Casper Juhl Kristensen fandt på en forretningsmodel, der i hans egne ord var “100% efter bogen” og “bare et spørgsmål om moral og etik”. Den gik ud på at overtage andres anpartsselskaber, bestille varer for over en halv million kroner på kredit i deres navn, aldrig betale en krone – og så sælge det hele billigt videre på Facebook for kontanter. Manden bag firmaet CapII i Ruds Vedby endte med en fængselsdom. Men inden da nåede han at gøre livet til et mareridt for en helt almindelig it-mand fra Amager. Det her er historien om en svindel, der er så simpel, at det er skræmmende, hvor nemt den lod sig gøre.
Der findes svindlere, der er geniale. Som bygger indviklede konstruktioner, hvidvasker gennem ti lande og har advokater på speed dial. Og så findes der Casper Juhl Kristensen, hvis metode var så ligetil, at man næsten skammer sig på samfundets vegne over, at den virkede. Den krævede hverken hacking, falske pas eller en bunke stråmænd. Den krævede bare ét: et andet menneskes gode navn – og en total mangel på samvittighed.
Lad os tage den fra begyndelsen.
Manden der bare ville lukke sit firma
Thomas Bensen er sådan en, vi alle kender. Han bor på Amager med kone og tre børn, har et almindeligt lønmodtagerjob, og havde gennem næsten ti år drevet en lille it-virksomhed ved navn dedikeret APS – hjemmesider, webshops, den slags. Da han blev far, gik der ikke længere drift i firmaet, og der var ikke kommet en krone ind i årevis. Så han gjorde det fornuftige: han talte med sin revisor om at lukke det.
Men at lukke et anpartsselskab koster penge til revisor. Og netop som han overvejede det, dukkede der en mulighed op. En mand ville købe virksomheden. Ikke for meget – et symbolsk beløb på 1.000 kroner – men hey: i stedet for at betale for at lukke firmaet, kunne Thomas få lidt penge i hånden for det. Det lød fornuftigt.
Manden hed Casper Juhl Kristensen.
CapII, “boss på italiensk” og en handel, der aldrig blev til noget
Casper Juhl Kristensen drev ifølge CVR-registeret enkeltmandsvirksomheden CapII fra Ruds Vedby på Vestsjælland. I et lokalt avisinterview havde han charmerende forklaret, at firmanavnet stammede fra det italienske ord for “boss”. Han fortalte Thomas, at han lavede it-løsninger til skoler, og at han havde brug for netop et ældre, veletableret APS, fordi kommunerne så ned på helt nye firmaer. Thomas’ selskab havde levet i fjorten år. Det gav mening. Sådan en mand ville Thomas da gerne hjælpe.
Men så begyndte tingene at virke skæve. Casper Juhl Kristensen ringede og spurgte, om Thomas ville fortsætte som direktør i firmaet, efter at Casper havde overtaget det. Hvorfor i alverden skulle Thomas være direktør i et firma, han ikke længere ejede? Det lugtede af stråmand. Det lugtede af humbug. Thomas sagde nej.
Og handlen blev aldrig gennemført. Der blev ikke skrevet under på overdragelsesaftalen. Der blev ikke betalt 1.000 kroner. Virksomheden blev aldrig overført i CVR. Thomas meddelte tilmed skriftligt, at der ikke kunne blive nogen aftale, og meldte Casper Juhl Kristensen til politiet. Han troede, sagen var slut.
Den var kun lige begyndt.
Da regningerne begyndte at vælte ind
Først ringede Telia Erhverv, fordi en “Kasper” gerne ville oprette en erhvervskonto i firmaets navn. Så kom det første firma, der solgte papkasser. Derefter et til. Og så åbnede sluserne sig.
Pludselig væltede det ind med rykkere fra leverandører, Thomas aldrig havde hørt om, for varer, han aldrig havde bestilt. Vådservietter. Skjorter og t-shirts. Cafészilte og en elefantfod. Toiletpapir. Og det blev ved med at vokse. Et firma ville have knap 8.000 kroner. Et andet over 7.000. Danconfekt cirka 100.000. Og så bankede den helt store på: grossisten Hørkram krævede over 400.000 kroner for pallevis af drikkevarer.
