Forestil dig en mand, der sælger investorer dyr vin, han aldrig har købt, og bruger deres millioner på Ferrari, designermøbler og flasker til 50.000 kroner stykket. Forestil dig så, at samme mand – bare tre måneder efter han er dømt for bedrageri – står i spidsen for en landsdækkende indsamling til danske soldater i Ukraine. Penge, der skulle begrave en falden dansker og give hjemvendte krigere gratis terapi. Pengene kom aldrig frem. Manden hedder Christopher Clausen. Han har også heddet Thomas Clausen. Hans spor af manipulation strækker sig fra en vinbørs i London til en fortovskant bag Kim Kardashian i Hollywood. Det her er historien om en svindler, der fandt den mest kyniske niche af alle: andres godhed.
Der findes svindel, og så findes der dét her. At snyde investorer er slemt nok. At samle penge ind på en ung mands død i krig – og beholde dem selv – er en helt anden liga af kynisme. Lad mig tage dig med fra begyndelsen, for at forstå indsamlingen skal du først forstå manden bag.
Vinen, der aldrig fandtes
Længe før han hed Christopher, hed han Thomas Clausen. Og under det navn stiftede han firmaet Fine Wine Invest. Modellen lød besnærende. På vegne af investorer ville han købe dyre, værdifulde vine. Dem opbevarede han på et lager i London, indtil kunden ønskede at sælge med gevinst. Og det allerbedste – tjente han ikke penge til dig, skulle han ikke have noget for det. Hvad kunne gå galt?
Alt, viste det sig. En af kunderne, Per Søndergaard Andersen, lagde 100.000 kroner. Kort efter ringede telefonen en aften: hans vin kunne nu sælges med 85 procents gevinst. Så han investerede 150.000 kroner mere. Men da Børsen begyndte at grave i regnskaberne, krakelerede det flotte billede. Pengene kom aldrig retur, og undskyldningerne stod i kø – snart lå han på hospitalet, snart sad han i bilen på motorvejen.
Da kurator ikke kunne finde én flaske
Sandheden var enkel og grotesk. Da Fine Wine Invest gik konkurs, kunne kurator ikke finde nogen vin. Ikke en flaske. Til gengæld kunne kurator se, hvad investorernes penge var gået til. En Ferrari. Designermøbler til 175.000 kroner fra firmaets konto. Dyre gaver til en ung kvinde. I 2021 blev han dømt for bedrageri og underslæb – to år og seks måneders fængsel, hvoraf tre måneder skulle afsones – og fik en konkurskarantæne. Han skylder stadig sine investeringskunder 3,4 millioner kroner.
Da Børsen spurgte, hvor pengene var blevet af, svarede han, at han ikke vidste det. De var ikke endt i hans lomme, sagde han, og han kæmpede selv for “brød og benzin”. Samme måned kunne man se ham i modemagasinet Voke – på fortovet i Hollywood, gående bag realitystjernen Kim Kardashian. Sådan ser en mand ud, der angiveligt ikke har råd til benzin.
Lejligheden, vinsamlingen og møblerne på Instagram
Så skiftede Thomas navn til Christopher, og historien gentog sig nærmest til ukendelighed.
I 2020 lejede han en mondæn lejlighed i Stor Kongensgade i indre København – med udsigt til Marmorkirken, 20.000 kroner om måneden. Den tilhørte en mand ved navn Thomas Qvortrup. De delte interessen for vin, og Qvortrup havde en samling til en værdi af omkring en halv million kroner. Christopher var “så imponeret”, at han tilbød at hjælpe med at få overblik.
Du kan nok gætte resten. En dag var vinsamlingen pludselig væk – kørt ud til en “opbevaringsbunker på Østerbro”, forklarede Clausen, fordi den jo ikke stod optimalt. Den kom aldrig tilbage. Kort efter dukkede Qvortrups designermøbler op til salg på Instagram: Tom Dixon-bordet, de seks stole til 5.200 kroner stykket, lysekronen. Alt sammen ting, udlejeren havde lånt ham. I en optaget telefonsamtale benægter Clausen koldt, at han har sat møblerne til salg. Imens står han bogstaveligt talt og kigger på sine egne salgsopslag.
Da Christopher Clausen forsvandt fra lejligheden, efterlod han ubetalt husleje, en forsvundet vinsamling og en stak designermøbler, han havde gjort til sine egne. “Jeg tror ikke, han har dårlig samvittighed over de ting, han gør,” siger Qvortrup. Det er svært at være uenig.
