En hurtigtsnakkende sælger dukker op i din idrætshal med et tilbud, der lyder for godt til at sige nej til: en gratis ladestander til medlemmernes mobiler, betalt af reklamer, og måske tjener I endda lidt på den. I skriver under på det, sælgeren kalder en “lejeaftale”. Et år senere stopper reklamepengene, regningerne vælter ind, og det går op for jer, at I har skrevet under på en uopsigelig leasingkontrakt på fem år – til en samlet pris, der kan løbe op i over 800.000 kroner. Bag fælden står firmaet iCharge med direktør Brian Schwartz Nielsen, og det tyske leasingselskab Grenke med dansk direktør Nick Hallager. DR Kontant har talt med op mod 80 foreninger, klubber og små erhvervsdrivende, der alle fortæller den samme historie. Det her er anatomien af en fælde – og hvordan du undgår at træde i den.
Der er noget særligt nederdrægtigt ved at gå efter dem, der mindst kan forsvare sig. Ikke banker eller koncerner med en juridisk afdeling, men frivillige idrætsforeninger, en lille køreskole, en kro på landet, en halinspektør. Folk, der bruger deres fritid på at få tingene til at løbe rundt for børn og lokalsamfund – og som siger ja til et håndtryk, fordi de tror på, at en sælger mener det, han siger.
Det er præcis dem, leasingfælden fangede. Lad mig vise dig, hvordan den var skruet sammen.
Tilbuddet, der lød som en gave
Mønsteret var det samme overalt, og det var charmerende i sin enkelhed. En sælger fra iCharge mødte op – tit uanmeldt – hos en idrætsforening eller en lille virksomhed med et ladeskab til mobiltelefoner: en stander, hvor man taster en kode, lægger sin telefon i et aflåst rum og lader den op, mens man træner.
Det smukke ved tilbuddet var, at det var “omkostningsfrit”. Standeren skulle finansieres af reklamer på skærmen – lokale annoncører ville betale, så foreningen ikke skulle. Sælgeren snakkede og snakkede, fortalte om alle de steder, de havde været, og malede et billede, hvor foreningen i bedste fald endda kunne tjene lidt, så børnene fik lidt ekstra. “Det vil ikke koste jer en krone,” lød det.
Hos Bakkens Køreskole troede de, det var en almindelig lejeaftale. Det første år kom der faktisk nogle reklameindtægter. Derefter intet. Og så stod den der bare og kostede 2.200 kroner plus moms – hver måned. Det, de troede var en gratis service, viste sig at være en uopsigelig leasingaftale til over 130.000 kroner.
Den lille forskel, der koster en formue
Her ligger hele kernen, så lad os være helt præcise. Kunderne troede, de indgik en lejeaftale med iCharge – et tovejs-forhold, som man kender det fra at leje en kopimaskine, med et kort opsigelsesvarsel. I virkeligheden skrev de under på en finansiel leasingaftale med en tredje part: det store tyske leasingselskab Grenke.
Forskellen er afgørende. En finansiel leasingaftale er uopsigelig i hele kontraktperioden – typisk 60 måneder. Du sidder bundet, måned efter måned, uanset om standeren virker, om reklamerne kommer, eller om du overhovedet vil have den. Et enkelt skab kan på den måde ende i en samlet regning på langt over 100.000 kroner, før kontrakten løber ud, og skabet endda skal afleveres tilbage.
En af kunderne havde syv standere. Den samlede regning over fem år: omkring 840.000 kroner. For nogle ladeskabe til mobiltelefoner. Som en kroejer tørt bemærkede: for de penge kunne hun nærmest have leaset en lille bil med automatgear.
Skjult i tre kontrakter
Hvordan får man en fornuftig forening til at skrive under på sådan noget? Ved at sørge for, at de aldrig rigtig ser, hvad de skriver under på.
iCharge-kunderne blev typisk bedt om at underskrive tre forskellige dokumenter: en “lejeaftale”, en supportaftale og en såkaldt leverancegodkendelse. Og ifølge kunderne skubbede sælgeren papirerne sammen på en måde, så de kun så det øverste. En kroejer beskrev, hvordan sælgeren selv havde forudfyldt hendes navn og bare pegede på, hvor hun skulle skrive under. Da hun spurgte, om hun ikke lige skulle læse det igennem, fik hun at vide, at det behøvede hun ikke – det var jo, som han havde sagt.
En juridisk ekspert var ikke i tvivl, da han så kontrakterne: de er skrevet af jurister, men også til jurister. De fleste ikke-jurister ville have meget svært ved at afkode dem – “for hvis de forstod, hvad de gik ind på, ville de jo aldrig have skrevet under”. Ordet “lejeaftale” stod med store bogstaver øverst. At det reelt var en uopsigelig leasing, skulle man finde i tætpakkede standardvilkår på bagsiden.
Sælgeren, der ikke kunne se sig selv i øjnene
Det stærkeste vidne i hele sagen er en tidligere iCharge-sælger, der stod frem anonymt af hensyn til sin karriere. Hans forklaring er kort og knusende.
Han kunne ikke længere se sig selv i øjnene, fordi der var et misforhold mellem det, han solgte, og det, kunden fik. Da Kontant spurgte, hvad sælgerne fortalte ude hos kunderne, kaldte han det selv en “lejekontrakt” – og rettede så sig selv: det er det jo ikke, det er en leasingkontrakt. Hvorfor sagde I så, det var en lejeaftale? Svaret:
“Det var det, vi blev instrueret i at sige – af ledelsen.”
Det er en vigtig sætning, for den flytter historien fra “en enkelt sælger, der overdrev” til et system. Det var ikke tilfældige fejl. Det var, ifølge flere tidligere sælgere, en instruks fra toppen om at kalde en uopsigelig femårig forpligtelse for en uskyldig lejeaftale.
Ti gange for dyrt
Så er der prisen, og den er næsten det mest opsigtsvækkende af det hele.
Kontant fik adgang til en intern forhandlerprisliste. Et ladeskab med seks rum stod til omkring 139.000 kroner. Det er næsten ti gange dyrere end lignende opladestationer, der sælges frit på nettet. Da Kontants ekspert blev bedt om at forklare, hvordan et ladeskab kan koste over 100.000 kroner, var svaret klart: det kunne han ikke. “Et vanvittigt højt beløb for et ladskab.” Teknologien i kassen koster ikke noget særligt.
En leasingrådgiver, der selv har 27 år i branchen, kaldte det rent ud for en form for prisåger. Han har set lignende numre før – blandt andet en fagforening, der endte med at betale cirka halvanden million kroner for en printer med en markedsværdi på omkring 10.000 kroner. Leasing som værktøj er glimrende, sagde han, men det bliver misbrugt af “kreative celler” til at fakturere vanvittige overpriser. Og tricket med at love, at det ikke koster noget, afvæbner præcis kundens trang til at spørge: hvad koster det her egentlig for mig?
Reklamen, der forsvandt – og pengene, der blev væk
Husk nu, at hele tilbuddet hvilede på reklameindtægterne. Dem var der noget galt med på flere måder.
For det første dækkede reklamerne kun det første år – og ofte var det bare iCharges egne samarbejdspartnere, der “reklamerede”. Når de 12 måneder var gået, forsvandt indtægterne, og kunden hang på den fulde leasingydelse hver måned. For det andet: når der rent faktisk blev solgt reklamer til lokale annoncører, kunne pengene finde på at forsvinde. En lokal mand ved navn René betalte 3.046 kroner for at annoncere på en skærm hos OK-tanken – blandt andet fordi en del af pengene skulle gå til den lokale skole. Hvad fik han for pengene? “Zero.” Skolen fik heller intet. Og kort efter kom der en regning nummer to – så de prøvede reelt at opkræve ham to gange.