Vi taler om lige knap 29.000 dåser Red Bull. Amarone-rødvin. Chablis-hvidvin. Caprisonne, sodavand, øl. Hele lastbillæs af varer, bestilt på kredit i dedikeret APS’ navn, med Thomas’ CVR-nummer og fakturaadresse – og ikke en eneste regning betalt. I alt var der nu købt ind for mere end en halv million kroner i en mands navn, som intet anede.
“Jeg går ikke ud fra, du skal drikke sodavand for 400.000 kroner.”
Sådan lød reporter Jacob Kragelunds tørre konstatering, da DR Kontant tog fat i sagen i programmet “Svindel på kredit”. Nej. Det skulle Thomas ikke. Det skulle Casper Juhl Kristensen.
Lageret, der var et parcelhus
Hvor endte alle de varer så? Kontant fulgte sporet og fandt frem til en adresse i Ruds Vedby, der på leverandørernes papirer optrådte som “dedikeret APS lager”. I virkeligheden var det Casper Juhl Kristensens kombinerede bopæl og lager – et ganske almindeligt parcelhus med en palleløfter i indkørslen.
Da Jacob Kragelund mødte op og bankede på, var manden netop stået op. Forklaringen var lige til at tage og føle på: det hele var Thomas’ ansvar. “Det er Thomas,” gentog han, mens han stod i sin egen indkørsel fyldt med paller. På spørgsmålet om, hvorfor han bestilte for hundredtusindvis af kroner, lød svaret: “Det har ikke noget med dig at gøre.” Og: “Det er jo sådan set ikke ulovligt.”
Det er det. Men det vender vi tilbage til.
Facebook Marketplace afslørede det hele
Her bliver det rigtig grimt – og rigtig dumt. For Casper Juhl Kristensen solgte nemlig varerne videre. På Facebook Marketplace fandt Kontant annonce efter annonce, der matchede præcis de varer, der var bestilt i Thomas’ navn. De brune postæsker – 1.250 styk, med en leverandørs navn synligt på tapen. Toiletpapiret. El-løbehjul af mærket Gounner, som han havde købt for 2.908 kroner stykket og nu solgte for 2.000. Red Bull, der var leveret til omkring 285 kroner per kasse, solgt videre til en rund 200.
Alle annoncerne var markeret som “solgt”.
Lad det synke ind. Manden købte varer på kredit, undlod at betale, og solgte dem så videre med tab – bare for at få kontanter i hånden. Som en kommentator i programmet tørt bemærkede: man bliver ikke verdens største forretningsmand af at sælge en kasse Red Bull billigere, end man har købt den. Medmindre man slet ikke har tænkt sig at betale for den i første omgang. Så går regnestykket pludselig fint op – for alle andre end leverandørerne, der står tilbage med tabet.
“Et spørgsmål om moral og etik”
Det smukkeste bevis i hele sagen kom fra en helt anden mand – en selvstændig erhvervsdrivende, som Casper Juhl Kristensen tidligere havde forsøgt at rekruttere, og som heldigvis havde gemt korrespondancen.
Casper Juhl Kristensen havde skrevet til ham, at planen var at bruge mandens selskab til at “handle i”, for derefter at lukke det via likvidation, og dele overskuddet. De kunne lave 200.000 kroner i kontanter, lovede han. Da manden spurgte, om det nu også var 100% efter bogen, kom svaret, der siger alt:
“Det er handel på kredit, og det er 100% efter bogen. Det er bare et spørgsmål om moral og etik.”
Køb op, køb op, køb op. Betal aldrig. Og når kravene bliver for store, så lad selskabet gå konkurs, så det er de forretningsdrivende, der ender med at tabe pengene. Casper Juhl Kristensen pralede endda af, at han allerede havde lavet 433.500 kroner i kontanter på den måde i et andet selskab. Manden, han skrev til, trak sig – som han selv sagde, havde han “simpelthen ikke moralen til det”.
Det er sjældent, man får en svindler til at forklare sin egen forretningsmodel så pænt og tydeligt. Som DR’s egen vurdering lød: det er ikke en lovlig måde at drive forretning på. Det er bedrageri. Hele setuppet går ud på at snyde.