Velgørenheden, der var alt andet end god
Her bliver det for alvor sygt. En konkurskarantæne betyder, at man ikke må stifte eller drive en virksomhed. Men – og det er hullet, Clausen kørte en lastbil igennem – man må gerne oprette en frivillig forening. Så tre måneder efter sin bedrageridom oprettede Christopher Clausen foreningen Danish Foreign Legion, der skulle støtte de danskere, der rejste til Ukraine for at kæmpe.
Han oprettede en landsdækkende indsamling, godkendt af myndighederne. Den havde tre erklærede formål: at hjemtage og begrave en ung dansk mand, der var faldet i Ukraine, at tilbyde gratis terapi til hjemvendte soldater, og at skaffe livsvigtigt sikkerhedsudstyr. Tre formål, der rammer lige i hjertekulen hos enhver anstændig dansker. Og det var præcis pointen.
Lad os tage dem én ad gangen.
Tre formål, tre løgne
Begravelsen. De pårørende til den faldne dansker fortæller til DR Kontant, at de aldrig har modtaget en krone fra Danish Foreign Legion. “At tjene penge på folks død og ulykke,” som en af dem siger – det er svært at finde ord for det.
Terapien. På hjemmesiden lovede foreningen gratis terapi hos et “team af frivillige terapeuter og psykologer” på tre adresser i København. Det var med til at overbevise den tidligere soldat Anders Bang Christophersen om at donere 5.000 kroner. Men da Kontant opsøgte adresserne, viste det sig, at Clausen blot havde misbrugt billeder af et klinikfællesskab, han kortvarigt havde skrevet med i 2022 – en aftale, der aldrig blev til noget. Indehaveren bekræfter: der har aldrig været tilbudt terapi til en eneste hjemvendt soldat. “Jeg håber ikke, der er folk, der donerer penge til ham i den tro, at en masse mennesker kan komme i terapi,” siger han.
Udstyret. En anden indsamler, Niki, bestilte sikkerhedsveste og hjelme gennem Clausen for 15.300 kroner – betalt direkte til formanden. Udstyret kom aldrig. Undskyldningerne fløj: det blev tilbageholdt i Kastrup, PET undersøgte det, Clausen havde skoldet hænderne, fået fnat. Da Niki efter et halvt år bad om sine penge tilbage, fik han et screenshot af en “overførsel”. Pengene dukkede aldrig op. “Det er at gamble med liv og død,” siger Niki – for veste og hjelme redder altså liv ved fronten.
Et indsamlingsnævn, der ikke tjekker noget
Hvordan kan en dømt bedrager overhovedet få lov at stå i spidsen for en godkendt, landsdækkende indsamling? Det spørgsmål stillede Kontant til Indsamlingsnævnet under Justitsministeriet – og svaret er foruroligende.
Nævnets “kontrol” består i at vide, hvad folk hedder, og hvor de bor. Det er det. De tjekker ikke ansøgernes baggrund, ikke straffeattest, intet. Udgangspunktet er, som nævnets repræsentant formulerer det, at folk “må være gode, velmenende borgere”. Sagsbehandlingstiden er 14 dage og bevidst gjort nem. Som journalisten tørt bemærker, er den dermed også nem for dem, der skal skynde sig at svindle. Kan man skrive et formål, der lyder rigtigt, bliver man godkendt.
Og her er detaljen, der burde have fået enhver alarmklokke til at ringe. I ansøgningen skulle bidragene indsættes på Christopher Clausens helt private kontonummer. Via MobilePay skulle man bruge hans private mobilnummer. En af de tre komitémedlemmer kontaktede endda selv myndighederne, fordi han frygtede, at indsamlingen var ren svindel. Indsamlingen kørte alligevel videre – også efter Clausen blev anholdt.
Kassereren, der blev blokeret
Den udpegede kasserer, Frank Søga – en mand, der selv kører ægte nødhjælp til Ukraine – troede, han var med i noget godt. Men efter halvanden måned bad han om indsigt i, hvad der kom ind, og hvad der gik ud. Svaret lød, at “det ligger ved revisoren”. Da han pressede på, blev han blokeret. På Facebook, på Messenger, på telefonen. Alt.
Søga anslår, at der blev samlet 150.000 til 200.000 kroner ind. Hvor gik de hen? “Det er jo det, jeg ikke ved.” Og på spørgsmålet om, hvor mange gange formanden for en Ukraine-forening egentlig selv havde været i Ukraine, er svaret afslørende: “Nul. Efter mit kendskab.” Søga forgudede ham nærmest i starten. I dag, siger han, hader han ham.
