Johnny Appel Schilling drev et forsorgshjem i Toftlund, hvor samfundet betalte 2.501 kroner i døgnet for hver hjemløs på stedet. Ifølge Socialtilsynet og en stribe medarbejdere blev der snydt med ind- og udskrivninger for at malke kommunerne, og borgerne blev internt omtalt som “money in the bank”. Her får du historien om en mand uden en eneste social uddannelse, der tjente millioner på samfundets allersvageste.
Lad mig sige det med det samme: Johnny Appel Schilling er ikke dømt for noget i forbindelse med forsorgshjemmet i Toftlund, og jeg hænger ham ikke ud som dømt svindler i den sag. Det her er en advarsel bygget på offentlige kilder – DR’s dokumentation, Socialtilsynets egne rapporter og udtalelser fra borgere og tidligere ansatte. Resten må du selv lægge sammen. Men når seks medarbejdere uafhængigt af hinanden fortæller myndighederne den samme historie, så plejer det at være værd at lytte efter.
Hvad er et forsorgshjem – og hvorfor er det en pengemaskine?
Lad os lige få grundloven på plads. Et forsorgshjem er et såkaldt paragraf 110-tilbud: et akut sted at bo for hjemløse, der står og banker på døren uden tag over hovedet. Det er en smuk tanke. Man skal ikke igennem en lang og besværlig visitation – man skal bare hurtigt have svar på, om man kan komme ind.
Og her ligger hele kruxet. For når der ikke er tid til en kommunal visitation, så er det forstanderen på forsorgshjemmet selv, der bestemmer, hvem der bliver optaget. Ikke kommunen. Forstanderen. Det betyder, at den samme person, der ejer stedet og tjener pengene, også er den, der afgør, hvem der må flytte ind – og hvor længe de bliver hængende på papiret.
Det offentlige betaler regningen. På forsorgshjemmet i Toftlund lød døgntaksten på 2.501 kroner. Per beboer. Per døgn. Med plads til 30 borgere taler vi om en omsætning, der kan få selv en hærdet forretningsmand til at smile. Og en forretningsmand var præcis, hvad Johnny Appel Schilling var.
Manden uden faglighed – men med en fortid
Forsorgshjemmet i Toftlund åbnede i december 2023. Og som en tidligere ansat fortæller i DR’s dokumentar: “Der bliver ikke brugt penge, uden Johnny siger ja. Det er 100 procent sikkert.” Johnny Appel Schilling styrede det hele.
Spørgsmålet er bare, hvad der kvalificerede ham til at stå i spidsen for et tilbud til samfundets mest sårbare mennesker. Svaret er ifølge det CV, han selv afleverede til Socialtilsynet, ikke meget. Erfaring med at drive et montagefirma. Tidligere byggeleder. Med andre ord: erfaring i at drive private virksomheder, der skal give overskud. Ikke en eneste social uddannelse. Som en centerchef tørt bemærker i udsendelsen, handler den faglighed “rigtig meget om drift af egne private virksomheder”.
Og så er der fortiden. For graver man i de gamle artikler, kan man se, at Johnny Appel Schilling i 2012 blev idømt to et halvt års fængsel for berigelseskriminalitet. Det er ikke en mistanke. Det er en dom. Lad det lige synke ind: En mand, der er dømt for berigelseskriminalitet, fik lov at sætte sig for bordenden på et sted, hvor han egenhændigt kunne bestemme, hvem der skulle bo – og dermed hvem kommunerne skulle betale for.
Snyd med ind- og udskrivninger
Her bliver det grimt. Det er Socialtilsynet, der godkender og fører kontrol med forsorgshjem. I en af deres tilsynsrapporter om Toftlund kan man læse, at seks tidligere og nuværende medarbejdere fortæller den samme historie: Der bliver snydt med ind- og udskrivninger af borgere med ét formål – at tjene flest mulige penge. Myndighederne skriver også rent ud, at ledelsen i Toftlund var uden de nødvendige faglige kompetencer.
En tidligere ansat, der af hensyn til sin familie optræder anonymt, sætter ord på det: Johnny så gerne, at man “trak udskrivningerne så langt som muligt.” På almindeligt dansk: at kommunerne blev ved med at betale døgntaksten for borgere, der i virkeligheden var flyttet.
Tag historien om John Deesen. Han boede på forsorgshjemmet, indtil han fik sin egen lejlighed den 15. marts 2024. Det er bekræftet af boligforeningen. Alligevel sendte forsorgshjemmet en faktura til kommunen for perioden 16. til 31. marts – altså efter, han var flyttet ud. Pris: 40.016 kroner for en mand, der sov i sin egen bolig. John Deesen kunne slet ikke genkende det: “Det var jeg ikke. Det er ikke mig bekendt.”
Da DR konfronterede Johnny Appel Schilling med den faktura, lød forklaringen, at det var socialrådgiveren, der sendte udskrivningen for sent, og at han bare fakturerede til den dato, han fik besked om. Praktisk forklaring. Men pengene var altså opkrævet for et tomt værelse.