Casper Juhl Kristensen og den forfalskede underskrift
Som om det ikke var nok, dukkede der en kreditaftale op, hvor Thomas Bensens underskrift stod under – leveret til Casper Juhl Kristensens adresse. Problemet var bare, at Thomas aldrig havde skrevet under på noget som helst.
Kontant fik diplomgrafolog Maria Plov til at granske underskriften. Hendes dom var klar: den var forfalsket. Den passede slet ikke med Thomas’ ægte underskrift – han skriver lodret, den falske hælder til højre. Til gengæld havde den påfaldende mange fællestræk med Casper Juhl Kristensens egen håndskrift, som hun kendte fra overdragelsesaftalen. Hendes konklusion: “Jeg er fast overbevist om, at Casper Juul Kristensen har skrevet alt det, jeg har modtaget. Det er en dokumentfalsk, der foregår.”
To konkurskarantæner – og en mand, der vidste det
Casper Juhl Kristensens hele argumentation byggede på snak om advokater, civile søgsmål og “juridiske tvister”. Men da Kontant fik aktindsigt i domstolenes papirer, faldt korthuset sammen.
Casper Juhl Kristensen var nemlig idømt konkurskarantæne. Ikke én, men to gange, for groft uforsvarlig forretningsførelse. Og når man har konkurskarantæne, må man hverken eje eller lede et anpartsselskab. Karantænen var i kraft, allerede mens han forhandlede med Thomas. Han vidste altså udmærket, at han ikke lovligt kunne være direktør i selskabet – og alligevel skrev han til Thomas, at han havde indsat sig selv som netop direktør.
Det er ikke en mand, der er kommet til at lave en fejl. Det er en mand, der kendte reglerne og valgte at træde på dem.
Dommen over Casper Juhl Kristensen faldt
Her er den gode nyhed, for dem der stadig tror på retfærdighed. Sagen endte ikke med Casper Juhl Kristensens evige “det skal min advokat nok klare”.
Ved Retten i Nykøbing Falster blev manden fra Ruds Vedby idømt 1 år og 4 måneders ubetinget fængsel. Han blev kendt skyldig i 24 forhold – 22 tilfælde af groft bedrageri eller forsøg på samme, samt 2 forhold om dokumentfalsk. Anklagen gik netop på, at han havde brugt et CVR-nummer, han ikke ejede, til at bestille og få leveret forbrugsvarer. Sagen blev efterforsket af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Med andre ord: alt det, Casper Juhl Kristensen kaldte “100% efter bogen”, kaldte retten for groft bedrageri og dokumentfalsk. Hans helt egen bog viste sig at være straffeloven – bare læst bagvendt.
Hvad du kan lære af det her
Det her er ikke kun en historie om én svindler. Det er en advarsel til alle, der ejer et lille selskab – og til alle, der sælger varer på kredit.
Hvis du har et anpartsselskab, du ikke længere bruger, så luk det ordentligt. Sælg det aldrig for et symbolsk beløb til en fremmed, der “lige har brug for et ældre CVR-nummer”. Et veletableret selskab er guld værd for en kreditsvindler, præcis fordi det vækker tillid hos leverandørerne. I det øjeblik dit firmanavn kommer i de forkerte hænder, kan du ende som Thomas: med rykkere, RKI-trusler og over hundrede timers arbejde for at bevise, at du ikke har bestilt 29.000 dåser Red Bull.
Tjek altid for konkurskarantæne. Hvis nogen vil overtage dit selskab eller handle på kredit, så slå dem op. En mand med to konkurskarantæner må slet ikke lede et anpartsselskab – det burde have været det første røde flag.
Og sælger du varer på kredit: kreditvurdér nye kunder hver gang, kræv MitID-bekræftelse ved større kreditter, og stop leverancerne i det sekund, den første regning ikke bliver betalt. Hørkram blev ved med at sende paller, mens de gamle regninger hobede sig op til over 400.000 kroner. Den slags er en åben invitation til folk som Casper Juhl Kristensen.
Vi lever i et tillidsbaseret samfund. Det er en af de smukkeste ting ved Danmark. Men tillid uden kontrol er bare en gave til dem, der ikke fortjener den.
