Servicehundeforeningen og dens frontfigur Hanne Troensegaard leverer specialtrænede hunde til psykisk sårbare mennesker – betalt af kommunerne med op mod 100.000 kroner per hund. Men flere af de hunde kunne ikke det, de skulle. En var så syg, at den blev aflivet. Og da en af hundene blev sendt retur, blev den bare solgt videre til en ny kommune – så foreningen fik betaling to gange. Her er historien om et marked uden regler, hvor de svageste betaler prisen.
Lad mig sige det med det samme: Hverken Servicehundeforeningen eller Hanne Troensegaard er dømt for noget, og jeg hænger ingen ud som dømt svindler. Det her er en advarsel bygget på offentlige kilder – DR’s dokumentation, kommunale sagsakter, dyrlægejournaler og udtalelser fra borgere og tidligere medarbejdere. Foreningens egne forklaringer får du også undervejs. Resten må du selv lægge sammen. Men når en hund til 100.000 kroner sælges to gange, og en dyrlæge har anbefalet aflivning, inden hunden overhovedet bliver udleveret, så er det værd at kigge en ekstra gang.
Hvad er en servicehund – og hvorfor er det en god forretning?
En servicehund er en specialtrænet hund, der hjælper sin bruger. For et menneske med fysisk handicap kan den samle ting op, åbne døre og trykke på elevatorknapper. De seneste år er kommunerne også begyndt at bruge hunde som hjælpemiddel til mennesker med svære psykiske udfordringer – angst, ensomhed, senfølger efter overgreb.
Tanken er smuk. Problemet er prisen og pengestrømmen. En servicehund kan koste 100.000 kroner, og det er som regel kommunen, der betaler – på samme måde som en kørestol. Og som en tidligere medarbejder i branchen siger det rent ud: Det er en verden, hvor man kan give indtryk af, at man vil gøre en kæmpe forskel for sårbare mennesker, samtidig med at man tjener rigtig mange penge på det.
Servicehundeforeningen kalder sig en nonprofit organisation, hvis formål er at hjælpe psykisk sårbare til et mere selvstændigt liv. Men flere af foreningens kunder fik en helt anden oplevelse.
Maj-Britt og hunden, der var lige så bange som hende selv
Mød Maj-Britt. Hun lever med angst og senfølger efter overgreb i barndommen, og havde levet et mere og mere tilbagetrukket liv. En servicehund skulle hjælpe hende ud af døren igen – ud at handle, ned med skraldet, ud blandt mennesker. Hendes kommune betalte 92.000 kroner for hunden Amy.
I kontrakten lover Servicehundeforeningen, at hunden kan en lang række ting: skærme for andre mennesker, vække Maj-Britt og afsøge huset for farer, når de kommer hjem. Hvor meget af det kan hunden så? “Det er ikke ret meget,” siger Maj-Britt. “Jeg kan ikke rigtig bruge den kontrakt til noget.” Hunden er nervøs, skuler til alle sider og søger konstant støtte hos Maj-Britt. “Vi ligner hinanden fuldstændig med angst,” som hun siger. Hunden, der skulle give ro, havde i virkeligheden selv brug for at blive beroliget.
Thorbjørn og hunden, der skulle have været aflivet
Så er der Thorbjørn Kolding Jørgensen. Hans kommune betalte 85.000 kroner for en servicehund, der skulle støtte ham, når angsten meldte sig. Men hunden blev selv stresset af trafik og indtryk, lagde sig ned i opgangen og nægtede at gå ned ad trappen. Thorbjørn fik besked på at rykke hunden i snoren og hakke den i siden med to fingre, når den blev stresset – en metode, foreningen i øvrigt benægter at have lært ham.
Thorbjørn fornemmede, at noget var galt med hundens ben. Foreningen afviste det: der var ikke noget i vejen. Men da Thorbjørns egen dyrlæge undersøgte hunden, viste det sig, at den havde hofteledsdysplasi på begge bagben og albueledsdysplasi på højre albue – lidelser, der kan være stærkt invaliderende og smertefulde.
Og her bliver det for alvor grimt. Da dyrlægen rekvirerede hundens journal, fremgik det, at hele to dyrlæger allerede inden udleveringen havde vurderet, at hunden havde alvorlige helbredsproblemer og ikke var egnet som servicehund. En af dem anbefalede endda aflivning. Hunden, der blev udleveret til en sårbar borger som professionel støtte, burde altså aldrig være kommet ud ad døren. I dag er den aflivet.
Da DR konfronterede Hanne Troensegaard, fastholdt hun 100 procent, at ingen dyrlæge havde vurderet hunden uegnet inden udplacering. Foreningen skrev senere, at de ikke var bekendt med journalnotatet. Du må selv bedømme, hvordan en forening kan undgå at kende den journal, der følger med dens egen hund.
Hunde, der sælges for unge – og som Hanne Troensegaard selv godkender
Hvordan kan det gå så galt? Svaret ligger i, hvordan hundene bliver trænet og godkendt.
Internationale retningslinjer siger, at en hund først kan screenes og godkendes som servicehund, når den er fysisk og mentalt udvokset – den skal øjenlyses, rygggenfotograferes og mentaltestes. Men Thorbjørns og Maj-Britts hunde var blot otte og ni måneder gamle, da de blev udleveret. På det tidspunkt er en hund hverken fysisk eller mentalt færdig. Hanne Troensegaard afviser dog, at foreningens hunde udplaceres for unge – og betragter sig selv som den eneste ekspert i Danmark på servicehunde til psykisk sårbare.