Og her er det, der gør modellen så farlig: Ingen opdager det. Kommunerne kontrollerer ikke på daglig basis, om en borger rent faktisk bor på et forsorgshjem – de har slet ikke mulighed for det, som en ekspert forklarer i udsendelsen. Kontrol er dyrt, og afvejningen bliver hurtigt, hvor mange ressourcer man skal bruge på at fange snyd, der er nemt at lave. Med andre ord: Det er en model, der nærmest inviterer til misbrug, og hvor den, der sender regningen, kan satse på, at den bare bliver betalt uden spørgsmål.
“Money in the bank”
Det allermest afslørende står også i Socialtilsynets rapport. Ifølge en af medarbejderne brugte Johnny Appel Schilling jævnligt to udtryk om beboerne: “easy going” og “money in the bank”.
Tænk lige over det. De mest udsatte mennesker i samfundet – hjemløse, mennesker i krise – omtalt som penge i banken. Og logikken er kold, men knivskarp: Hvis en borger ikke udvikler sig, ikke flytter sig, ikke kommer videre i egen bolig, så bliver de ved med at have brug for forsorgshjemmet. Og så bliver der ved med at tikke 2.501 kroner ind i kassen, døgn efter døgn. Manglende udvikling bliver til en fordel. Den syge bliver mest værd, så længe han forbliver syg.
Da DR spurgte Johnny direkte til udtrykket, valgte han den klassiske: Det var taget ud af kontekst. “Money in the bank” handlede om likviditet, om at der skulle være penge i banken, så stedet kunne køre rundt, forklarede han. Du må selv bedømme, om det er sådan, man taler om mennesker.
Følg pengene – 2,3 millioner i overskud
Lad os så følge pengene, for det er her, den virkelig taler.
I regnskaberne for Johnny Appel Schillings selskab, der blandt andet drev forsorgshjemmet i Toftlund, kan man se et overskud på mere end 2,3 millioner kroner. På bare ét år og fem måneder. Da DR spurgte, om det ikke var en god forretning, svarede han, at han ikke havde fået løn, og at det ikke kun var forsorgshjemmet, der stod bag tallet. Hvor stor en del der kom fra forsorgshjemmet, kunne han ikke huske.
Det er værd at huske på, hvor de penge kommer fra. Som en borger siger i udsendelsen: Når kommunen betaler for nogen, der slet ikke bor der, så går de penge fra andre svage mennesker – pensionisten, der kunne have fået en halv times rengøring mere, eller barnet, der havde brug for hjælp. “Kommunen får ikke det, de betaler for. Det vil jeg skrive under på til hver en tid.”
Og det er ikke et enkeltstående tilfælde. Ifølge tal fra Social- og Boligministeriet er antallet af kommercielle private forsorgshjemspladser tredoblet siden 2019. Nogen har opdaget, at det her er en god forretning. Bliver der sendt en regning, skal der betales.
Forsorgshjemmet blev lukket
Mens DR arbejdede på programmet, afslørede Jyske Vestkysten, at myndighederne lukkede forsorgshjemmet i Toftlund efter alvorlig kritik – for både beboere og ansatte.
Da Johnny Appel Schilling endte med at stille op til et tv-interview, prøvede han først at tage æren for lukningen selv: “Ja, det er lukket. Jeg lukkede det.” Først da DR fastholdt, at det jo var Socialtilsynet, der havde bedt ham om at lukke, fordi han ikke levede op til kravene, indrømmede han det. Hans forklaring på hele balladen? At de havde “spillet for lidt” og “villet beboerne for meget”. Et forsorgshjem så fyldt med næstekærlighed, at det blev tvunget til at lukke. Du må selv bedømme, om den forklaring holder.
Hvad du skal tage med dig
Lad mig samle op, helt firkantet, for det her er en advarsel.
Johnny Appel Schilling, dømt for berigelseskriminalitet i 2012 og uden en eneste social uddannelse, drev et forsorgshjem, hvor samfundet betalte 2.501 kroner per borger i døgnet. Socialtilsynet og seks medarbejdere har peget på snyd med ind- og udskrivninger, en konkret faktura blev sendt for en mand, der var flyttet, beboerne blev omtalt som “money in the bank”, og selskabet kørte et overskud på over 2,3 millioner kroner hjem – inden myndighederne lukkede stedet.
Mit råd er enkelt. Hvis du er pårørende til en udsat borger, så hold øje med, hvem der driver det sted, din nærmeste bor. Spørg ind til forstanderens baggrund. Og hvis du arbejder i en kommune, der betaler regningerne: Følg op, kontroller, og stol ikke blindt på fakturaen. For som en ekspert siger i udsendelsen – mulighederne for kontrol er dårlige, det er dyrt at kontrollere, og nogen satser benhårdt på, at hvis bare de sender regningen, så bliver den betalt.
Den dag den næste forretningsmand uden faglighed åbner et forsorgshjem, så husk, hvad du læste her.
Har du arbejdet på et forsorgshjem eller botilbud og set noget, der ikke kunne tåle dagens lys? Så kontakt mig – og tag din dokumentation med. Jeg bringer ikke løse rygter.
Læs også, hvordan du anmelder socialt bedrageri, og se flere advarsler her på siden.
