Glem alt om at give fra 1 til 5 stjerner, når du vil skrive Facebook anmeldelser. Det er langt mere simpelt bygget op. Du bliver spurgt, om du vil anbefale firmaet eller ej, og så skal du skrive en kommentar til valget.

Hvis du er træt af at vurdere fra 1 til 5 stjerner, skal du logge på Facebook for at anmelde en virksomhed. Her behøver du ikke tænke nærmere over, om din bøfsandwich var 3 eller 4 stjerner værd. Enten anbefaler du restauranten, eller også gør du ikke. Så simpelt er det bygget op.

Her går vi i dybden med Facebook anmeldelser.

Hvad kan du bruge dem til og giver de forbrugeren et sandfærdigt billede?

Facebook anmeldelser – At anbefale eller ikke at anbefale

Det er gjort meget nemmere for kunden på Facebook. Du har et simpelt valg at træffe: Kan firmaet anbefales til andre eller ej? Hvis du er i tvivl, kan du bare lade være med at foretage dig noget som helst – it’s that simple.

Det er kun Facebook-sider, som tillader anbefalinger, der kan bedømmes af brugerne. Du har altså langt fra mulighed for at anmelde alt, du møder på din vej.

Er der nok brugere, der har efterladt en anmeldelse, dukker en samlet score op på Facebook-siden. Den er ganske rigtigt på en skala fra 1 til 5 (med decimaler – fx 3,7) men er altså regnet ud ved at lave et gennemsnit af enten ‘Jeg anbefaler’ eller ‘jeg anbefaler ikke’.

Man må derfor gå ud fra, at en anbefaling automatisk er lig med 5 stjerner, og det modsatte er lige med 1 stjerne. Derved er det stadig muligt at regne et gennemsnit fra 1-5 ud.

Du behøver ikke skrive det hele selv

Det skal også med i betragtningen, at man kan vælge om en anmeldelse skal være offentligt tilgængelig eller kun være mulig at se for ens venner på Facebook. Efter man har truffet sit valg om at anbefale eller ej, skal man skrive en kommentar hertil – ellers er din vurdering ikke gyldig.

Det er let lige at trykke ja eller nej til spørgsmålet om at anbefale. Det hele får noget mere troværdighed, når brugeren bruger lidt tid på at formulere en kommentar også. Som en hjælp er der visse standarder, man kan trykke på, når man fx anmelder en restaurant.

Man behøver altså ikke skrive hele læsset selv: ‘God mad’ – ‘Store portioner’ – ‘Billig mad’ er sat som vejledende automatsvar Eller i den anden boldgade: ‘Langsom betjening’ – ‘Skuffende mad’ & ‘Dårlig præsentation’. Så ved man da ligesom, hvad man har med at gøre.

Sådan vælger man, om kunderne skal kunne skrive Facebook-anmeldelser

Danske Facebook-sider med anmeldelser

Lad os dykke ned i nogle danske firmaer, der lader sig anmelde på Facebook. Ud af de 10 mest likede danske virksomheder på Facebook er det kun nogle få, som er tilgængelige for anbefalinger fra deres kunder.

Carlsberg – Kun 59 personer har givet deres mening til kende

Det hæderkronede bryggeri Carlsberg har valgt at lade sig anmelde på Facebook. Det er der dog ikke kommet alverden ud af. Selvom der er over tre millioner brugere, der synes godt om Carlsberg på Facebook, er det kun sølle 59 personer, som har truffet et valg om at anbefale, eller lade være, og i samme ombæring skrevet en anmeldelse. Den samlede bedømmelse for Carlsberg lyder på 3,9 ud af 5 stjerner.

Jacob anbefaler Carlsberg med disse ord: ‘Hyggelige omgivelser, venligt personale og gode øl.’ Man må derfor gå ud fra, at han har været på bryggeribesøg.

Henrik har vendt tomlen nedad og anbefaler ikke Carlsberg med følgende svada: ‘Probably not the best beer in the world‘. Sådan kan man vende et meget kendt reklameslogan om til noget negativt.

Alt i alt giver disse Facebook anmeldelser et meget sparsomt billede af kundernes oplevelse med øllen. Lad os straks suse videre til noget, der er blevet anmeldt af langt flere brugere.

Bang & Olufsen – Anmeldelser fra hele verden

Et andet dansk brand med forbrugere over hele verden er gamle Bang & Olufsen. Her er der lidt mere kød på anmeldelsessektionen, da over 600 brugere har gjort sig den umage at svare ja eller nej til at anbefale. I alt modtager elektronikvirksomheden en samlet score på 3,4 ud af 5 stjerner. (24/8 2020)

Fiona Lee anbefaler ikke firmaet og skriver: ‘非常没有信誉的平台以及商家’. Oversat til dansk betyder det noget i retning af: ‘Meget upålidelige platforme og virksomhed.’ Det er rart, at Facebook selv oversætter for én, når sprogevnerne ikke rækker.

