Rie Kanstrup stod bag to sociale tilbud, Kanstrupgaard og Dalbygaard, der begge er lukket efter hård kritik fra Socialtilsynet. Myndighederne vurderer, at der blev opkrævet penge for hjælp, som aldrig blev leveret – blandt andet til en mand, der gentagne gange råbte forgæves om støtte. Og selvom selskaberne er væk, tjener Rie Kanstrup stadig penge på de samme udsatte borgere i dag. Her er historien.
Lad mig sige det med det samme: Rie Kanstrup er ikke dømt for noget, og jeg hænger hende ikke ud som dømt svindler. Det her er en advarsel bygget på offentlige kilder – DR’s dokumentation, Socialtilsynets egne rapporter, kommunale notater og udtalelser fra en tidligere ansat. Resten må du selv lægge sammen. Men når en kommune selv bruger ordet “mistanke om svindel”, og tilsynet skriver, at man opkræver for ydelser, man ikke leverer, så er det værd at kigge en ekstra gang.
Forretningsmodellen: efterforsorg uden ende
For at forstå sagen skal du kende ordet efterforsorg. Når en borger flytter fra et forsorgshjem ud i egen bolig, kan vedkommende få noget støtte med på vejen – så et kendt ansigt kan hjælpe med overgangen til en hverdag på egen hånd. Tanken er god. Og som en ekspert forklarer i DR’s udsendelse, er efterforsorg tænkt som noget, der varer dage, måske uger.
Dage. Måske uger. Hold fast i det tal, for det bliver vigtigt.
For her er forretningsmodellen i Rie Kanstrups verden: Kommunen betaler på timebasis for, at en borger får støtte i eget hjem. Jo flere timer, jo flere fakturaer. Og hvis ingen rigtig kontrollerer, om timerne faktisk bliver leveret, så har man en pengestrøm, der kan løbe i det uendelige. Som en tidligere ansat siger om firmaet, helt råt: “En virksomhed, der er der, for at de selv kan tage pengene.”
Thomas og de to et halvt år
Mød Thomas Colin. Han boede på forsorgshjemmet Kanstrupgaard ved Hadsund, flyttede ud i egen bolig efter fire måneder, og fik herefter tildelt efterforsorg fra Rie Kanstrups firma – 25 timer om ugen.
Husk lige eksperten: dage, måske uger. Thomas fik faktureret efterforsorg i mere end ét år. Derefter blev han genindskrevet på forsorgshjemmet i ni dage, hvorefter efterforsorgen i egen bolig startede forfra – denne gang i mere end et halvt år. Sammenlagt varetog Rie Kanstrups firma støtteopgaver for Thomas i mere end to et halvt år. For en ydelse, der skulle vare dage.
Og fik han så den hjælp, der blev betalt for? Nej. I de kommunale notater kan man læse den samme sætning igen og igen: “Thomas oplyser, at han ikke har modtaget støtten endnu.” “Thomas oplyser, at han fortsat ikke har fået støtte fra det udkørende team.” “Thomas oplyser, at han fortsat ikke får besøg.” En mand, der ikke kan klare sig selv, sad alene og råbte om hjælp – mens kommunen betalte for, at han fik den.
En tidligere ansat, Tanja Laulund, der kørte rundt til borgerne, bekræfter billedet: Borgerne fik ikke altid de timer, firmaet havde lovet kommunen – og man fik betaling for det alligevel. Om Thomas siger hun klart: Han kan ikke klare sig selv. Han har brug for hjælp hver dag.
Og hvem er så Thomas, manden midt i det her regnskab? En sårbar mand, der bor i shelter i naturen med sin kat Freja, som han kalder sin bedste sygeplejerske. En mand, der gentagne gange selv måtte gøre opmærksom på, at hjælpen udeblev, og som til sidst sad uden mad, fordi hans scooter var løbet tør for strøm. Mens papirerne fortalte, at han fik 25 timers professionel støtte om ugen. Det er afstanden mellem fakturaen og virkeligheden, hele sagen handler om.
Fakturaen for den tomme bolig
Mønsteret går igen. Thomas flyttede fra botilbuddet Dalbygaard i midten af januar 2024. Alligevel betalte kommunen Dalbygaard for at støtte ham hele måneden. Pris: 61.132 kroner. For en borger, der var flyttet.
Og det er ikke kun Thomas. I Socialtilsynets rapport beskrives en SMS, som DR også har fået fra en anonym kilde. Rie Kanstrups søn, Magnus Kanstrup, der har ageret driftsdirektør i selskabet, skriver til en medarbejder om en borger, hvis støtte skal stoppe. Beskeden lyder cirka: “Var det en idé at få borgere indskrevet på forsorgshjemmet, og så kan vi eventuelt fortsætte efterforsorgen efter opholdet? Vi har jo plads pt.”
Læs den lige igen. Det handler ikke om, hvad borgeren har brug for. Det handler om, at der er ledige pladser, der skal fyldes – og at en tur forbi forsorgshjemmet er en bekvem måde at nulstille tælleren på, så man kan fakturere ny efterforsorg. Som en ekspert siger i udsendelsen: Det her handler udelukkende om, hvordan man kan få flere indskrevne beboere.
Tilsynet slog alarm – så lukkede hun selv
Socialtilsynet var ikke i tvivl. Tilsynet vurderede, at tilbuddet opkrævede takster for ydelser, det ikke leverede, og at ledelsen ikke gav sandfærdige oplysninger til de visiterende myndigheder. Ni ud af ti kommunale samarbejdspartnere udtalte sig kritisk om samarbejdet med Kanstrupgaard.
