Ellestedet på Fyn skulle være et trygt sted for voldsramte kvinder og hjemløse. Egen kok, flotte rammer, en lækker hjemmeside. Men bag glansbilledet lavede stedet millionoverskud. Ejeren fik udbytte, og næsten en million kroner gik til Google-reklamer. Direktøren er uddannet elektriker. Her er historien om Ellestedet – den nære tvilling til sagen om forsorgshjemmet Absalon.
Lad mig sige det med det samme. Jannik Hansen er ikke dømt for noget. Jeg hænger ham ikke ud som dømt svindler. Det er heller ikke ulovligt at tjene penge på sin egen virksomhed. Det her er en advarsel bygget på offentlige kilder. Det er Ellestedets egne regnskaber, Socialtilsynets rapporter, tidligere ansatte og beboere samt DR’s dokumentation. Hans egne svar får du også undervejs. Resten må du selv lægge sammen. Det er præcis det samme mønster, jeg beskrev hos forsorgshjemmet Absalon – bare på Fyn.
Det pyntede glansbillede
Først oplevelsen indefra. Mød Maline Petersen. Hun flygtede fra et giftigt forhold og endte på Ellestedet. Til at starte med virkede det fantastisk. Hun blev taget godt imod. Der var flotte rammer, ja, ligefrem luksus med egen kok. En positiv oplevelse.
Men så begyndte hun at undre sig. Der var meget udskiftning i personalet. Og den reelle hjælp udeblev – støtten til at komme videre i livet igen. Hun havde tag over hovedet og god mad. Men ikke det, et krisecenter egentlig er til for. Et krisecenter skal ikke bare være et hotel for mennesker i krise. Det skal hjælpe en voldsramt kvinde med at få fodfæste, finde bolig og bygge et liv op. Den hjælp oplevede Maline ikke. Som hun siger det, da tæppet faldt: “Det var jo bare et pyntet glansbillede, en smart hjemmeside, nogen der er gode til at sælge et produkt.” Hendes egen konklusion var kontant: “Min oplevelse, det var jo ren business, penge.”
Samme forretningsmodel som Absalon
Og det er her, det bliver bekendt. Ellestedet kørte præcis samme model som forsorgshjemmet Absalon i København. Stedet drives af selskabet Ellested Kvindekrisecenter ApS. Der er pladser til kvinder på krisecenteret og otte pladser på et forsorgshjem efter paragraf 110. Døgntaksten begynder ved omkring 2.671 kroner. Det offentlige betaler.
To år i træk brugte Ellestedet færre penge på personale end budgetteret. En ekspert forklarer mekanikken. Holder man udgifterne i budgettet højt, kan man tage en høj takst. Lader man så være med at bruge pengene, bliver der overskud. Og det er præcis, hvad der skete. I 2022/23 lavede Ellestedet et overskud på 2,1 millioner kroner før skat. Året efter var det vokset til 2,8 millioner. Penge bevilget til voldsramte kvinder blev i stedet til privat overskud.
Tallene taler for sig selv. Et krisecenter med en håndfuld pladser bør ikke samle millioner sammen år efter år. Pengene kommer fra kommunerne. De er afsat til kvinder, der flygter fra vold. Hver krone, der bliver til overskud, er en krone, der ikke gik til hjælp. Og overskuddet var ikke et enkeltstående uheld. Det gentog sig år efter år. Det er præcis dér, eksperten ser et mønster og ikke en tilfældighed.
Udbytte, Google Ads og en elektriker ved roret
Hvor blev pengene så af? En del af dem endte hos ejeren. Og her er det værd at huske forskellen. Et udbytte er ikke løn for arbejde. Det er en udbetaling til ejeren, fordi virksomheden har overskud. Med andre ord: Jo mere stedet sparede på de udsatte kvinder, jo mere var der at dele ud. I regnskabet for 2022/23 ser man udover lederløn også et udbytte på 750.000 kroner. Og da Ellestedet lukkede, stod der ifølge regnskabet omkring tre millioner kroner i egenkapital. Dem kan ejeren tage ud til sig selv, når skatten er betalt.
Så er der reklamerne. Ellestedet brugte 898.000 kroner på en post kaldet “webhotel og domænenavne”. Hovedparten gik ifølge direktøren til Google Ads. Læs den lige igen. Næsten en million offentlige kroner, bevilget til sårbare kvinder, brugt på en plads højt oppe i en Google-søgning. Og forklaringen, da DR spurgte? At krisecentrene “ligger i en konkurrence med hinanden om at støvsuge markedet for folk, der har problemer.” Det er sjældent, man hører forretningen sagt så råt.
Og hvem står ved roret? Jannik Hansen, der er direktør og daglig leder. Han er uddannet elektriker og har tidligere arbejdet på en boreplatform. DR spurgte, hvordan det kvalificerer ham til at lede et krisecenter for voldsramte kvinder. Svaret lød blot, at “det blev der vurderet og godkendt til”. Det er ikke første gang, han får kritik. Allerede i 2021 stod en tidligere ansat frem i Weekendavisen. Ifølge hende talte Jannik Hansen fra start om at trække penge ud til sig selv. Hun blev fyret efter en måned, da hun påpegede problemet. Det afviser han selv.
