Carsten på 57 troede, han havde fundet kærligheden. Hun hed Leila, boede et kvarters kørsel fra hans gård ved Viborg og skrev, at hun elskede ham over alt på jorden. Problemet var bare, at Leila ikke fandtes. Bag hende sad en ung mand ved et tastatur og skrev for penge – og længere oppe i fødekæden finder vi en dansker ved navn Lars Saaby Nielsen. Det er ham, denne historie handler om. For det var ham, der lærte folk at lyve for ensomme mænd og gøre det til en millionforretning.
Jeg skriver normalt om svindlere, der jagter penge. Den her sag er værre. Den jagter ensomhed. Den finder mennesker, der lige har mistet deres ægtefælle, og malker dem for både penge og håb, én besked ad gangen. DR’s program Kontant gravede sagen frem i udsendelsen “Falsk kærlighed”, og da jeg så den, vidste jeg, at den hørte hjemme her på siden. Lad mig fortælle dig, hvordan maskinen fungerer – og hvem der står ved kontrolpanelet.
Kærlighed solgt per besked
Forretningsmodellen er så simpel, at det gør ondt. Du opretter en datingside med flotte kvindeprofiler. Når en mand skriver til en af dem, koster det ham penge. Ikke for at date. Bare for at skrive en besked. På siderne i sagen lå prisen mellem 7 og 12 kroner per besked, og på app’en iCatch betalte mændene omkring 100 kroner for at sende otte beskeder.
Bag profilerne sidder der ikke kvinder. Der sidder lønnede chatoperatører – typisk unge mænd – som hver kan spille op til 50 forskellige kvinder på en arbejdsdag. En af dem stod frem i Kontant og forklarede det helt åbent. Han logger ind og finder mellem 30 og 200 ubesvarede beskeder fra håbefulde mænd. Så svarer han som “Kelly” til en mand i Kentucky, som “Leila” til en mand i Jylland, alt efter hvad systemet beder om.
Operatøren får selv kun en brøkdel. Cirka 10.000 kroner om måneden for fem timers skrivning om dagen. Resten af pengene? De ryger til udlandet. Til bagmændene. Og det er her, navnet Lars Saaby Nielsen for alvor kommer ind i billedet.
De falske kvinder, der aldrig dukker op
Hele kunsten i det her bedrag er at undgå det, mændene allermest ønsker sig: et møde. For i samme sekund en date bliver til virkelighed, stopper pengestrømmen. Derfor er operatørerne trænet i det modsatte. De skal trække tiden. Snakke. Holde manden hen.
Teknikken har endda et navn i branchen: “insecure dating”. Operatøren skal udgive sig for at være en usikker kvinde, som manden får lyst til at hjælpe og beskytte. Han skal føle sig nødvendig. Og en mand, der føler sig nødvendig, bliver siddende ved tasterne til langt ud på natten. En psykoterapeut i udsendelsen kalder det en procesafhængighed. Hjernen forandrer sig undervejs. Jo sværere det er at få det, man vil, jo mere afhængig bliver man af at jagte det.
Når manden så endelig presser på for at mødes, opstår der altid noget. Barnet er blevet sygt. En ekstra vagt på arbejdet. En bil, der er kørt galt. Hun vil så gerne, lige om lidt, i weekenden efter den næste. Bare ikke nu. Aldrig nu.
Carsten og Bjarne betalte prisen
Lad mig være ærlig: jeg har svært ved at grine ad den her sag, og det skal du heller ikke. For ofrene er ikke dumme. De er sårbare.
Carsten havde været gift i 35 år, da konen forlod ham. Efter et fald endte han på hospitalet, og ingen kom med rent tøj til ham. Der gik det op for ham, at han var alene. Han endte med at bruge over 13.500 kroner på “Leila fra Virklund” – det svarer til omkring 1.350 beskeder – og mere end 25.000 kroner i alt. Hver eneste besked et lille håb. Hver eneste betaling en lille løgn til gengæld.
Bjarne mistede sin kone til kræften og passede hende, til hun døde. Bagefter sad han alene i en lille by, hvor man, som han tørt konstaterer, ikke finder en kvinde. Så han søgte online. Og indbakken væltede ind med varme, kærlige kvinder, der alle sammen tilfældigvis boede lige rundt om hjørnet. Det var præcis dét, der til sidst fik alarmklokkerne til at ringe hos ham.
Det er den slags mennesker, maskinen er bygget til at fange. Ikke de naive. De ensomme. Og det er en vigtig forskel.
Sporet fører til Lars Saaby Nielsen
Da Kontant fulgte pengene og papirerne, dukkede der et dansk mellemled op. Et firma ved navn Guba, der på vegne af udenlandske kunder søgte dansktalende chatoperatører til nye datingportaler. På en ansættelseskontrakt fra Guba stod der et navn: Lars Saaby Nielsen.
Ifølge DR var hans rolle alt andet end perifer. Han fungerede som teamleder. Det var ham, man kontaktede, hvis man havde problemer med en mand, man skrev med. Det var ham, der ansatte folk. Og det var ham, der trænede dem i, hvordan man skriver de rigtige beskeder. Kontant fandt en hel række træningsvideoer, som Lars Saaby Nielsen selv havde lavet til operatørerne.
I en af dem siger han det lige ud, mens han demonstrerer, hvordan man dropper en mand, der presser på for at flytte samtalen væk fra det betalte system: “For os, der tjener penge, dig og mig, der sidder og tjener penge på at chatte … jo hurtigere du skriver, jo flere penge tjener du. Længere er den ikke.” Der har du forretningen, forklaret af manden selv. Det handler ikke om kærlighed. Det handler om antal beskeder.