Hvad gør man så, når myndighederne kommer for tæt på? Man kommer dem i forkøbet. Forsorgshjemmet Kanstrupgaard blev lukket i sommeren 2023, da tilsynet ville lukke stedet. Og botilbuddet Dalbygaard? Ifølge Randers Amtsavis lod Rie Kanstrup sit firma gå konkurs – hun ringede nytårsaften og meddelte, at hun stoppede, kort efter at Socialtilsynet havde varslet, at de ville inddrage godkendelsen. Manden, der nu ejer bygningerne, fik beskeden direkte: “De løb fra det hele.”
Det er et velkendt trick. Når tilsynet truer med at trække tæppet væk, lukker man selv butikken, før de når det – og så er der pludselig ikke noget tilbud at føre tilsyn med. En konkurs er ikke nogen fallit, hvis pengene allerede er hjemme, og selskabet alligevel skulle skiftes ud.
“Cool business”
Hvis du stadig er i tvivl om, hvilken indstilling der lå bag, så lyt til ledelsens eget sprog. I forbindelse med sagen er DR kommet i besiddelse af en besked, hvor Rie Kanstrup minder sine medarbejdere om, hvad det er, de driver. Hendes ord: Det er “cool business”.
Cool business. Ikke omsorg. Ikke hjælp til mennesker, der har ramt bunden. Business. Og det rimer ubehageligt godt på sønnens SMS om at fylde de ledige pladser, på fakturaen for den tomme bolig og på de mange måneder, hvor Thomas sad alene og ventede på en hjælp, der aldrig kom, mens regningerne tikkede afsted. Når man sætter de brikker ved siden af hinanden, tegner der sig et mønster, hvor borgeren ikke er målet, men midlet.
Samme firma, ny indpakning – og hun kører videre
Og her kommer den del, der virkelig burde få alarmklokkerne til at ringe. For Rie Kanstrup er ikke ude af branchen. Trods de knusende tilsynsrapporter, trods to lukkede tilbud, samarbejder hun stadig med kommuner i dag.
Hun driver nu Inklusionsteamet, som får betaling for at yde bostøtte – hjælp til borgere i eget hjem. DR har søgt aktindsigt og kan konstatere, at flere kommuner betaler firmaet for at støtte borgere op til 35 timer om ugen. Samme model, nyt navn, samme personkreds. Firmaet holder oven i købet til i bygningerne på det nu lukkede forsorgshjem Kanstrupgaard.
Da DR ringede for at spørge til mistanken om svindel, ville Rie Kanstrup ikke stille op. Hun bad om at få spørgsmålene på skrift, afviste, at noget passede, og lagde på. Da journalisten mødte op på firmaadressen – en adresse, der er registreret i det centrale virksomhedsregister – var der ingen, der åbnede, selvom der holdt biler i gården. I stedet kom en besked: “I er på privat grund, og jeg vil gerne bede jer om at forlade grunden straks.” Du må selv bedømme, hvordan det klæder en virksomhed, der lever af offentlige penge til at hjælpe sårbare mennesker.
Systemet, der lod det ske
Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre? Svaret er nedslående. Den kommune, der betalte for støtten til Thomas og samarbejdede med Rie Kanstrups firmaer i mere end to et halvt år, erkender selv, at de har haft svært ved at gribe ind – og at de har handlet med en leverandør, som ikke har haft borgerens bedste for øje. De er kede af det på Thomas’ vegne. Men erkendelsen kom sent.
En ekspert sætter ord på det i udsendelsen: At fakturere for timer, man ikke leverer, til en borger, der ikke kan klare sig selv, er “helt ved siden af skiven”. Og pengene forsvinder ikke ud i den blå luft – de går fra andre svage mennesker, der kunne have haft glæde af dem. Hver krone, der betales for en ydelse, der aldrig leveres, er en krone, der ikke går til den pensionist eller det barn, der reelt havde brug for hjælpen. Problemet er, at det i Danmark skal meget til, før man forbyder nogen at drive virksomhed. Derfor ligger ansvaret i sidste ende hos kommunerne: De skal holde op med at købe ydelser af leverandører, der gang på gang har vist sig utroværdige.
Hvad du skal tage med dig
Lad mig samle op, helt firkantet, for det her er en advarsel.
Rie Kanstrup stod bag Kanstrupgaard og Dalbygaard, der begge er lukket efter hård kritik fra Socialtilsynet, som vurderer, at der blev opkrævet for ydelser, der ikke blev leveret. En borger, der ikke kan klare sig selv, råbte forgæves om hjælp, mens kommunen betalte. En faktura på 61.132 kroner blev sendt for en tom bolig. Og selvom selskaberne er væk, tjener Rie Kanstrup stadig penge på bostøtte til udsatte borgere gennem firmaet Inklusionsteamet.
Mit råd er enkelt. Når et tilbud lukker midt i en tilsynssag og samme personkreds dukker op igen under et nyt navn på samme adresse, så er det ikke en ny begyndelse – det er den samme forretning i ny indpakning. Er du pårørende, så spørg, hvem der står bag det firma, der skal hjælpe din nærmeste, og om de timer, der betales for, rent faktisk bliver leveret. Og arbejder du i en kommune: Stol ikke på fakturaen. Følg op, ring til borgeren, og spørg, om hjælpen overhovedet kommer.
Den dag det næste botilbud lukker og genopstår under et nyt navn, så husk, hvad du læste her.
Har du arbejdet for et socialt tilbud eller en bostøtte-leverandør og set noget, der ikke kunne tåle dagens lys? Så kontakt mig – og tag din dokumentation med. Jeg bringer ikke løse rygter.
Læs også, hvordan du anmelder socialt bedrageri, og se flere advarsler her på siden.
