Nogle gange er en historie så bizar, at man bliver nødt til at læse den to gange. Det her er en af dem. For hvordan kan ét og samme transportfirma både køre blodprøver for det offentlige – og samtidig dukke op som kunde i fire forskellige hvidvasknetværk? Det er spørgsmålet, der hænger over Karim Buabdalati og hans selskab DPE København.
Lad mig sige det klart fra start: Karim Buabdalati er ikke dømt for noget. Han afviser at have gjort noget galt. Men de tal, DR’s Pengejægerne har gravet frem, er værd at se nærmere på. Så lad os gøre det.
DPE København – statens foretrukne chauffør
DPE København er et transportfirma. Og ifølge firmaet selv er det en professionel virksomhed med en vision om at være blandt de førende leverandører af transport og logistik på det danske marked. Store ord. Men opgaverne er faktisk endnu større.
Firmaet leverer nemlig en stribe ydelser til det offentlige. Det har haft en kontrakt med Kriminalforsorgen om at køre mad ud til fængslerne – en aftale til 6 millioner kroner. Desuden kører firmaet mad ud til ældre på plejecentre i blandt andet Brønderslev og Frederiksberg Kommune.
Og så bliver det rigtig vildt. For DPE København har også vundet udbud på at transportere blodprøver fra praktiserende læger til sygehuslaboratorier i både Region Midtjylland og Region Sjælland. Samlet løber de offentlige kontrakter op i en værdi af 42 millioner kroner. Det er altså ikke en lille spiller.
Næsten fuld plade
Her kommer den anden side af regnskabet. Ifølge det omfattende materiale af retsdokumenter, konkursredegørelser og kontoudtog, som DR har fået adgang til, har DPE København overført penge til hele 13 fakturafabrikker.
Beløbet? 4,8 millioner kroner. Og det interessante er mønstret. Firmaet optræder nemlig i Operation Greed, i Svindelmaskinen, i det såkaldte hollændernetværk og i Yoko-komplekset. Det er, som en af de involverede tørt bemærker, næsten fuld plade.
Det er præcis dét, hele fakturafabrik-maskinen handler om. Når ét netværk bliver lukket ned, hopper kunden bare videre til det næste. Og hvis du vil forstå selve grundsagen, så har jeg skrevet om Operation Greed for sig.
To telefonopkald, to vidt forskellige historier
Det her er den del, der virkelig sætter sagen på spidsen. For Karim Buabdalatis forklaring ændrer sig undervejs.
Første gang DR ringer, er tonen kontant. Karim afviser pure, at firmaet har betalt til hvidvask. “Heldigvis har vi vores på det rene,” lyder det. Han kalder det ligefrem en falsk hvidvasksag og vil ikke stille op til interview.
Men så sender DR ham en mail med deres oplysninger. Og pludselig ringer Karim selv tilbage med en helt anden historie. Nu fortæller han, at der faktisk har været systematisk svindel i hans firma, og at der er blevet overført penge til fakturafabrikker. Ifølge ham er det bare ikke ham selv, der står bag. Det er hans tidligere partner.
Fra “vi har vores på det rene” til “der har været systematisk svindel” på ganske kort tid. Den udvikling taler nærmest for sig selv.
Anmeldepligt? Nej, mener Karim Buabdalati
Da DR spørger ind til pligten som direktør, bliver det endnu mere besynderligt. For når man som direktør opdager svindel i sit eget selskab, har man som udgangspunkt pligt til at melde det. Sådan ser DR’s journalist i hvert fald på det.
Det er Karim Buabdalati ikke enig i. “Nej, det har jeg nemlig ikke,” svarer han. Han forklarer, at politiet har kontaktet ham nogle uger forinden om en af sagerne, og at han har en tavshedspligt og derfor ikke kan udtale sig nærmere. Samtidig afviser han, at 4,8 millioner kroner skulle være noget særligt for en virksomhed, der efter eget udsagn omsætter for omkring 60 millioner. Småbeløb, kalder han det.
Og den tidligere partner, som Karim peger på? Ham kontakter DR også. Men han nægter at have kendskab til svindel i virksomheden og henviser pænt tilbage til Karim, der står for driften. Så er ringen lukket. Eller rettere: så er ansvaret sendt rundt i en cirkel, hvor ingen vil tage imod det.
Det her er ikke et offerløst regnestykke
Lad os løfte blikket. For når et firma kan fakturere sig ud af at betale moms, så står det i en helt anden konkurrenceposition end alle de ærlige virksomheder.
Tænk på det næste gang, en privat leverandør vinder en offentlig kontrakt på lavpris. Hvis den lave pris bygger på, at man snyder i moms og skat, så undergraver firmaet markedet for alle de hæderlige bydere. Og pengene kommer oven i købet fra statskassen – altså fra din og min skat. Det er offentlige midler, der risikerer at blive kanaliseret direkte ud i kriminalitet.
Det allermest opsigtsvækkende er, at der tilsyneladende ikke sker ret meget ved det. Bagmændene bag selve netværkene er flere steder blevet dømt. Men kunderne? Dem er der indtil videre ikke rejst straffesager mod. De kan i værste fald få en skattekontrol og en regning. Og så kan de bare lukke selskabet og åbne et nyt.
Vi følger op
Karim Buabdalati er ikke dømt. Han afviser at have stået bag svindel og peger på en tidligere partner. Det skal stå krystalklart. Men tallene – 13 fakturafabrikker, fire netværk, 42 millioner i offentlige kontrakter – står tilbage og råber på svar.
Mit råd til dig er det samme som altid. Følg pengene, og stol på mønstre frem for forklaringer. Når en historie skifter fra “alt er rent” til “der var systematisk svindel” på et par opkald, så er der grund til at spidse ører. Vi holder øje med sagen og vender tilbage, NÅR der er nyt.
– Skyggen
Kilder
- DR, Pengejægerne (sæson 3, afsnit 3): dr.dk
- Retsdokumenter, konkursredegørelser og kontoudtog gengivet i Pengejægerne
- Karim Buabdalatis egne udtalelser til DR
