Når en dømt mand er på vej ud af fængslet, skal han sluses tilbage til samfundet. Erhvervspraktik, en fod indenfor på en arbejdsplads, en chance for at starte forfra. Det var præcis sådan en chance, den tidligere bankrådgiver Kim Jensen fik på en maskinfabrik i Kolding. Han brugte den ikke til at komme på ret køl. Han brugte den til at bygge en af de største hvidvaskcentraler, dansk politi har set – og endte med den hårdeste straf i hele sagen: seks års fængsel.
Lad mig slå det fast med det samme: det her er ikke mistanke. Kim Jensen tilstod, og han er dømt. Det her er historien om en mand, der allerede havde misbrugt én betroet stilling – og som, da han fik en ny chance, misbrugte den endnu grovere.
Bankmanden, der allerede havde svigtet
Kim Jensen var ikke et ubeskrevet blad. Han havde arbejdet som bankrådgiver – en stilling, der hviler helt og holdent på tillid. Den tillid havde han allerede brudt én gang.
For sit tidligere bankjob var han nemlig blevet idømt tre et halvt års fængsel for bedrageri. Han var altså en mand, der vidste præcis, hvordan man flytter penge, læser regnskaber og bevæger sig rundt i det finansielle system – og som havde bevist, at han var villig til at bruge den viden til at snyde.
Chancen, der blev til en åben dør for underverdenen
Mens Kim Jensen afsonede sin dom, fik han en mulighed for udslusning. Direktøren på en maskinfabrik i Kolding – Norbert Thybo Gregersen – ville gerne ansætte sin tidligere bankrådgiver. Der blev indgået en aftale med kriminalforsorgen, så Kim Jensen kunne komme i erhvervspraktik på fabrikken som led i sin tilbagevenden til samfundet.
På papiret var det en smuk historie om en anden chance. I virkeligheden var det en katastrofe i opløb.
Kim Jensen opholdt sig næsten aldrig ude i værkstedet blandt svejserne. Han sad inde på direktørens kontor. Og da direktøren betroede ham, at fabrikken havde svært ved at betale lønninger og burde sælges, så bankmanden ikke en nødlidende virksomhed. Han så en mulighed.
Kontakten fra fængslet
Under sin tid bag tremmer havde Kim Jensen hørt om en mand med forbindelser til det, de kriminelle kalder “undergrundsbanken” – pokerspilleren Teddy Vendersbo. Nu tog han kontakt.
I retten blev tekstbeskederne mellem de to lagt frem, og de taler deres eget tydelige sprog. “Hej, mit navn er Kim. Vi har en fælles ven ved navn Bruno. Tjek det her selskab. Det kan købes billigt,” skrev bankmanden. “Ser godt ud. Er der bankkonto?” lød svaret. “Ja, også i udlandet.” Og så: “Så er det jo en lækker en. Så kan vi køre meget igennem.”
Det var ikke en handel om metalvarer. Det var startskuddet til en fakturafabrik.
Pengevaskemaskinen
I stedet for at sælge fabrikken satte de tre mænd en helt ny “produktion” i gang: hvidvask. Maskinfabrikken begyndte at udstede falske fakturaer til virksomheder, der ville snyde med skat og moms og betale sorte lønninger.
Modellen er enkel. Kunden køber en fiktiv faktura, betaler beløbet, og pengene sendes straks til udlandet for at sløre sporet. Bagefter får kunden størstedelen retur i kontanter. Og på maskinfabrikken i Kolding var det blandt andet bankmanden og direktøren, der modtog bestillingerne og fabrikerede de falske fakturaer. Samlet blev der hvidvasket mere end 200 millioner kroner for flere hundrede danske virksomheder.
Det er her, Kim Jensens baggrund bliver så afgørende. En fakturafabrik kræver en, der forstår banksystemet, kontiene og pengestrømmene. Den tidligere bankrådgiver var den perfekte mand til at få maskineriet til at køre.
Razziaen og dommen
Den 17. marts 2021 slog politiet til. Aktionen ramte 13 adresser i Jylland, på Sjælland og i Tyskland. Seks personer blev anholdt, og der blev beslaglagt kontanter, ure, smykker og penge på en bankkonto.
Ved Retten i Kolding tilstod Kim Jensen sin rolle. Og blandt de tre mænd, der blev dømt i juni 2021, fik han den hårdeste straf: seks års fængsel. Direktøren fik fem, og pokerspilleren tre. Specialanklager Nathalie Ghiorzi Elias kaldte sagen et eksempel på alvorlig, organiseret hvidvask.
Skyggens dom
Sagen om Kim Jensen er på sin vis den mest dystre i hele komplekset. Direktøren var en presset fabriksejer, der traf en forfærdelig beslutning. Pokerspilleren kom fra det kriminelle miljø. Men Kim Jensen var manden, der allerede havde fået sin straf – og som blev tilbudt en hånd til at komme tilbage.
Den hånd brugte han til at række ind i underverdenen. Han tog sine kontakter fra fængslet, sin viden fra banken og en intetanende fabriks gode navn og smeltede det hele sammen til en pengevaskemaskine. Det er svært at finde et tydeligere eksempel på en mand, der ikke ville reddes.
For en bankrådgiver er tillid hele forretningen. Kim Jensen solgte sin to gange – først til bedrageri, så til hvidvask. Og hver gang er det os andre, der betaler regningen i form af manglende skat og moms. Bedøm selv, hvor mange chancer sådan en mand egentlig skal have.
