Michael Amtoft-Ravn står næsten aldrig som direktør. Alligevel er det ham, der dukker op, hver gang en kunde har betalt for et køkken, de aldrig får. Møblerne flytter videre, CVR-numrene skifter, og regningen lander hos almindelige danskere. Her er historien om manden, der har gjort det til en kunst at være alle vegne – og ingen steder.
Forestil dig, at du har sparet op i årevis. Du drømmer om det køkken, du har set i et flot showroom i Hillerød. En venlig indretningsarkitekt måler op, tegner, og du skriver under. Du betaler halvdelen forud, som man jo skal. Og så – intet. Telefonen bliver ikke taget. Mailen bliver ikke besvaret. Og når du endelig får fat i nogen, peger alle pile mod en ældre, veltalende herre, der pudsigt nok slet ikke står på papirerne.
Den herre hedder Michael Amtoft-Ravn. Og hvis du synes, historien lyder bekendt, er det fordi den er det. Den har kørt i runder i mere end ti år.
Michael Amtoft-Ravn og kunsten at forsvinde på papiret
Lad os slå det fast med det samme: Michael Amtoft-Ravn er ikke dømt for svindel. Det skal med. Men når DR-programmet Kontant graver i en stribe konkursramte køkkenfirmaer i Nordsjælland, fører sporene gang på gang det samme sted hen. Ikke til en direktør. Til Ravn.
Tag parret Kenneth og Naja Engel. De forelskede sig i et badeværelse hos den nystartede virksomhed Step Stories og betalte 95.000 kroner forud. Pris for badeværelset: et badeværelse. Leveret: ingenting. Forklaringen, de fik, var næsten poetisk i sin ligegyldighed – indretningsarkitekten var stoppet, og så kunne man jo ikke se status på ordren. Som om håndværket forsvinder, fordi sælgeren gør det.
Kenneth har selv tømrerbaggrund. Han kender en ordentlig løsning, når han ser den. Det her var ikke en. Og han var langt fra alene.
Step Stories: et år fra champagne til konkurs
Step Stories blev stiftet og gik konkurs på cirka et år. Direktøren hed Martin Hoff Larsen – en mand, der ifølge erhvervsdataene har hele fem konkurser bag sig i selskaber, der gik ned inden for tolv måneder. Step Stories blev erklæret konkurs den 17. december 2024.
Men her bliver det interessant. For mens firmaet sejlede, var der ifølge tidligere ansatte penge nok til andet end leverandørregninger. En tur til Italien med champagne til 4.000 kroner flasken. Tre dage på femstjernet luksushotel i Spanien med skaldyrsbuffet. Da en medarbejder spurgte, om der nu var råd til det, lød svaret: der er styr på økonomien.
Det var der ikke. Imens begyndte håndværkere og leverandører at melde sig – de havde ikke fået deres penge. Kunderne havde betalt. Leverandørerne var ikke betalt. Pengene var et eller andet sted derimellem. Det er en gammel model, og den har sit eget navn. Vi kalder den konkursrytteri, og den fungerer kun, så længe der kommer nye kunder ind i toppen af tragten.
Når Michael Amtoft-Ravn træder til
Da Step Stories’ direktør pludselig forsvandt fra den ene dag til den anden, dukkede der en mand op og overtog styringen. Gæt selv hvem. Michael Amtoft-Ravn trådte til, fortalte kunderne, at de slet ikke skulle bekymre sig om økonomien – han ville putte mange penge i firmaet, og så fik alle deres ting.
Fik de det? Nej. I stedet fik en af de tidligere medarbejdere besked på bare at sælge – lukke kontrakter, få folk til at lægge 200.000 kroner up front for køkkener til 400.000. Velvidende, sagde medarbejderen, at de aldrig ville få deres ting leveret.
Et halvt år før Step Stories gik konkurs, købte Michael Amtoft-Ravn i øvrigt hele inventaret i firmaets store showroom. Pris: 250.000 kroner. En tidligere ansat satte sig ned og lavede en liste til kuratoren over, hvad der reelt stod i showroomet – lamper, gardiner, montrer, you name it. Hun nåede frem til omkring 2,6 millioner kroner. Kuratoren skrev selv i sin redegørelse, at konkursboet ikke havde midler til at få inventaret vurderet og derfor ikke kunne vide, om det var solgt for billigt.
Ravn afviser den opgørelse og mener, der er faktuelle fejl i værdien. Hans egen forklaring er, at han havde lånt penge ud med sikkerhed i inventaret og bare overtog det, da firmaet lukkede. Bedøm selv, hvor sandsynligt det er, at 2,6 millioner kroners løsøre skifter hænder for en kvart million – lige inden musikken stopper.
Arkitekternes Hus: samme showroom, nyt skilt
Her kommer den del, hvor du måske gnider dig i øjnene. Få uger efter Step Stories’ konkurs åbnede der en ny butik. I de samme lokaler. Med det samme inventar. Fuldstændig uforandret. Den hed bare Arkitekternes Hus nu.
Katrine Grønlund og hendes mand gik forbi, blev draget af en flot bordplade og takkede ja til en times gratis indretningsrådgivning. De bestilte et køkken til 120.000 kroner og betalte straks halvdelen. Forår blev til sommer. Der kom intet køkken. Og da de endelig kørte ud til showroomet, sad der nu en ældre receptionist, der sendte dem videre til et helt tredje firmanavn – Falke Granit – og en mand ved navn Michael.
Kan du se mønsteret tegne sig? Det kunne Kontant også.
Falke Granit, Falke Hillerød og en hær af CVR-numre
Falke Granit er en naturstensvirksomhed i udkanten af Hillerød. På papiret har Michael Amtoft-Ravn ikke noget med driften at gøre. På papiret. I virkeligheden falder Kontant over et jobopslag, hvor man skal kontakte en bestemt person for at søge job i produktionen. Personen hedder Michael Amtoft-Ravn, og mailadressen ender på falkegranit.dk. Så han ansætter altså personalet i en virksomhed, han officielt ikke er en del af.
Selskabskonstruktionen omkring Ravn er bevidst svær at gennemskue. Han ejer NATURENERGI & STEN ApS hundrede procent, og derigennem hænger en buket af selskaber – FG&N ApS, Solforsyning ApS, Kulsviervej 7 ApS og det tidligere FALKE ApS, der i dag hedder Flux Handel ApS og står registreret under konkurs. Alene FALKE ApS bogførte i 2020 et underskud på over fire millioner kroner og en gæld på over otte millioner. Tæller man de ophørte roller med, har Ravn været inde og ude af snesevis af selskaber gennem årene. Direktørposterne sidder, hvor de gør gavn. Risikoen ligger et andet sted.
Det er præcis det, der gør det så svært for de kunder, der bliver snydt. Som en ekspert tørt forklarer i programmet: i samme sekund du pakker en aktivitet ind i et selskab, er hæftelsen begrænset til den ene kasse. Går kassen konkurs, kan man dagen efter fortsætte i et nyt CVR-nummer, et nyt selskab – måske med den samme personkreds. Det er fuldt lovligt. Det er bare dybt uretfærdigt for dem, der står tilbage med en halvfærdig køkkenø og en tom bankkonto. Mekanikken minder ubehageligt om den, vi kender fra selskabstømmerne.
En dom på 87.000 kroner – som ingen betaler
Lars Palmqvist bestilte granitbordplader til knap 50.000 kroner hos Falke Granit. De kom leveret knækkede og limede, med rå kanter og ridser i hver eneste af de ni plader. Han ringede med det samme. Selvfølgelig skulle han have nye plader, lød det. Der kom ingen.
Lars gik hele vejen gennem retssystemet og vandt. Københavns Byret slog fast, at Falke Hillerød ApS skyldte ham penge – en regning, der med renter og omkostninger voksede til 87.000 kroner. Firmaet svarede ikke på breve fra hverken domstol eller advokater. Hvor mange penge har Lars fået udbetalt? Nul. Imens står de samme bordplader og bliver solgt i butikken hver evig eneste dag.
Da Kontant konfronterer Ravn med dommen, er svaret en lille mesterklasse i ansvarsforflygtigelse. Det er ikke ham, der skylder penge – det er Falke Granit. Og Falke Granit, ja, det er vel Martin? Og forresten solgte han da Falke Granit for mange år siden. Men hvorfor er det så ham, der har dialogen med kunden, der har penge til gode? Fordi dem, der ejer firmaet nu, engang imellem har brug for lidt hjælp, og så hjælper han da – mod betaling. Manden er, må man sige, bemærkelsesværdigt hjælpsom for en, der intet har med butikken at gøre.
De ansatte, der sagde fra – og blev kaldt tyve
Her er det måske mest afslørende træk. Hver gang en medarbejder begynder at stille kritiske spørgsmål til, hvorfor kunderne ikke får deres varer, sker der det samme: vedkommende bliver bortvist og beskyldt for tyveri.
Indretningsarkitekten Pernille blev anklaget for at have stjålet armaturer for 90.000 kroner. Kontant har set dokumentation for, at producenten selv bekræfter, at varerne var udlånt efter aftale med hende – og at hun leverede dem pænt tilbage. Anklagen holdt ikke.
Og så er der Benny Andersen. Han oplevede nøjagtig det samme – tilbage i 2014, med de samme mennesker. Også han blev beskyldt for tyveri, også han blev fuldstændig frikendt, men det tog ham halvandet år at vaske anklagen af sig. “De har smadret hele mit liv,” siger han. Den sag handlede om et køkkenfirma ved navn Designer Line, der åbnede med champagne og gik konkurs få måneder efter. Den administrerende direktør dengang hed Cindii Macelly – et navn, der stadig dukker op som en gennemgående forbindelse i Ravns netværk den dag i dag.
Tilfældigheder? Måske. Et mønster? Helt sikkert.
Hvad du selv kan gøre
Den kedelige sandhed er, at loven beskytter den her form for forretning bedre, end den beskytter dig. Men du er ikke forsvarsløs.
Betal aldrig store beløb forud til et firma, du ikke kender. Tjek CVR-nummeret, før du skriver under – se på, hvem der reelt står bag, og om der er en historik af konkurser og tvangsopløsninger i baghaven. Vær ekstra på vagt, hvis den person, du taler med i butikken, ikke er den, der står som direktør. Og lyder tilbuddet for godt – flot showroom, skarpe priser, betal det hele nu – så husk, at champagne ved åbningen alt for ofte er forspillet til en lukket dør.
Michael Amtoft-Ravn har endnu ikke ladet sig interviewe foran et kamera. Både han og Martin Hoff Larsen har skrevet til Kontant, at de tager afstand fra programmets udsagn og konklusioner, og at de mener, der er brugt ensidige kilder. Ravn fastholder, at han siden 2021 hverken har haft ejerandel, ledelsesansvar eller økonomisk interesse i selskaberne.
Vi noterer os hans version. Vi noterer os også, at de samme møbler stadig står i det samme showroom – og at der stadig er kunder, der betaler forud.
Vi følger sagen.