Bang & Olufsen har svaret på den dårlige anmeldelse på følgende måde: ‘Hi Fiona, our apologies for replying to you in English. We are sorry to hear that you have had this experience. Please be invited to contact us via PM with further details, so we can better assist you.’

Bolu ChaCha fra Frankrig anbefaler Bang & Olufsen med denne overskrift: ‘Produit toujours d’excellente qualité’. Oversat til dansk: ‘Altid produkter af fremragende kvalitet.’

At Bang & Olufsen er et firma med en international kundekreds, kan man blot frekventere ovenstående anmeldelser for at få klarhed over.

Fra anmeldelser til anbefalinger

Jensens Bøfhus – 2 ud af 5 stjerner

(Nærmest) altid udskældte Jensens Bøfhus er ikke bange for at modtage folkets dom på Facebook i modsætning til så mange andre firmaer. Det er der dog ikke kommet et særligt flatterende samlet billede ud af. Over 500 personer har i skrivende stund givet deres mening til kende.

Yvonne anbefaler ikke Jensens Bøfhus, hvilket har ført til følgende dialog:

Yvonne: ‘øvøv jeg er ked af mad 😭

Jensens Bøfhus: ‘Hej Yvonne,Tak for din anmeldelse! Vi er kede af, hvis du ikke har været tilfreds med dit besøg hos os. Du er altid velkommen til at sende anmeldelser til info@jensens.com, hvis du vil i dialog med os om dine besøg. Rigtig god lørdag 🙏🏼 //Julie’

Yvonne: ‘det vil jeg gøre og tak fordi i svarede så hurtig 😀 det skal i dog ha ros for’

Jensens Bøfhus: ‘Det var skam så lidt 🙏🏼

Scroller man igennem flere negative anmeldelser kan man dog også finde tilfredse kunder:

John: ‘Gode ribs m.m! Vi er ovenud tilfredse!’

Også her gør Jensens Bøfhus en dyd ud af at svare direkte kunden direkte: ‘Tak for din anbefaling John! Jeg er selv meget stor fan af vores ribs, så det er dejligt at høre, at i er lige så vilde med dem! 💃🏻 //Anna’

Så kan man stille sig selv spørgsmålet: Er det bedst at modtage dårlige anmeldelser eller slet ikke at være tilgængelig for anmeldelser?

Sådan fjerner du anmeldelser fra din Facebook-side

Konklusion – Værd at tænke over, når du læser Facebook anmeldelser

Man skal ofte lede efter de virksomheder, som er åbne for at blive anmeldt til offentligt skue på Facebook. Derfor er det begrænset, hvad du kan bruge dem til. Hvis du vil sammenligne nogle firmaer med tilsvarende, er det langtfra sikkert, at det er muligt at anmelde dem alle på Facebook.

Det er altid lidt en chance at tage, når man stiller op til anmeldelser. For hvad hvis man støder på en mur af dårlige tilbagemeldinger fra kunderne? De virksomheder, som så faktisk er tilgængelige for anmeldelser, er generelt ikke blevet anmeldt særligt ofte.

Generelt er spisesteder og hoteller mulige at anmelde på Facebook. Alligevel er det sparsomt hvor mange kunder, der rent faktisk gør sig ulejligheden. Hvad kan man reelt bruge en gennemsnitskarakter til, når den er beregnet ud fra sølle 20 menneskers vurderinger – hvoraf den seneste anmeldelse blev givet for et halvt år siden?

Det er ofte de mindre virksomheder, der lader sig anmelde på Facebook – til forskel fra de større.

Konklusionen bliver derfor, at Facebook anmeldelser ikke for alvor er noget, der har vundet stor udbredelse. Nogle virksomheder har gjort meget ud af at høste gode anbefalinger på Facebook – i de tilfælde er der masser af rosende ord at komme efter.

Falske anmeldelser af både positiv og negativ karakter

I nogle tilfælde skal man lige tænke sig om en ekstra gang. For der har tidligere været eksempler på, at Facebook-sider er blevet pyntet med falske anmeldelser. Der findes endda kunder, som er blevet tilbudt penge for at slette dårlige anmeldelser fra Facebook.

Derfor: Hvis en Facebook-side kan præsentere udelukkende positive anmeldelser uden forbehold, er det hele måske lige en tand for godt til at være sandt.

Omvendt kan du også støde på åbenlyst falske anmeldelser, som tilsyneladende har til hensigt at svine den pågældende virksomhed mest muligt til. Om bevæggrunden her er at modtage penge for at slette anmeldelsen igen, kan man kun gisne om.

Som virksomhed er der alle mulige gode grunde til at gøre noget for at blive anmeldt ofte på Facebook. En lille bøn herfra skal lyde på, at man gør det ærligt og redeligt!

Kilder: