e-mærket er til for at skabe sikkerhed i forbindelse med handel på nettet. Som forbruger vil man gerne have den største sikkerhed, når man svinger betalingskortet på nettet. Også som ejer af en webshop, er der fordele at hente ved at tilmelde sig e-mærket.
Men er det hele nu så positivt, som hele konceptet lægger op til? Handler man mere sikkert ind på nettet ved udelukkende at benytte webshops, der kan præsentere e-mærket på deres hjemmeside?
Får webshops den service, de betaler for, når de tilmelder sig e-mærket?
Et hurtigt kig indenfor hos Trustpilot viser, at der er mildest talt delte meninger om e-mærket. Vi graver et spadestik dybere og fortæller historien om den såkaldte nonprofit organistation ved navn e-mærket.
e-mærket – Stiftet for at øge sikkerheden ved handel på internettet
‘Hele Danmarks garanti for sikker nethandel’
Sådan præsenterer e-mærket sig på deres hjemmeside. Og så føler man sig jo straks i trygge hænder. Du kan med et snuptag søge på en webshop og tjekke efter, om de er tilmeldt e-mærket. Herefter kan du gøre op med dig selv, om det er et sted, du ønsker at handle.
Noget af den sikkerhed, du får med e-mærket er:
- Køberbeskyttelse på 10.000 kr
- Gratis ubegrænset sagsbehandling
- Aktiv bekæmpelse af fup-shops
- Løbende kontrol af alle webshops
e-mærket gør altså lidt af hvert for forbrugeren, ifølge egen hjemmeside. Det hele lyder jo meget fornuftigt – ingen ønsker naturligvis at handle ind i fup-shops, hvor man bliver snydt for sine penge. Og ingen ønsker ej heller at købe ind i webshops med dårlig service, hvor man ikke får, hvad man betaler for.
Over 20 års erfaring
Det er ikke en vårhare indenfor netsikkerhed, vi har med at gøre. E-mærket har i over 20 år kæmpet for sikker nethandel. Med internettets udbredelse til den brede befolkning i 90’erne dukkede de første webshops op – og deraf opstod naturligt nok et behov for at føre kontrol med disse virksomheder.
En webshop kan i bund og grund drives af hvem som helst. Man kan være meget andet, end hvad man udgiver sig for på sin hjemmeside. Du kan sidde gemt bag skærmen og føre kunden bag lyset med tomme løfter om både hvad som helst. Derfor findes der masser af lovgivning indenfor området, som er blevet løbende tilpasset igennem årene.
e-mærket rager op som den store politimand indenfor nethandel herhjemme. Man politianmelder over 150.000 webbutikker årligt, så der er nok at se til.
I takt med at der bliver flere og flere handlende på internettet, stiger den online kriminalitet desværre også. Derfor er der alle mulige gode grunde til at holde øje med, hvem det egentlig er, man handler hos på nettet.
Det store spørgsmål er så, om e-mærket er garanti for din online sikkerhed, når det kommer til nethandel.
Flere end 2500 webshops er tilmeldt e-mærket
Du vil højst sandsynligt allerede have handlet hos en webshop tilmeldt e-mærket, hvis du jævnligt svinger betalingskortet online. Du finder således over 2500 registrerede medlemmer af e-mærket – og der bliver hele tiden flere af slagsen.
Det er webshops indenfor alle områder af online handel, der har erhvervet sig sikkerhed via e-mærket. Fra de helt store kæder til den lille hobby-webshop, der forhandler nicheprodukter.
Et lille udsnit:
- Jem og Fix
- thansen
- Q8
- Power
- Helseform
- IKEA
- Wupti
- Abeungen
- Trendday
- mecindo
e-mærket er til både for kunden og forhandleren. Der er gratis hjælp at hente, hvis du har handlet på en e-mærket webshop. Man står altså for troværdighed og sikkerhed, som skal fremme den gode nethandel i Danmark.