Lånehajen med næverne
Som om det ikke var nok, drev Christopher Clausen samtidig en lånevirksomhed. En anonym mand, som programmet kalder Henrik, lånte ham to gange 10.000 kroner mod et lovet afkast på 50 procent måneden efter. Pengene – og afkastet – så han aldrig. Politiet efterforsker udlånsvirksomheden, og en aktindsigt viser, at mindst 20 personer anklager Clausen for at have bedraget dem for samlet omkring en million kroner.
Da Henrik blev ved med at kræve sine penge, blev han opsøgt på sin privatadresse af en kraftig mand, der slog ham flere gange i ansigtet og maven – fanget på naboens video. Henrik mener selv, det var Clausen, der sendte manden, men det kan ikke bevises. Værd at vide er dog, at Clausen i dommen fra 2021 også blev dømt for trusler. Det var mod en anden mand, han havde et økonomisk mellemværende med. “Du har en time, ellers står der nogen hos dig. Fat det,” skrev han dengang.
Anholdt – mens indsamlingen stadig kørte
Da Kontant til sidst opsporede Christopher Clausens seneste adresse i Odense, var lejligheden mørk. Og der var en god grund: få timer forinden var han blevet anholdt af politiet. En dommer varetægtsfængslede ham, blandt andet mistænkt for at have svindlet med Ukraine-indsamlingen. I retten indrømmede han, at en del af de indsamlede midler var gået til at betale hans egen private husleje.
Det groteske er, at indsamlingen på det tidspunkt stadig stod som godkendt og aktiv på Indsamlingsnævnets hjemmeside – selv mens manden bag sad varetægtsfængslet. Nævnet erkendte, at en ny lovgivning er på vej, som skal gøre det muligt at stoppe indsamlinger, når reglerne er overtrådt. Hvornår den træder i kraft, kunne man ikke sige.
Og forretningerne fortsætter
Hvis du troede, en bedrageridom, en konkurskarantæne og en stribe afsløringer ville bremse manden, så tro om igen. For Christopher Clausen finder hele tiden en ny niche.
Frihedsbrevet har afdækket, at den dømte svindler også slår sig op på at sælge kopivarer – falske udgaver af kendte mærker, importeret direkte fra Tyrkiet. Og som om det ikke var nok, er der ifølge mediet også hurtige kviklån på hylderne. Med andre ord: vin, der ikke fandtes, en indsamling, pengene aldrig nåede frem fra, en lånevirksomhed med ågerrenter – og nu kopivarer og kviklån.
Det er det samme mønster, vi har set hele vejen igennem. Manden finder bare et nyt produkt at hænge svindlen op på. Det er præcis derfor, du skal kende navnene bag – for produktet skifter, men personen er den samme.
Hvad kan vi lære af Christopher Clausen?
Det her er ikke bare en historie om én usædvanligt kold svindler. Det er en advarsel om, hvor let det er at misbruge danskernes tillid – især når man pakker svindlen ind i krig, død og velgørenhed, hvor ingen har lyst til at stille kritiske spørgsmål.
Før du donerer eller investerer, så gør dette:
- Tjek indsamlingen på Indsamlingsnævnets hjemmeside – og husk, at en godkendelse intet garanterer. Nævnet tjekker ikke baggrunden på dem, der står bag. En “godkendt” indsamling betyder kun, at nogen har udfyldt en blanket korrekt.
- Se efter, hvem pengene rent faktisk går til. Skal bidragene ind på en privat konto eller et privat MobilePay-nummer frem for en forenings- eller selskabskonto, så lad være. Det er et af de tydeligste faresignaler i hele denne sag.
- Google navnet, før du giver en krone. Et hurtigt søg på “Christopher Clausen” ville have afsløret en bedrageridom. Vær særligt på vagt, hvis personen har skiftet navn – Thomas blev til Christopher, præcis da fortiden begyndte at klæbe.
- Vær skeptisk over for det, der spiller hårdt på følelser og hastværk. Faldne soldater, traumatiserede krigere, livsvigtigt udstyr “lige om lidt” – jo stærkere det trækker i hjertet og jo mere det haster, jo køligere bør du tjekke fakta, før du betaler.
- Lover nogen et urealistisk afkast, så løb. 50 procent på en måned eller 85 procents gevinst på vin findes ikke i den virkelige verden. Det er ikke en investering. Det er lokkemad.
Christopher Clausen hedder måske noget helt tredje, næste gang han dukker op. Bilen er måske skiftet ud igen. Men nummeret er det samme: en velklædt, veltalende mand, der trykker på præcis de rigtige følelsesmæssige knapper og får dig til at betale på tillid. Den tillid er det dyrebareste, vi har i et samfund – og det er præcis derfor, det er så ondskabsfuldt at misbruge den.
Bedøm selv. Men giv aldrig dine penge til et formål, du ikke selv har tjekket helt til bunds.