Da DR mødte op på Gubas adresse – et kontorfællesskab i Thisted – var Lars Saaby Nielsen der ikke. Han var rejst til Tyskland nogle måneder forinden.
“Det er ren underholdning”
Kontant fik fat i Lars Saaby Nielsen på telefonen, og hans forsvar er værd at høre, for det er den klassiske drejebog. Først bagatellisering: “Det er ren underholdning. Det er noget, som alle datingsystemer bruger.” Han sammenlignede det med, at Tinder også aktiverer inaktive profiler.
Da journalisten holdt hans egne træningsvideoer op for ham – opskriften på at snyde mænd, der tror, de skal møde en rigtig kvinde – svarede han: “Nej, det er opskriften på, hvordan man bruger et chatsystem.” Meningen, fastholdt han, var, at rigtige mænd og rigtige kvinder skulle mødes.
Og så kom tallet, der skulle redde det hele. Lars Saaby Nielsen påstod, at kun 0,38 procent af profilerne i systemet var det, man i Tyskland kalder “animatører”. Altså falske. Resten, mente han, var ægte kommunikation mellem rigtige mennesker. På spørgsmålet om, hvorvidt han havde god samvittighed, svarede han kort: “Ja, det har jeg.”
De 0,38 procent, der ikke holdt
Her bliver det interessant, for det er ikke en påstand mod en anden. Det er en påstand mod virkeligheden.
Kontant oprettede tre profiler i app’en – en i Aarhus, en i Odense og en i København. Og nu skal du holde tungen lige i munden: de nøjagtig samme kvinder henvendte sig på alle tre profiler. Men de boede tre forskellige steder, alt efter hvor DR’s profil var logget ind. Den samme kvinde boede altså i Aarhus, Odense og København på én og samme tid.
Hvis kun 0,38 procent af profilerne er falske, så må 99,62 procent være ægte. Og hvordan kan en ægte kvinde bo i tre byer samtidig? Da journalisten høfligt foreslog, at Lars Saaby Nielsen måske havde byttet om på tallene – at det i virkeligheden var 99,62 procent, der var falske – blev tonen en anden: “Det er simpelthen det mest flabede spørgsmål, jeg nogensinde har hørt fra en professionel journalist.”
Jeg lader dig selv afgøre, hvilket tal der er tættest på sandheden. Men jeg vil minde dig om én ting: efter den første samtale med DR beordrede Lars Saaby Nielsen prompte sine chatoperatører til at stoppe med at skrive til DR’s profiler. Hvis han ingen indflydelse havde på de “ægte” kvinder, hvordan kunne han så slukke for dem med et fingerknips?
Fra Thisted til Tyskland – og 100 millioner i omsætning
Det smukke ved den her slags forretning er, set med bagmandens øjne, at den flytter sig hurtigere, end myndighederne kan følge med. Lars Saaby Nielsen nøjedes nemlig ikke med at være teamleder i Thisted. Han rykkede op i fødekæden.
Ifølge DR blev han direktør i det tyske onlinefirma Slik (SLLIK GmbH) – det samme firma, han tidligere havde rekrutteret chatoperatører til hjemmefra. Slik står bag dating-app’en iCatch i Danmark, der fungerer på nøjagtig samme måde: du betaler per besked. Helt nede i punkt 11 i betingelserne, med bittesmå bogstaver, indrømmer siden, at der kan være falske profiler, og at man ikke kan møde kvinderne i virkeligheden. Det skal man bare lige læse sig frem til først.
Og forretningen? Lars Saaby Nielsen forventede ifølge DR en omsætning på 100 millioner kroner i 2021. Ensomhed er åbenbart en af de mest profitable råvarer, der findes.
Det værste er, at politiet sjældent rører den slags sager. Flere af mændene anmeldte bedrageriet og fik at vide, at det ikke var noget, man brugte tid på. Bagmændene gemmer sig bag et net af skuffeselskaber i Holland, Tyskland og en halv snes andre lande. Lukker man et domæne, popper tre nye op.
Hvad du skal lære af Lars Saaby Nielsen-sagen
Lad mig give dig det, du kan bruge, hvis du eller en, du holder af, er alene og leder online. Faresignalerne i en sag som denne er til at få øje på, når man først kender dem.
For det første: betaler du per besked for at skrive med “kvinder”? Så er du ikke på en datingside. Du er i en pengemaskine. Rigtige datingtjenester tjener på abonnement, ikke på dit antal beskeder. For det andet: vælter indbakken ind med smukke kvinder, der alle sammen bor mistænkeligt tæt på, og som svarer på alle tider af døgnet? Det er ikke held. Det er et system. For det tredje, og det vigtigste: hver gang en date er lige ved at blive til noget, opstår der en forhindring. Møder I aldrig hinanden i virkeligheden, er der ingen virkelighed at møde.
Bliver du selv ramt, så skam dig ikke. Ofrene i den her sag er kloge, hæderlige mennesker, der bare ønskede sig en at dele livet med. Anmeld det alligevel. Du kan anmelde bedrageri her, og har du været udsat for en svindler, vil jeg gerne høre om det – du kan anmelde en svindler her. Mekanikken minder i øvrigt påfaldende om de klassiske Nigeria-breve og enhver anden romanceform for bedrag: følelser ind, penge ud.
Lars Saaby Nielsen sagde til DR, at han lukkede forretningen ned, fordi han ikke ville have den på sit navn. Nu står navnet her, hvor det hører hjemme – sammen med de øvrige svindlere, jeg skriver om. For mens domæner kan lukkes og firmaer flyttes til Tyskland, så bliver mønstret det samme. Nogen sælger luft. Og nogen betaler med deres ensomhed.
– Skyggen
Kilder og videre læsning:
