De var Danmarks fineste kunst- og auktionspar. Mette og Bengt Sundström byggede Lauritz.com til et imperium med milliardomsætning, mens de holdt jul på et fransk vinslot og jagt på et svensk gods. Men da auktionshuset gik konkurs i 2023, stod 8.000 helt almindelige kunder tilbage uden deres penge. Og kuratorerne begyndte at stille et ubehageligt spørgsmål: hvem havde egentlig betalt for det gode liv? Her er historien om Lauritz.com.
Lad mig slå én ting fast med det samme, for jeg postulerer ikke noget uden belæg: Bengt og Mette Sundström er ikke dømt for noget. De afviser kritikken og mener, de har handlet korrekt. Det her er ikke en straffesag. Det er historien om et stort konkursbo, om tusindvis af kunder, der mistede deres penge, og om de meget alvorlige krav, kuratorerne nu rejser mod parret. Dommen om, hvem der har ret, ligger hos retten.
Men fakta er fakta. Så lad os se på dem.
Fra IKEA-drøm til milliardimperium
Lauritz.com blev grundlagt i 1998, da Bengt Sundström købte det gamle Lauritz Christensens Auktionshus. Idéen var enkel og genial: at flytte auktionerne ud på nettet og gøre dem tilgængelige for alle, ikke kun de få. Du kunne sætte din arvesofa til salg hjemmefra, få den fotograferet og beskrevet, og syv dage senere var den solgt.
Det blev en bragende succes. Bengt giftede sig med Mette Rode, der blev administrerende direktør, mens han selv tog posten som bestyrelsesformand. Sammen blev de et kendispar. Virksomheden voksede til 25 auktionshuse i Danmark, Sverige, Tyskland og Belgien, omkring 350 ansatte og en omsætning i milliardklassen. I 2016 blev Lauritz.com endda børsnoteret.
“Alle steder, hvor der lå en IKEA, skulle der også ligge en Lauritz,” lød Bengts ambition. Det blev der gået hårdt efter.
Da pengene holdt op med at komme
Men efter mange års succes begyndte det at gå galt. I sommeren 2022 ringede de første kunder og sagde, at de ikke havde fået deres penge. Så kom der flere. Og flere.
Betalingsfristerne blev overskredet gang på gang. Først fik kunderne besked om, at der nu gik 40 bankdage, før pengene kom. Så 60. Til sidst tilbød Lauritz nogle kunder at sælge endnu flere ting salærfrit. For dem, der kunne læse tegnene, brændte jorden under auktionshuset.
I juli 2023 gik Lauritz.com konkurs. Tilbage stod omkring 8.000 kunder, der havde solgt deres ting, men aldrig fået betaling. Deres samlede tab var på 50-60 millioner kroner. I alt er der i dag anmeldt krav for omkring 185 millioner kroner i konkursboet.
“Det er jo mine penge, som de har taget”
Bag tallene gemmer der sig mennesker. Lars Lahn solgte sine afdøde forældres designmøbler gennem Lauritz – Y-stole, en Børge Mogensen-sofa, Bruno Mathsson-stole – for omkring 30.800 kroner, som han sandsynligvis aldrig ser.
Den pensionerede urmager Ulrik Pedersen havde brugt måneder på at istandsætte kvalitetsure, som blev solgt og udleveret gennem Lauritz. Han mangler 143.835 kroner. “Det er jo mine penge, som de har taget fra,” siger han. “De har taget af den kasse, der hedder andres penge.” Pengene skulle have rakt til et sommerhus.
Selv tv-personligheden Erik Christiansen, bedre kendt som Kremmer-Erik og selv medvirkende i Lauritz’ tv-programmer, havde penge i klemme. Hans dom er hård: “I min verden nærmer det sig sgu simpelt tyveri, hvis du bruger andre folks penge uden at spørge om lov.”
Og det er præcis dér, sagens kerne ligger.
Kundernes penge som kassekredit
Her er det tekniske, men bær over med mig – det er vigtigt.
Når du solgte noget på Lauritz, fik du først dine penge efter et stykke tid. I månederne op til konkursen blev den frist udvidet fra 30 til 60 dage. I den periode kunne Lauritz råde over dine penge. Og det gjorde de.
Modsat banker har auktionshuse nemlig ingen pligt til at holde kundernes penge adskilt fra firmaets egne. Pengene blev brugt til at finansiere driften – reelt en gratis kassekredit, betalt af kunderne. Allerede i 2018 advarede professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh om netop den model. Jeg har skrevet en selvstændig guide til, hvorfor det er risikabelt at sælge på auktion – den bør du læse, hvis du selv handler den vej.
Spørgsmålet er, hvad de penge gik til, mens de var i Lauritz’ kasse.
Det svenske jagtgods
Et af de steder, sporet fører hen, er Jøholm Gods i Sverige. Lauritz.com betalte omkring 60.000 kroner om måneden for at forpagte stedet. Den officielle forklaring var, at det skulle være kursussted for medarbejderne.
