På en helt almindelig maskinfabrik i Kolding stod der i årevis svejsere og drejede metal til industrien. Rigtige folk, rigtige maskiner, rigtige produkter. Men i fabrikkens sidste leveår skete der noget, ingen af medarbejderne anede. Ved siden af de glødende metalemner blev der nemlig produceret noget helt andet: falske fakturaer. Maskinfabrikken var blevet en såkaldt fakturafabrik, og gennem den blev der hvidvasket et trecifret millionbeløb. Bag det hele stod fabrikkens ejer og direktør, Norbert Thybo Gregersen.
Lad mig slå det fast med det samme: det her er ikke en sag om mistanke. Norbert Thybo Gregersen tilstod, og han er dømt. Han fik fem års fængsel og blev frakendt retten til at drive virksomhed i Danmark på ubestemt tid. Det her er historien om, hvordan en respektabel fabriksejer endte med at sælge sin virksomheds gode navn til den organiserede kriminalitet.
Fabrikken, der lavede metal i årtier
Maskinfabrikken i Kolding hed de seneste år Joko Components A/S. Og den var ægte nok. Igennem en lang årrække havde den produceret metalelementer som underleverandør til industrien, med rigtige medarbejdere og store maskiner.
En af dem var en svejser, der havde arbejdet på fabrikken i 28 år. Da fabrikken til sidst blev tømt og solgt på auktion, kørte de af sted med hans egen filebænk – den, han havde brugt i næsten tre årtier. “Men sådan er livet,” som han nøgternt konstaterede. For ham og kollegerne var det en helt almindelig arbejdsplads med en helt almindelig drift. Det er præcis det, der gør sagen så uhyggelig.
Da økonomien skred
For bag den normale drift kneb det med pengene. I de seneste år havde Norbert Thybo Gregersen svært ved at betale lønninger til sine medarbejdere i slutningen af måneden. Han ville gerne sælge maskinfabrikken og komme ud af problemerne.
Og så fik han en idé, der skulle vise sig skæbnesvanger. Han ville ansætte sin tidligere bankrådgiver, Kim Jensen. Problemet var bare, at bankmanden på det tidspunkt afsonede en fængselsdom for bedrageri fra sit tidligere job. Direktøren indgik derfor en aftale med kriminalforsorgen, så Kim Jensen kunne komme i erhvervspraktik på fabrikken som led i udslusningen fra fængslet.
Det var den beslutning, der åbnede døren til underverdenen.
Fra maskinfabrik til fakturafabrik
Bankmanden tog kontakt til en mand, han havde hørt om, mens han sad inde – pokerspilleren Teddy Vendersbo, som angiveligt havde forbindelser til det, der i det kriminelle miljø kaldes “undergrundsbanken”. Pokerspilleren endte ikke med at købe fabrikken. I stedet satte de tre en helt ny produktion i gang: hvidvask.
Princippet i en fakturafabrik er enkelt og kynisk. Fabrikken udsteder fiktive fakturaer til virksomheder, der vil snyde. En kunde betaler fakturaen, som om der var leveret et stykke arbejde. Pengene sendes straks videre til udlandet, hvor en lang række transaktioner slører sporet. Og bagefter får kunden størstedelen af beløbet retur i kontanter, som kan bruges til sorte lønninger. Oven i hatten har kunden nu en faktura med moms, som aldrig er betalt, men som kan trækkes fra i regnskabet.
Maskinfabrikken i Kolding var perfekt til formålet. Et selskab med mange års historik, reviderede regnskaber og en helt reel produktion vækker langt mindre mistanke end et tomt skuffeselskab. Det giver hvidvasken et skær af troværdighed. Samlet blev der i sagskomplekset hvidvasket mere end 200 millioner kroner for flere hundrede danske virksomheder. Norbert Thybo Gregersen blev personligt holdt ansvarlig for hvidvask af 103 millioner.
Razziaen
Den 17. marts 2021 var slut. Mens svejseren stod ved sin maskine, myldrede det pludselig ind med ukendte personer. Det var politiet, der slog til mod Joko-selskaberne og lukkede aktiviteten ned.
Aktionen var koordineret og stor. Samme dag blev der slået til mod 12 andre adresser i Jylland, på Sjælland og i Tyskland. Seks personer blev anholdt. Politiet beslaglagde 450.000 kroner i kontanter, værdifulde ure og smykker samt en million kroner på en bankkonto. Medarbejderne på fabrikken blev sendt hjem, uden at ane hvad der havde foregået lige bag deres rygge.
Dommen
Ved Retten i Kolding tilstod Norbert Thybo Gregersen sin rolle. Han blev idømt fem års fængsel for sin deltagelse i den store hvidvasksag. Oven i fængselsstraffen blev han frakendt retten til at drive virksomhed i Danmark på ubestemt tid.
En pikant detalje sad i bestyrelsen. Aktieselskabets bestyrelsesformand var nemlig direktørens egen søn, som over for journalisterne erklærede, at det hele kom som “en stor chok”, og at han intet anede om, hvad der foregik i virksomheden. Et bestyrelsesansvar er ellers ikke noget, man bare kan ryste af sig.
Samlet faldt der domme over syv personer i sagskomplekset, med straffe på op til seks års fængsel. Specialanklager Nathalie Ghiorzi Elias fra anklagemyndigheden kaldte sagen et eksempel på organiseret hvidvask – “en meget alvorlig og skadelig forbrydelse”.
Skyggens dom
Sagen om Norbert Thybo Gregersen er lærerig, fordi den viser, hvor glidende overgangen kan være. Han startede ikke som kriminel. Han var en fabriksejer med en ægte virksomhed, rigtige ansatte og en stolt historik – men også med en presset økonomi og en farlig idé.
I stedet for at lukke eller sælge på ærlig vis solgte han sin fabriks troværdighed til den organiserede kriminalitet. Den gode historik, de reviderede regnskaber, de mange år som hæderlig underleverandør – alt det blev til et røgslør, der gjorde det muligt at vaske 200 millioner kroner hvide. Det er netop dén troværdighed, hvidvaskerne betaler for.
Det rammer os alle. For hver krone, der vaskes hvid gennem en fakturafabrik, er en krone, statskassen snydes for i moms og skat. Og den regning ender til sidst hos os andre. En maskinfabrik, der i 28 år lavede ærligt metal, blev i sit sidste leveår til en pengevaskemaskine. Bedøm selv, hvad der er værst: pengene, der forsvandt, eller tilliden, der blev misbrugt.