Her er fælden altså dobbelt: foreningen hænger på en dyr leasing, og de lokale annoncører, der ville støtte op, betaler for en reklame, de aldrig får.
Når regningerne kommer, men firmaet er forsvundet
Da kunderne opdagede, hvad de var havnet i, gjorde mange det eneste rigtige: de stoppede med at betale og forsøgte at komme i kontakt med iCharge. Det viste sig at være næsten umuligt.
En kroejer i Sønderjylland, Morten, skrev gang på gang fra marts og frem – “hent jeres lorteladestation omgående” – uden at få svar. Et år senere lød undskyldningen stadig, at man havde “travlt grundet COVID-19”. Hos Ørnhøjhallen forsøgte Ole Galsgaard at ringe og blev mødt af en ekstern telefonlinje, der hverken kunne stille om til bogholderiet eller svare på noget som helst.
Da Kontant opsøgte iCharges adresse i et industrikvarter ved Randers, var der ingen. En anden lejer på adressen fortalte, at direktør Brian Schwartz Nielsen og medarbejderne sjældent var der, og at kontoret så ud, som om der ikke havde været nogen i lang tid. Firmaet opererede ifølge en tidligere sælger også fra Spanien. På direktørens egen registrerede adresse en halv times kørsel fra Randers var alle vinduerne blændet.
Stævningerne, der truer med at lukke livsværk
Mens firmaet var svært at få fat i, var leasingselskabet til gengæld lynhurtigt, når der manglede en betaling. Kunder, der i frustration stoppede med at betale, blev nemlig stævnet af Grenke for at misligholde aftalen.
For Jægerkroen i Skive stod der 68.000 kroner tilbage, som kroejeren nægtede at betale – og hun blev stævnet. Hvis hun tabte sagen, måtte hun “dreje nøglen” efter 20 år. Ørnhøjhallen skyldte næsten 100.000 kroner og frygtede, at advokater og retssag kunne sende det op mod 200.000. “En ting, som ikke skulle koste mig en rød øre, kom til at koste mig en formue.”
Det er her, det gør allermest ondt. Det er ikke abstrakte millioner. Det er en lokal kro, en idrætshal, en køreskole – livsværker, der pludselig står over for at lukke på grund af en underskrift, de troede var harmløs.
Sådan tjente iCharge – og hvorfor de var ligeglade
For at forstå, hvorfor kundeservicen kunne være så ligeglad, skal man forstå pengestrømmen. Og den er afslørende.
Når kunden skrev under på leverancegodkendelsen, kvitterede de for at have modtaget udstyret. Det betød, at Grenke straks udbetalte hele købsprisen til iCharge. Med andre ord: iCharge fik alle deres penge up front, i samme øjeblik der var skrevet under – og var dermed reelt ude af aftalen. Grenke fik så deres del ved at opkræve de månedlige ydelser fra kunden de næste fem år.
Det forklarer alt. Hvorfor skulle iCharge bekymre sig om, at standeren virkede, at reklamerne kom, eller at kunden var glad? De havde allerede fået deres. Med “mange tusinde” kontrakter, som en kilde anslog, og store beløb afregnet per stander, taler vi, som det blev sagt, om “mange, mange millioner”. Riget var bygget på selve underskriften – ikke på, om produktet nogensinde leverede.
Brian Schwartz Nielsen peger på Grenke
Da DR endelig fik fat i Brian Schwartz Nielsen på telefonen, fulgte et velkendt mønster: ansvaret lå alle andre steder end hos ham selv.
Hvorfor stod der “lejeaftale” øverst og “leasingaftale” længere nede? Det måtte journalisten tage med Grenke – “det er jo ikke vores dokumenter”. Men der står iCharge på dem? “Det er Grenke, der udfærdiger dokumenterne.” Om de reklamepenge, firmaet havde beholdt, kunne han ikke kommentere. Det eneste, han medgav, var, at nogle tidligere medarbejdere “har sagt noget forkert”, hvilket han kunne “beklage”. Og så den klassiker, vi efterhånden kender så godt fra disse sider: send mig en mail med dine spørgsmål, så svarer jeg inden for en uge.
Den mail blev sendt. Svaret kom aldrig.
Det er værd at standse ved den manøvre. En direktør, hvis sælgere ifølge dem selv blev instrueret oppefra i at kalde leasing for leje, der nu skubber al skyld over på dokumenternes afsender. Det er ikke et forsvar. Det er en ansvarsfraskrivelse.
Nick Hallager og det gode spørgsmål, der aldrig blev besvaret
Så er der den anden hovedperson: Nick Hallager, direktør for Grenkes danske afdeling – selskabet, der både udfærdigede kontrakterne, fik kunderne bundet og siden stævnede dem, der stoppede med at betale.
Da Kontant spurgte ham direkte, hvorfor der stod “lejeaftale” med store bogstaver øverst, når det reelt var en uopsigelig leasingkontrakt, svarede han, at det var “et interessant spørgsmål” – som han dog ikke ville svare på lige nu. Han ville gerne kigge på tingene og vende tilbage. Grenke sendte efterfølgende en mail, men svarede stadig aldrig på, hvorfor de skrev “lejeaftale”.
Til Grenkes forsvar skal det med, at selskabet hævder, at deres dokumenter er ganske overskuelige og følger almindelige standardbetingelser – ikke bevidst skrevet svært, men bundet af juridiske termer. De skriver, at de ikke prissætter standeren, men udelukkende tjener på at finansiere udstyret. At de ikke kan kommentere på enkeltsager. At de vil se på at gøre dokumenterne mere gennemskuelige. Og – vigtigst – at de stoppede samarbejdet med iCharge i 2021, da de blev bekendt med firmaets salgsmetoder.
Var det svindel? En vigtig nuance
Lad mig være helt ærlig, for jeg postulerer ikke noget uden dækning, og det her er en sag med juridiske finesser.
Ingen er straffedømt i sagen. Kunderne kalder det selv “svindel” og “fusk af den værste skuffe”, og en juridisk ekspert vurderede, at der kunne argumenteres for, at der forelå decideret svig fra iCharges side – altså at man bevidst holdt den store salgstale uden at oplyse om kontraktens reelle indhold, hvilket efter aftalelovens kapitel 3 kan gøre en aftale ugyldig. Men det er en juridisk vurdering og et stridspunkt for domstolene, ikke en dom.
Den reelle slagmark er altså civil. Hver enkelt forening og kroejer må selv slæbe sagen i retten – enten fordi Grenke har stævnet dem, eller fordi de selv har lagt sag an mod iCharge. Og det er præcis dér, fælden er så ondskabsfuld: den lever i gråzonen mellem aftalefrihed og bedrag, hvor “alle har jo skrevet under”. Selvom du blev ført bag lyset, er det dig, der skal bevise det – én efter én, for egen regning.
Firmaet skiftede bare navn
Og så er der detaljen, der får det hele til at klinge ekstra hult. Mens kunderne kæmpede i retten, gjorde firmaet det, den slags forretninger så ofte gør: det skiftede navn. I 2021 blev iCharge ApS til TEFA ApS. Produkterne var identiske. Kun skiltet var nyt.
Brian Schwartz Nielsen står ifølge virksomhedsregisteret ikke længere i spidsen for firmaet, og der var ved Kontants research endnu ikke fundet en ny direktør. Men for de mange kunder, der stadig venter på, at deres sag bliver afgjort ved domstolene, ændrer et navneskift ingenting. Regningen fra Grenke kommer hver måned, uanset hvad der står på døren i Randers.
Sådan undgår du leasingfælden
Det her er ikke bare en historie om foreninger, der blev snydt. Det er en konkret advarsel til enhver, der driver en klub, en lille virksomhed eller en forening – for sælgerne med de gratis tilbud findes stadig, uanset hvad firmaet hedder i denne uge.
Før du skriver under på noget som helst, så gør dette:
- Stol aldrig på, at “gratis” er gratis. Lover en sælger, at et produkt finansieres af reklamer og ikke koster dig noget, så spørg præcist: hvad sker der, hvis reklameindtægterne udebliver? Hvem hænger på regningen? Få svaret på skrift.
- Kend forskel på leje og leasing. En lejeaftale kan typisk opsiges med kort varsel. En finansiel leasingaftale er uopsigelig i hele perioden – ofte 60 måneder. Står ordet “leasing” nogen steder i dokumentet, så gå ud fra, at du binder dig i årevis.
- Læs det, før du skriver under – og lad dig ikke presse. Beder en sælger dig om bare at skrive her og siger, du ikke behøver læse det, så er det netop dér, du skal læse hvert ord. Tag dig betænkningstid. En seriøs aftale kan vente til i morgen.
Tjek aftalen og prisen
- Tjek, hvem du reelt indgår aftale med. Underskriver du over for et leasingselskab, du aldrig har hørt om? Er der tre dokumenter i stedet for ét? En leverancegodkendelse betyder, at sælgeren får alle pengene up front og forsvinder ud af aftalen. Det er et alvorligt advarselstegn.
- Sammenlign prisen med markedet. Slå produktet op online, før du leaser. Et ladeskab til over 100.000 kroner findes til en tiendedel andre steder. Hvis prisen er absurd, er aftalen det også.
- Få aftalen godkendt af en jurist eller revisor. For en forening eller en lille virksomhed kan en times rådgivning spare jer en kvart million. Insistér på, at hele aftalen – også det med småt på bagsiden – bliver gennemgået af en, der kan læse den.
Læs det med småt
Brian Schwartz Nielsens iCharge solgte tryghed, lokalt sammenhold og en gratis service til børnene. Det, foreningerne fik, var uopsigelige kontrakter, stævninger og frygten for at miste deres haller og kroer. Nick Hallagers Grenke finansierede festen, skrev papirerne og sendte regningerne – og trak sig så fra samarbejdet, da lyset blev tændt.
Tilbage står lærdommen, der gælder enhver underskrift: Det er ikke sælgerens ord, du binder dig til. Det er det, der står med småt. Læs det. Og hvis nogen siger, du ikke behøver – så ved du præcis, hvor du skal kigge.
Opfølgning: nu er skabene blevet farlige – og Grænke vil stadig have pengene
Man skulle tro, at en sag som denne ikke kunne blive grovere. Det kunne den. I sin opfølgning vendte DR Kontant tilbage til leasingfælden, og billedet, der tegner sig nu, er om muligt endnu mere absurd end før.
Lad os tage det værste først. Sikkerhedsstyrelsen har undersøgt ladeskabene og nået en konklusion, der burde få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver, der har sådan et hængende i deres idrætshal: skabene er farlige og kan give elektrisk stød. En halinspektør, der selv havde en fortid i elektronikbranchen, åbnede en låge, kiggede på ledningsføringen og syntes, det lignede noget, “man laver hjemme i garagen”. Han kontaktede myndighederne. De kom, de så det samme – og resultatet blev, at skabene skal tilbagekaldes fra markedet.
Tænk lige over det. Foreningerne betalte op mod 100.000 kroner per skab – cirka ti gange markedsprisen – for et produkt, der nu viser sig at være direkte farligt.
Grænke kræver betaling for et produkt, der ikke må bruges
Og her kommer pointen, der for alvor afslører, hvor koldt systemet kører. Selv om skabene er tilbagekaldt og ikke længere må bruges, fastholder Grænke kravet om betaling.