Og videre hedder det sig med e-mærkets egne ord:
‘Netop dette er vores kerneindsats – at bringe køber og sælger tættere sammen, når der handles på nettet. Vi garanterer forbrugerne en sikker handel, når de vælger at købe ind på en e-mærket webshop, og vi sikrer de certificerede webshops det korrekte juridiske grundlag i købsflowet, så de ikke kommer i klemme i kundesager på grund af overtrædelser af gældende krav og regler.’
Med andre ord: Man viser forhandleren, hvordan man driver en webshop korrekt, og man er kunden behjælpelig i sager, hvor det alligevel er gået skævt.
Virksomheder betaler efter antal ansatte
Måske sidder du nu og spekulerer over, hvor meget det egentlig koster at være tilmeldt e-mærket.
Svaret varierer efter, hvor mange ansatte virksomheden råder over.
- En webshop med 0-4 ansatte koster 699kr om måneden at være tilmeldt e-mærket
- 25-99 ansatte beløber sig til 1.499 pr. måned
- Over 250 ansatte koster maksimumsbeløbet på 2.499 om måneden
Man sparer desuden 10% ved at betale en årlig pris i stedet for hver måned.
e-mærket markedsfører sig som en nonprofit-organisation – men drevet af frivillig arbejdskraft er man ikke, så der skal naturligvis stadig penge i kassen.
Og nu bliver det for alvor spændende!
Lad os se på hvordan folk bag e-mærkede webshops bedømmer den service, de betaler for.
Vi kigger også nærmere på hvad kunder, der har modtaget juridisk hjælp fra e-mærket, har at sige.
Hvad siger de e-mærkede webshops til servicen?
På Trustpilot er e-mærket i skrivende stund (17/8 2020) blevet anmeldt 82 gange. Man har indkasseret 44% topanmeldelser og 50%, der skraber bunden – der er virkelig delte meninger om e-mærket. Det skal anføres, at e-mærket er tilmeldt Trustpilot som betalt medlem – hvorfor det er vigtigt at få med, kan du læse om her.
De gode anmeldelser først:
Følgende er fra en webshop, som har oplevet en markant stigning i salget ved at være tilmeldt e-mærket. Det kan man kalde bonus på bundlinjen:
‘Hvis du driver en webshop så er E-mærket et must. Der er større sikkerhed for kunden da der bliver holdt øje med om shoppen lever op til de gælden krav.
Vi har haft E-mærket på vores shop Marjoe.dk i de sidste 8 år. Til start kørte vi en splittest der gav os så gode resultater at vi ikke kunne sige nej, faktisk fik vi 50% flere salg med E-mærket.’
Her er e-mærket kommet en kunde i møde, som har fået trukket penge på sit kort – uden at der blev leveret varer:
‘Havde en meget sørgelig oplevelse, med en e handel, hvor varen ikke kom frem, men de hævede pengene.
e-mærket var yderst behjælpelig. Ringede til jer, og fik den mest fantastiske dame i røret, som var behjælpelig, servicemindet og forståelig.’
Som ejer af en e-mærket webshop vil man naturligvis også have en tilbøjelighed til at kigge efter, om andre webshops er tilmeldt samme service:
‘Jeg har været tilknyttet e-mærket en del år i kraft at min virksomhed. Jeg har altid fået en ordentlig og fair behandling – jeg vil selv altid kigge efter om en webshop er e-mærke certificeret når jeg i fremtiden skal shoppe online.’
Der findes altså rosende ord om e-mærket fra begge sider af den online handel. Men så rosenrødt er det hele trods alt ikke.
Dårlige anmeldelser af e-mærket
Lad os lægge ud med en ejer af en webshop, som mildest talt ikke har været tilfreds:
‘Det har ikke været et spørgsmål om at jeg ikke har kunne beskrive hvad i har kunne hjælpe.
Det har været et spørgsmål om at i sælger jer på noget i på ingen måde kan leve op til.
og så kommer i med forslag som koster en masse penge at føre ud i livet som heller ikke hjælper.
men man kan så til gengæld kan man tilkøbe noget hos jer som så vil gøre en forskæld.
