Klaus Riskær Pedersen – Manden med syv liv og andres penge

Som 16-årig udgav han en bog om finansverdenen. Det var 1971, og forlaget Gyldendal fotograferede ham under en plakat af Lenin. Ikke fordi han var kommunist. Han var bare allerede god til at sætte scenen.

Det er egentlig hele historien om Klaus Riskær Pedersen samlet i ét billede. En dreng der vidste, hvad han ville, og som ikke lod detaljer som loven, kreditorerne eller fængslet stå i vejen for det.

Han er i dag 70 år. Han har siddet i fængsel i fem år. Han har fået domme i Danmark og Frankrig. Han har gået konkurs flere gange. Han har startet et politisk parti opkaldt efter sig selv. Og han er stadig ikke færdig.

Det er svært at finde en lignende karriere i dansk erhvervsliv. Ikke fordi den er imponerende, men fordi den er så konsekvent. Klaus Riskær Pedersen er den samme mand i 1978, i 1992, i 2008 og i 2023. En mand der er overbevist om, at reglerne er lavet for andre.

Barndommen og de tidlige år

Klaus Riskær Pedersen er født i 1955 i København. Barndommen var ikke uproblematisk. Forældrene skiltes, og han voksede op under skiftende forhold. Først da han var ti år fik hverdagen mere stabilitet, da faderen fik en ny kæreste. Drengen var så glad for hende, at han tog hendes efternavn, Riskær, som mellemnavn.

Han var tidligt entreprenant på en måde, der skiller sig ud. Som gymnasieelev samlede han penge ind til krigsofre og var elevrådsformand og redaktør på skolebladet. Og så udgav han altså den bog som 16-årig. Unges kig ind i finansverdenen. På Gyldendal. I 1971.

Det er svært ikke at lægge mærke til et barn som det.

Han kom ind på Handelshøjskolen i København. Undervejs i studierne startede han i 1978 tidsskriftet Børsinformation. Delvist finansieret af undervisningsminister Ritt Bjerregaards projektafdeling, hvilket er en detalje, han sikkert ikke fremhæver selv.

Børsinformation leverede analyser af børsnoterede selskabers regnskaber. Det var i en tid, hvor den slags simpelthen ikke fandtes i den form. Riskær og hans unge medarbejdere var friske og skarpere i tonen end de gamle vekselererfirmaer med deres mørke kontorlokaler. De vandt venner og fjender. Mærsk var sur på dem. Andre elskede dem.

Året efter startede han sideløbende investeringsselskabet Krepco.

I 1984 var han medstifter af The Voice og den private tv-station Kanal 2. Kanal 2 brød som bekendt DR’s monopol som den første private tv-station i Danmark. Det var ideologisk motiveret, sagde Riskær. Det indbragte ham et trecifret millionbeløb, da han solgte sendetilladelserne til svenske Esselte. Det er svært at sige, hvad der vejede tungest.

For pengene fra Kanal 2 brugte han i 1986 til at overtage det børsnoterede investeringsselskab Accumulator Invest. Nu var han en rigtig stor spiller.

Yuppiernes guru

I 1980’erne var Klaus Riskær Pedersen det, man dengang kaldte en finansguru. Han var yuppiernes helt. Den smarte, unge mand der beviste, at det var muligt at tjene formuer fra bunden uden at arve dem eller sidde stille og vente på dem.

Han boede i en gigantisk villa på Vedbæk Strandvej. Han fløj i privatfly. Han kørte med privatchauffør. Igennem Accumulator Invest forsøgte han fjendtlige overtagelsesforsøg af støvsugerproducenten Nilfisk og ejendomsselskabet Christianshavns Oplagspladser. Begge dele mislykkedes, men det stoppede ham ikke.

I 1989 stillede han op til Europa-Parlamentet for Venstre med slagordene Bryd Janteloven! og Danmark kan, hvis du vil. Han fik 57.114 personlige stemmer og blev valgt ind. Venstre havde regnet med tre mandater. Riskærs massivt personlige stemmetals interne jalousi var til at tage og føle på. Lars Løkke Rasmussen var en af dem, der var irriterede over den store opmærksomhed om Riskær.

Men bag glamouren var der problemer under opsejling. Accumulator Invests regnskaber var ikke, hvad de lignede. Selskabets midler var blevet brugt til at finansiere Riskærs privatforbrug. Dyre boliger. Privatfly. En livsførelse, der kostede langt mere end selskabet tjente.

I januar 1992 indgav han betalingsstandsning. Krepco Holding gik i betalingsstandsning dagene efter. Og dermed begyndte dominoerne at vælte.

Faldet og det franske mellemspil

Accumulator Invest og Krepco Holding gik konkurs i 1992. Klaus Riskær Pedersen var personligt konkurs og skyldte sine kreditorer en formue. Venstre ekskluderede ham i december 1993 efter at have levet med skandalerne i lidt over et år.

