Hver krone, en fond betaler for en hund, der allerede er betalt, er en krone, der ikke går til den næste sårbare borger, der står på venteliste. Og hver gang en “nonprofit” forening kan hente fondsmidler på borgerhistorier, der ikke holder, bliver det sværere for de seriøse aktører at blive taget alvorligt. Tilliden er den egentlige taber.
Hvad du skal tage med dig
Lad mig samle op, helt firkantet, for det her er en advarsel.
Servicehundeakademiet hentede under Tibbe Shamigo knap to millioner kroner i fondsmidler på otte måneder og fortalte fondene, at pengene gik til bestemte borgeres hunde – hunde, som kommunen eller borgeren selv allerede havde betalt for. Ledelsen henviser til en forsvunden fundraiser og hævder ikke at kende detaljerne, selvom mails og interne dokumenter peger den anden vej. Der er ikke faldet dom – men du har nu fakta nok til at danne din egen mening.
Mit råd er enkelt. Sidder du i en fond, der støtter servicehunde, så bed om dokumentation for, at hunden ikke allerede er betalt af en kommune eller borgeren selv – og følg pengene helt ud til den navngivne bruger. Er du borger eller pårørende, så vær opmærksom, hvis en “nonprofit” forening pludselig har mange forskellige finansieringskilder til den samme hund. Og husk, at ordet nonprofit ikke er nogen garanti for noget som helst – det er en selskabsform, ikke et moralsk stempel.
Den dag den næste forening henter fondsmidler på en borgerhistorie, der ikke holder, så husk, hvad du læste her.
Har du doneret til eller arbejdet for en servicehundeforening og set noget, der ikke kunne tåle dagens lys? Så kontakt mig – og tag din dokumentation med. Jeg bringer ikke løse rygter.
Læs også, hvordan du anmelder socialt bedrageri, og se flere advarsler her på siden.