Jeg oplever efter jeg har fjernet jeres mærke at min omsætning er gået op, og det er jo fantastisk.’
Manglende lyst til at anmelde webshops
Og her fra en kunde, som ikke ønsker mails med opfordringer til at bedømme købsoplevelser. e-mærket rettede fejlen efter henvendelsen på Trustpilot:
‘Jeg har nu 2 gange frameldt mig alle mails om at bedømme en købsoplevelse! Hvorfor bliver i så ved med at sende nye mails!!!!!!!
Jeg har overhovedet ikke bedt om mails fra jer – og når jeg så afmelder – så blive i ved med at sende alligevel.
Har i nogensinde hørt om GDPR reglerne? Hvis ja – hvorfor bryder i dem konstant?’
Kunder hos e-mærket kan også finde på at beklage sig over prisen på et medlemskab:
‘Alt for dyr at bruge. Ren pengemaskine :(‘
Herefter tager e-mærket så til genmæle:
‘Tak for din anmeldelse. Vi er kede af, at du har meldt dig ud og at du føler, vi er for dyre.
At vi er en pengemaskine (kilde til stort, økonomisk udbytte) er dog faktuelt forkert. Vi er en non-profit fond stiftet af bl.a. Dansk Erhverv og Forbrugerrådet TÆNK med det formål at bringe køber og sælger tættere sammen. Det formål bruger vi vores indtægter på. Ikke på udbytter. Vi har hvert år enten begrænsede overskud eller underskud og en ret beskeden egenkapital. Vores regnskaber er offentligt tilgængelige.’
Konklusion – Om e-mærket virker, afhænger af den enkelte sag
Hvis du handler ind hos webshops, som kan præsentere symbolet for e-mærket på deres hjemmeside, har du en solid buffer i forhold til, hvis noget går galt. Den juridiske håndsrækning er tilmed gratis, hvilket må siges at være et rigtig godt tilbud. Der er mange forsmåede kunder, som får hjælp af e-mærket på årlig basis.
Det er dog tvivlsomt hvor mange kunder, der reelt kigger efter e-mærket, når de handler ind online. Langt de fleste vil rådføre sig med anmeldelser fra Google-reviews, Trustpilot eller Facebook, før de taster deres betalingsoplysninger ind hos en webshop.
Men kigger man også efter e-mærket for sikkerhed?
Nogle forbrugere har helt sikkert gjort det til en tryg vane kun at handle hos e-mærkede webshops. Man har måske haft en dårlig oplevelse og vil for alt i verden undgå, at det gentager sig.
Der er tusindvis af gode grunde til at holde øje med udenlandske fupbutikker, som forsøger at sælge dig falske mærkevarer til spotpris – eller simpelthen prøver at stjæle dine betalingsoplysninger. e-mærket gør en stor indsats for at bekæmpe svindelen.
Din webshop kan have gavn af et e-mærke
Hvis du som lille webshop har rent mel i posen og masser af tilfredse kunder, som allerede har kastet om sig med smigrende ord på anmeldelsessites, kan det være tvivlsomt, om det har den store effekt at tilmelde sig e-mærket. Det har selvfølgelig noget at gøre med, at det også koster et anseligt beløb årligt at være tilmeldt.
Som større forhandler betyder pengene måske mindre. Her er det et godt signal at sende at støtte op om online sikkerhed for forbrugeren. Der er juridisk vejledning at hente begge veje, hvilket kan vise sig som en uvurderlig hjælp.
Om e-mærket gør en stor positiv forskel hos tilmeldte webshops, vil altid være en individuel sag. Et godt tip for ejeren af en webshop er at undersøge andre lignende forhandlere. Præsenterer de sig med e-mærket på deres hjemmeside? Og hvilken gavn af det har de i så fald?
Et stykke detektivarbejde – set ud fra ens egen webshop – vil være tiden værd, før man betaler for et medlemsskab.