Et marked, hvor de svageste er varen
Det her er ikke kun en historie om ét sted. Det er en historie om et marked. Private aktører kan i dag tjene gode penge på centre for voldsramte kvinder og hjemløse. Flere af dem har fået kritik for at være uforholdsmæssigt dyre. Modellen er den samme overalt. Kommunen betaler en døgntakst, der er sat ud fra leverandørens eget budget. Budgetterer man konsekvent højere, end man bruger, vokser overskuddet.
Det perverse er, at incitamentet vender forkert. Jo længere en sårbar kvinde bliver boende, jo mere tikker der ind. Jo mindre man bruger på personale og hjælp, jo større bliver overskuddet. Flere centre konkurrerer om de samme udsatte borgere – blandt andet via Google-reklamer. Mennesker i krise bliver dermed reelt til en vare, man støvsuger markedet for. Det er ikke ulovligt. Men det er værd at spørge, om det er sådan, vi vil bruge pengene til de svageste.
Og kontrollen halter. Socialtilsynet kigger ikke alt efter hvert eneste år. Derfor kan en høj takst og et stort overskud køre længe, før nogen reagerer. Når reaktionen så endelig kommer, er pengene ofte hjemme. Det gælder også her. Først da budgettet for 2025 blev afvist, lukkede Ellestedet. Til den tid var overskuddene fra de tidligere år for længst hævet.
Forstanderen, der helst ville svare på skrift
DR ringede og spurgte, hvad de mange offentlige kroner gik til. Jannik Hansen blev mærkbart utilpas. Han kunne ikke rigtig svare. Han skulle til møde. Og han havde “brug for at have nogen indover” samtalen først. Spørgsmålene måtte komme på skrift.
Og husk, hvad Socialtilsynet selv har vurderet. I en rapport peger tilsynet på kvalitetsmangler i ledelse og drift. De fastslår også, at sammenhængen mellem pris og socialfaglig kvalitet er lav. Med andre ord: Kommunerne betalte dyrt for en kvalitet, der ikke stod mål med prisen. Da DR senere ringede igen, tog en anden telefonen. Det var Jannik Hansens partner og medejer, Stella Hansen. Hun ville heller ikke svare på, hvad der skulle ske med de tre millioner. Alt skulle på skrift.
Lukket – men pengene blev
Enden på historien? Ellestedet er nu lukket. Ifølge Jannik Hansen blev beslutningen truffet efter et nej fra Socialtilsynet. Tilsynet havde endnu engang afvist stedets budgetoplæg for 2025. Striden handlede blandt andet om markedsføring og om døgntaksten. De mange kvinder, der boede der, måtte finde nye steder at være.
Skal man være fair, skal Jannik Hansen også høres. Han forklarer, at han og medejeren har arbejdet ulønnet i flere årsværk under opstarten. Udbyttet er ifølge hans revisor ikke overbetaling, men aflønning. Han fremhæver også, at han selv har skudt penge ind i virksomheden. Og at Socialtilsynet har godkendt tilbuddet hvert år. Det er hans ret at fremlægge den side. Men tilbage står et krisecenter, der lukkede med millioner på kistebunden. Imens fik kvinderne ifølge flere ikke den hjælp, de var lovet.
Hvad du skal tage med dig
Lad mig samle op, helt firkantet, for det her er en advarsel.
Ellestedet og Jannik Hansen lavede millionoverskud på samfundets mest udsatte. De betalte sig selv udbytte og brugte næsten en million på Google-reklamer. Og de lukkede med tre millioner i egenkapital, da tilsynet sagde nej til budgettet. Det er ikke ulovligt at tjene penge. Men Socialtilsynet vurderede, at prisen ikke stod mål med kvaliteten. Du har nu fakta nok til at danne din egen mening.
Mit råd er det samme som i sagen om Absalon. Er du pårørende til en, der skal bo på et privat krisecenter eller forsorgshjem? Så undersøg, hvem der ejer og driver stedet. Og hold øje med, om der rent faktisk bliver hjulpet – eller bare opkrævet. En lækker hjemmeside og en egen kok er ikke faglig hjælp. Arbejder du i en kommune, der betaler? Så følg pengene. Og spørg, hvad kvinderne og borgerne reelt får for taksten.
Den dag du ser et “krisecenter”, der bruger pengene på Google-reklamer frem for på mennesker, så husk, hvad du læste her.
Læs også den nære tvilling til denne sag: Forsorgshjemmet Absalon og de 7,5 millioner i privat lomme.
Har du boet på eller arbejdet for et privat krisecenter eller forsorgshjem og set noget, der ikke kunne tåle dagens lys? Så kontakt mig – og tag din dokumentation med. Jeg bringer ikke løse rygter.
Læs også, hvordan du anmelder socialt bedrageri, og se flere advarsler her på siden.