Han forsøgte at stifte partiet De Liberale 2000 og stille op til Europa-Parlamentsvalget i 1994. Det lykkedes ikke. Han fik ikke nok underskrifter.

Bagmandspolitiet var nu i gang med at granske Accumulator-koncernens papirer, og i 1995 kom tiltalen: groft mandatsvig, bedrageri og skyldnersvig for 130 millioner kroner.

Sagen var langstrakt. I december 1998 faldt den første dom i Københavns Byret: to års betinget fængsel for mandatsvig og bedrageri. Dommerne fandt ham skyldig i at have svindlet for 4,5 millioner kroner, og i at have overført 2,1 millioner kroner fra Accumulator Invest til sin private valgkampagne forud for Europa-Parlamentsvalget i 1989. Det vil sige, at han brugte selskabets penge til at betale for at blive valgt ind i Europa-Parlamentet, mens han stadig var Accumulator Invests direktør og ansvarlig over for selskabets kreditorer og investorer.

Østre Landsret skærpede i november 2000 dommen til to et halvt års betinget fængsel. Stadig betinget, altså ingen afsoning.

Og så var der Frankrig. Parallelt med alt det danske havde Riskær i perioden 1989 til 1992 siddet som bestyrelsesformand og hovedaktionær i det franske ejendomsselskab CIF. Midler fra CIF var ifølge franske myndigheder blevet overført til at dække gæld i Riskærs øvrige firmasystem. I 2002 faldt dommen ved retten i Paris: tre års fængsel, heraf et år ubetinget, og en bøde på 150.000 euro for skyldnersvig til 1,4 milliarder kroner. Appelsagen i 2003 reducerede det til tre år betinget og en bøde på 100.000 euro.

Han var nu en mand med domme i to lande. Stadig ikke i fængsel.

CyberCity: den halve milliard han ikke rigtig ejede

Mens retssagerne pågik, var Riskær ikke gået i ro. I 1995 startede han internetudbyderen CyberCity. Det var fremsynet og viste sig at være en guldgrube. En af Danmarks første private internetudbydere, som voksede støt i takt med at danskerne kom på nettet.

Men Riskær kunne ikke eje CyberCity direkte. Han var personligt konkurs og skyldte kreditorer en formue. Hvis selskabet stod i hans navn, ville kreditorerne have krav på det. Løsningen var en familiefond. CyberCity blev placeret i Fonden af 1. december 1997. Formelt set ejede han ikke noget.

Uformelt set trak han ifølge Politiken 140.000 kroner om måneden ud af fonden, mens han boede i London.

I marts 2000 solgte han CyberCity til det amerikanske investeringsselskab Advent for en halv milliard kroner. En halv milliard, der nu tilhørte fonden og ikke ham personligt. Og han skyldte fortsat sine kreditorer penge.

Her begynder det, der kostede ham seks år bag tremmer.

Via et stråmandsselskab solgte han to tredjedele af aktierne i CyberCity til udenlandske selskaber for 750.000 kroner. Prisen var nærmest grotesk lav. For de samme aktier blev ikke mange måneder efter vurderet til at være mellem 300 og 450 millioner kroner værd. CyberCity endte som nævnt med at blive solgt for en halv milliard.

Konstruktionen betød, at en stor del af salgsprovenuen ikke endte i fonden, men reelt tilflød Riskær selv og folk i hans omgangskreds, mens kreditorerne stod tomhændede tilbage.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen opdagede uregelmæssighederne, og i 2002 afgav de en granskningsrapport med grove uregelmæssigheder. Bagmandspolitiet trådte til. I 2005 kom tiltalen: bedrageri, underslæb og skyldnersvig for over 200 millioner kroner.

Syv år i byretten. Seks år i landsretten.

Den 13. marts 2007 faldt dommen i Københavns Byret. Syv års ubetinget fængsel for mandatsvig og bedrageri. Retten fandt, at han via stråmandsselskabet havde snydt fonden for en enorm del af de penge, CyberCity var solgt for. Umiddelbart efter domsafsigelsen krævede anklageren ham varetægtsfængslet, og han blev kørt fra retten til Vestre Fængsel. Det kom angiveligt bag på ham.

Han ankede naturligvis dommen.

Den 4. juni 2008 stadfæstede Østre Landsret skyldspørgsmålet, men nedsatte straffen til seks år. Tre et halvt år for CyberCity-sagen og to et halvt år i tillæg fra den betingede dom fra Accumulator Invest-sagen fra 1998 og 2000, som nu aktiveredes fuldt ud. Dertil fik han forbud mod at sidde i direktørstole og bestyrelsesposter fremover. Forbuddet gjaldt “indtil videre.”