Tag Esbjerghallen på Fyn, en frivillig forening med få midler, der opdagede for sent, at de var bundet på en femårig leasingaftale til en kvart million kroner. De har allerede betalt omkring 90.000 kroner. Da skabene blev tilbagekaldt som farlige, tænkte de det indlysende: så må vi da få pengene tilbage. Men nej. Grænke vil ikke bare beholde de allerede betalte penge – de kræver fortsat de resterende cirka 160.000 kroner, selv om hallen ikke længere har de farlige skabe.
Som en frustreret repræsentant formulerede det: det svarer til, at man leaser en bil, og så er der ikke motor i – og forhandleren bare siger, at det må du selv finde ud af.
Majbrit tabte – og må sælge sit livsværk
Husker du Jægerkroen i Skive? I den oprindelige sag var kroejeren Majbrit blevet stævnet og frygtede at måtte dreje nøglen. Nu kender vi udfaldet, og det er ikke lykkeligt.
Majbrit tabte sin retssag mod Grænke. Da regningen til både leasingselskabet og sagens omkostninger var betalt, endte hendes underskrift med at koste hende mere end 200.000 kroner. Kroen, hendes livsværk gennem 18 år, er nu sat til salg.
“Jeg var færdig. Jeg var knust. Jeg vidste jo ikke, hvad fanden jeg skulle gøre,” fortalte hun. Det er det menneskelige facit af en aftale, hun troede var en gratis service til sine gæster.
Hvorfor taber de fleste i retten?
Her bliver det juridisk interessant – og dybt uretfærdigt. Esbjerghallens advokat repræsenterer i øjeblikket mere end 30 klienter i sager mod Grænke. Cirka halvdelen har været prøvet i byretten, og langt de fleste er tabt.
Forklaringen er en kynisk detalje i dansk ret. De kunder, der kan karakteriseres som forbrugere, vinder. De, der vurderes som erhvervsdrivende, taber. Og da Danmark slet ikke har en egentlig leasinglov, der favner det her, står man uden et klart værktøj. For at vinde skal man relativt sikkert kunne bevise, at leasingselskabet kendte til iCharges salgsmetoder – og det er, som advokaten tørt konstaterer, “ikke lykkes endnu”.
Med andre ord: Selv om samtlige kunder samstemmende fortæller, at de troede, de skrev under på en lejeaftale, så klapper fælden i. “Det er bare jura,” som advokaten siger. Og der er, med hans egne ord, “ikke i udgangspunktet nogen retfærdighed i jura”.
iCharge er konkurs – men regningen lever videre
Selve iCharge er i mellemtiden gået konkurs og bliver nu efterforsket af politiet. Det lyder måske som retfærdighed, men det ændrer intet for ofrene. For det er ikke iCharge, der sender regningerne – det er Grænke. Og Grænke kører videre.
Grænkes danske direktør ville endnu en gang ikke stille op til interview. Da Kontant spurgte, hvorfor man skulle betale for et tilbagekaldt og defekt produkt, lød svaret som sidst: send spørgsmålene på skrift, så vender jeg tilbage. I det efterfølgende skriftlige svar fastholder Grænke, at man ikke var til stede, da der blev skrevet under, at aftalen klart angiver, hvad kunderne forpligter sig til, og at man alene har erhvervet udstyret og udbetalt købesummen til leverandøren “på anmodning fra kunden”.
Det er den samme manøvre hele vejen igennem: ingen ved roret føler noget ansvar, og regningen lander altid hos den lille forening, den lokale kro eller idrætshallen.
Mere end 30 sager kører lige nu ved domstolene. Esbjerghallen har valgt at anke sin sag til landsretten. Og indtil en dom siger noget andet, gælder den hårde lærdom uændret: Det er ikke sælgerens varme ord, du binder dig til. Det er det, der står med småt – og i denne sag også et leasingselskab, der bliver ved med at sende regninger, selv når selve produktet er erklæret for farligt.
Bedøm selv, hvor meget retfærdighed der er i det.