Det holder bare ikke helt. Brandmyndighederne forbød medarbejderne at overnatte på godset. Og af 35 tidligere medarbejdere, DR talte med, havde kun otte nogensinde været der – flere år tilbage. Til gengæld viser parrets egne sociale medier, hvad godset ellers blev brugt til: private juleferier, jagtselskaber med champagne og østers og klasseture for børnene.
Kuratorerne har fundet bogførte udgifter for godt 3,2 millioner kroner og mener, at godset i praksis fungerede som fritidsbolig for ejerne. Mette og Bengt Sundström fastholder, at Jøholm blev brugt til både kursus, markedsføring og kundearrangementer.
Vinslottet i Provence
Det andet, og største, eksempel er Château Vignelaure – parrets private vinslot i Sydfrankrig, købt i 2007. Et sted, de holder af at fortælle, at de snuppede for næsen af både Julio Iglesias og Brad Pitt og Angelina Jolie.
Her bliver sammenblandingen for alvor tydelig. Ifølge professor Bukh lånte Bengt Sundström omkring 100 millioner kroner af sit eget firma – blandt andet til at finansiere vinslottet. Og det var en elendig forretning for Lauritz, fordi selskabet selv havde lånt pengene til en højere rente, end Bengt betalte. Lauritz købte desuden store mængder vin produceret på slottet og lod butikkernes filialer sælge og forære den væk, mens indtægten tilfaldt Bengt.
Og så er der kunsten. Vinslottet er fyldt med kunstværker – Damien Hirst på væggene, skulpturer i slotshaven. På en skjult kunstrundvisning kunne DR dokumentere flere værker, som kuratorerne mener er købt af Lauritz.com og tilhører konkursboet – men som aldrig er leveret tilbage. Som en kurator tørt siger om sammenblandingen: der skal betales ved kasse et.
Parret afviser. De siger, kunsten på Vignelaure indgik i en aftale, hvor de til gengæld skulle promovere virksomheden internationalt, og at aktiviteterne styrkede Lauritz’ brand.
Et ægtepar uden bremser
Hvorfor kunne det overhovedet lade sig gøre? En stor del af svaret ligger i selve konstruktionen.
I en helt almindelig børsnoteret virksomhed er der armslængde mellem ledelse og kontrol. I Lauritz var bestyrelsesformanden gift med direktøren. Det gør det, som professor Bukh påpeger, næsten umuligt at føre reel kontrol med, om ledelsen leder forsvarligt – og gør det meget nemt at blande familiens og selskabets økonomi sammen. Minoritetsaktionærerne, der investerede i Lauritz, fik aldrig udbytte og tabte til sidst alle deres penge.
Imens trak parret ifølge Jyllands-Postens beregninger op mod 140 millioner kroner ud til sig selv gennem årene i udbytte, direktørløn og bestyrelsesløn. Det er, konservativt sat, mange penge at hive ud af et selskab, hvis likviditet ifølge kuratorerne var et problem i årevis.
Hvad kuratorerne kræver nu
Lad mig være præcis om, hvor sagen står, for intet af det her er afgjort endnu.
Kuratorerne har begæret tre års konkurskarantæne mod Bengt og Mette Sundström samt to andre tidligere ledelsesmedlemmer. Skifteretten har givet grønt lys til, at sagen kan føres. Derudover har kuratorerne rejst erstatningskrav mod den tidligere ledelse og mod revisionsfirmaet Beierholm, blandt andet et krav på omkring 5 millioner for kunst og brugen af Jøholm, og et krav på 20 millioner mod Bengts holding- og ejendomsselskab for gammel gæld.
Pengene afhænger i høj grad af, om det franske vinslot bliver solgt. Det er sat til salg, men endnu ikke afhændet – og derfor er Bengts personlige selskaber selv blevet begæret konkurs.
Parret bestrider kravene. Den tidligere direktør Mette Sundström har slået fast, at de ikke har gjort noget forkert, og at konkursen skyldtes et markant omsætningsfald, de ikke fik vendt i tide.
Skyggens dom
Jeg skal ikke afgøre, hvad der er lovligt og ulovligt – det gør domstolene. Men jeg kan godt sige, hvad der forstyrrer min retfærdighedssans, for at låne en af kundernes egne ord.
Når et par holder jul på et fransk vinslot og jagt på et svensk gods, mens 8.000 helt almindelige mennesker ikke kan få udbetalt 30.000 kroner for deres afdøde mors møbler, så er der noget, der skurrer. Ikke nødvendigvis noget kriminelt – det må retten vurdere. Men noget dybt urimeligt. En urmager, der mister sit sommerhus. En dame, der opgivende spørger, hvad hun nu skal sige i banken. Det er den slags, der bliver tilbage, når regningen for det maksimalistiske liv lander.
Min pointe er den samme som altid: pas på, hvem du betror dine penge. For når et auktionshus bruger din betaling som sin egen kassekredit, så er det dig, der hænger på risikoen – lige indtil den dag, det går galt.