Han begyndte sin afsoning den 8. oktober 2008. Hans nye navn var 763. Hans nye adresse var Statsfængslet i Søndre Omme ved Grindsted. Fra en villa på Vedbæk Strandvej med privatchauffør til fem kvadratmeter i Vestjylland.

Han brugte tiden på at skrive. Bogen Ankomsten udkom i 2009 og beskrev hans første måneder bag tremmer, medfangerne, personalet og fangeudflugte til Vesterhavet. Politiken anmeldte den med ordene: “Hele Danmarks finans-jonglør har skrevet en bog om sine første syv-otte måneder bag tremmer. Det skulle han ikke have gjort.”

Han afsluttede sideløbende en cand.merc.-uddannelse fra Handelshøjskolen, som han aldrig fik færdiggjort i sin tid som studerende. Nu fik han tid.

Hjemmehjælpen og endnu en dom

I 2012, mens han stadig afsonede, faldt der en ny dom. Denne gang i en sag om skyldnersvig i forbindelse med konkursen i firmaet Hjemmehjælpen ApS. Østre Landsret idømte ham halvandet års ubetinget fængsel som tillæg.

Han var nu oppe på en samlet straf, der betød, at han afsonede frem til september 2013.

Dagen efter løsladelsen tabte han en civil sag i Sø- og Handelsretten, hvor han selv havde stævnet en række selskaber og enkeltpersoner. Han mente sig snydt i forbindelse med det videre salg af CyberCity. Han vandt ikke.

Men han var fri, og han havde planer.

Alternativet, eget parti og direktørforbuddet der ikke rigtig holdt

I 2015 forsøgte han at blive medlem af Alternativet. Det endte med eksklusion. I 2018 startede han sit eget politiske parti, der i starten bar hans eget navn, Klaus Riskær Pedersen, og siden blev omdøbt til Borgerlisten. Han samlede 20.109 underskrifter og stillede op til Folketingsvalget i 2019.

Han kom ikke ind.

Men imens var der sket noget andet. Mens direktørforbuddet formelt stadig gjaldt, var hans tre sønner blevet ejere af selskabet Reboot ApS. Og anklagemyndigheden mente at have bevis for, at Riskær i over ti år reelt havde fungeret som den faktiske direktør, selv om han ikke måtte.

I anklageskriftet, som Se og Hør fik aktindsigt i, stod der desuden, at Riskær i perioden fra januar 2019 til januar 2020 ad flere omgange foranledigede udbetaling af lån for mindst 570.000 kroner fra Reboot ApS til sit politiske parti.

Han blev tiltalt i 2023.

Den 10. februar 2023 frikendte Københavns Byret ham. Retten fandt det ikke tilstrækkeligt bevist, at han reelt havde fungeret som direktør. Han gik fra retten som en fri mand.

Fortrudt? Det er faktisk et godt spørgsmål.

I forbindelse med sine forsøg på politisk comeback er Riskær flere gange blevet spurgt, om han fortryder sine handlinger.

Det svar, han har givet, er værd at citere ordret. Han siger, at han fortryder at have lavet “handlinger, der var af en sådan karakter, at de kunne forstås som ulovligheder, der ligefrem gjorde, at jeg kunne straffes.”

Bemærk formuleringen. Han fortryder ikke handlingerne. Han fortryder, at de kunne forstås som ulovligheder.

Det er en sondring, som kun han selv kan se logikken i.

Hvad er Klaus Riskær Pedersen egentlig?

Det er faktisk svært at give et enkelt svar. Han er ikke en traditionel storsvindler i stil med dem, der løber med milliarderne og forsvinder til Costa del Sol. Han er mere kompleks end det.

Han har utvivlsomt skabt ting af reel værdi. Børsinformation var i sin tid nytænkende. Kanal 2 brød et monopol. CyberCity var en reel og fremsynet virksomhed. Det er ikke ingenting.

Men hele vejen igennem har han behandlet andres penge som om de var hans egne. Kreditorernes. Fondens. Selskabernes. Investorernes. Igen og igen er konstruktionen den samme: penge der juridisk set tilhørte nogen andre, som alligevel endte i Riskærs virkelighed.

Og det er det, domstolene har fastslået. Ikke een gang, men ad adskillige omgange, i to lande, over fire årtier.

Han er i dag 70 år og stadig aktiv. Han kommenterer politik og samfundsforhold. Han har seks børn med tre kvinder. Han er ikke nogen nem mand at sætte i bås.

Men han er en mand, som danske domstole har fundet skyldig i at svindle kreditorerne i Accumulator Invest, svindle det franske ejendomsselskab CIF, svindle sin egen familiefond i CyberCity-sagen og begå skyldnersvig i Hjemmehjælpen ApS.

Det er dokumenteret og afgjort ved dom.

Resten er hans egen fortolkning.