Og så er der den mest opsigtsvækkende detalje: I Servicehundeforeningen er det Hanne Troensegaard selv, der certificerer hundene og afgør, om den enkelte hund er egnet. Med andre ord godkender sælgeren sin egen vare. Som en tidligere medarbejder siger: Hun er inhabil, for så snart hunden får et stempel, er der penge inde. Det er en forening, men det er også en forretning.
Når det går galt, er det borgerens skyld
Det fælles mønster i historierne er, hvem der får skylden, når hunden ikke virker. Det er aldrig hunden. Det er aldrig foreningen. Det er borgeren.
Da Maj-Britts hund ikke fungerede, meddelte Servicehundeforeningen kommunen, at de ikke længere anså Maj-Britt som kandidat til en servicehund. Selvom en uvildig hundeadfærdstræner havde vurderet hunden uegnet, valgte kommunen at fastholde sin tiltro til foreningen – sin “samarbejdspartner” – og fratog Maj-Britt hendes bevilling. En psykisk sårbar kvinde sad tilbage med skammen og uden hund, mens foreningen gik fri.
I et ophidset telefonopkald fik Maj-Britt at vide af foreningens egen instruktør: “Det er ikke op til dig at sige, hvordan vi skal køre vores firma.” Et firma, bemærk – selvom foreningen udadtil insisterer på at være nonprofit.
Hunden, der blev solgt to gange
Og så til det, der binder hele forretningsmodellen sammen. Da Maj-Britts hund Amy kom retur til Servicehundeforeningen, forsvandt den ikke ud i intet. Et par måneder senere var Amy udplaceret hos en ny borger i en ny kommune – til en pris, der nu var steget til 107.000 kroner.
Regn lige med. Servicehundeforeningen har dermed fået betaling for Amy to gange – omkring 200.000 kroner for én og samme hund. Og listen over, hvad pengene gik til, var den samme begge gange: købspris hos opdrætter, neutralisering af hunden, ryggenfotografering. Udgifter, den første kommune allerede havde betalt én gang.
Det er ikke et enkeltstående tilfælde. Flere tidligere medarbejdere bekræfter, at hunde, der kommer retur, hurtigt bliver solgt igen til en ny borger i en ny kommune. Og fordi de officielle registre over en hunds ejerhistorik er lukkede, kan hverken kommuner eller borgere se, at den “nye” hund har boet hos andre før. Servicehundeforeningen fik først betalt pengene tilbage for de udgifter, der var betalt to gange – efter at DR’s Kontant blandede sig.
Foreningen understreger over for DR, at de ikke har fokus på profit, at de som nonprofit ikke har overskud, at Amy i dag klarer sig fint hos sine nye brugere, og at både Maj-Britt og Thorbjørn ikke samarbejdede eller trænede hundene korrekt. Den udlægning må du selv vurdere op imod dyrlægejournalen og de to borgeres oplevelser.
Et marked uden regler – og en minister, der nøler
Det vildeste er, at alt det her foregår fuldstændig lovligt. I Danmark er der nemlig ingen regler for, hvornår en leverandør må kalde en hund for en servicehund. Internationalt findes der retningslinjer, men det er op til udbyderne selv, om de vil følge dem. 67 kommuner har brugt Servicehundeforeningen som leverandør.
Da DR spurgte socialministeren, hvorfor man ikke laver nationale regler, lød svaret, at der nok snarere er brug for “vejledning og vidensdeling” end ny lovgivning. Efter interviewet nedsatte ministeren dog en arbejdsgruppe, der skal vurdere, om der alligevel er brug for en samlet lovgivning eller en certificeringsordning. I skrivende stund har den arbejdsgruppe mødtes én gang siden februar. Så meget for hastværket.
Flere kommuner er heldigvis selv vågnet op efter DR’s afsløring. De har strammet kravene til leverandørerne så meget, at meget få kan leve op til dem, og nogle kigger nu mod Tyskland og Sverige efter hunde. Maj-Britts kommune har udarbejdet en vejledning til sagsbehandlere om, hvad de skal være opmærksomme på. Det er en begyndelse. Men det hjælper ikke Maj-Britt, Thorbjørn eller den aflivede hund.
Hvad du skal tage med dig
Lad mig samle op, helt firkantet, for det her er en advarsel.
Servicehundeforeningen og Hanne Troensegaard leverer hunde til 100.000 kroner stykket, betalt af kommunerne. Flere af hundene kunne ikke deres arbejde, én var så syg, at den blev aflivet efter en dyrlæge på forhånd havde frarådet den, og mindst én hund blev solgt to gange. Sælgeren godkender sin egen vare, der er ingen nationale regler, og når det går galt, får den sårbare borger skylden. Der er ikke faldet dom – men du har nu fakta nok til at danne din egen mening.
Mit råd er enkelt. Er du pårørende til en, der skal have en servicehund, så bed om at se hundens alder og dyrlægejournal, før den flytter ind – en færdig servicehund er ikke otte måneder gammel. Spørg, hvem der har certificeret hunden, og om det er sælgeren selv. Og arbejder du i en kommune, der betaler regningen: Stol ikke blindt på leverandøren, der frikender sig selv. Bed om dokumentation, og følg op på, om borgeren rent faktisk får det, I betaler for.
Den dag den næste hund til 100.000 kroner skifter ejer for tredje gang, så husk, hvad du læste her.
Har du fået en servicehund, der ikke kunne sit arbejde – eller arbejdet i branchen og set noget, der ikke kunne tåle dagens lys? Så kontakt mig – og tag din dokumentation med. Jeg bringer ikke løse rygter.
Læs også, hvordan du anmelder socialt bedrageri, og se flere advarsler her på siden.
