Det siges at Alberti rendte med statskassen, men historien er nu lidt anderledes!

Peter Adler AlbertiNavnet “Alberti” har i det danske sprog for evigt en negativ klang. Mange danskere forbinder navnet med den største svindelsag nogensinde i dansk historie. Den 8. september 1908 meldte den forhenværende justitsminister Peter Adler Alberti sig på Københavns Domhus som værende bedrager. I løbet af efterforskningen viste det sig, at han havde svindlet Den Sjællandske Bondestands Sparekasse for et beløb på 15 millioner kroner – det svarer i dag til ca. 900 millioner kroner. Historien bag skandalen er ligeså interessant.

Peter Adler Alberti blev født den 16. juni 1851 i København ind i en politisk aktiv familie. Hans far var Venstrepolitikeren Carl Christian Alberti, og hans mor var kvinderetsforkæmperen Sophie Alberti. Han tog en studentereksamen fra Borgerdydskolen i 1868, og tog en cand. Jur. i 1873, hvorefter han begyndte at arbejde i sin fars virksomhed som sagfører. Relativ hurtigt blev han overretssagfører (1876), og i 1881 blev han højesteretssagfører. Altså en hurtig juridisk karriere.

Indgangen til Den Sjællandske Bondestands Sparekasse skete i 1887, hvor han blev sin faders suppleant i sparekassens bestyrelse. Da hans far døde i 1890, overtog han derfor naturligt sin fars plads som bestyrelsesformand.

Den småkriminelle bane begyndte allerede tidligt, med suspekte byggespekulationer i ejendomme beliggende på Nørrebro, og havde allerede i 1887 brugt hele sin mors arv. Samtidig med dette oprettede han foreningen Danske Landmænds Smøreksportforening i 1888. Hans regnskabsføring for denne forening var allerede da blevet kritiseret udefra.

I 1892 valgte Peter Alberti at stille op til Folketinget for Venstre i Køgekredsen, hvor han blev kendt for at slå politikeren Viggo Hørup, der havde siddet på sædet i 16 år. Dette skete blandt andet ved en stor del Højrestemmer.

Ved systemskiftet i 1901 havde han formået at få dannet sig et så succesfuldt og magtfuldt netværk, at han blev justitsminister i den første Venstreregering Deuntzer, og bevarede også ministerposten, da Venstre undergik en stor reform med sin splittelse i to partier, og J. C. Christensen-regeringen tog over.

Forsiden fra bogen "Alberti Katastrofen" af Henrik LarsenHan dannede sig et ry for at være en særdeles effektiv og brutal minister, der ikke gad at vente på det bureaukratiske tovtrækkeri. Han benyttede sit stærke netværk til at få sin vilje igennem over for alle der måtte være uenige med ham. Samtidig formåede han da også at få en række lovændringer igennem, der blandt andet indebar indførslen af stokkeprygl over for en lang række sædeligheds- og voldsforbrydelser – en indførelse, der gav ham et ry som det mest konservative medlem af regeringen.

I årene 1906, 1907 og 1908 begyndte anklagerne imod ham at vokse. Især gik mange af anklagerne på, at han, i kraft af sit embede, skulle have skaffet sig nogle fordele til sig selv. Han var i stand til at tilbagevise dem rigtig effektivt – men anklagerne hang ved, og svækkede hans omdømme i både de politiske kredse, og i befolkningen, hvorfor baglandet begyndte at kræve hans afgang.

Sideløbende med disse anklager havde bankverdenen fået øje for hans transaktioner med Den Sjællandske Bondestands Sparekasses obligationer, og et såkaldt bank run var nært forestående. Dvs., at rigtig mange kunder forsøger at tage deres indestående ud af bankerne. Statsminister J. C. Christensen var i god tro omkring Peter Alberti, og lånte ham 1,5 millioner kroner i maj 1908 fra statskassen, samtidig med, at han trådte af fra sin post som justitsminister, og blev udnævnt til den ærefulde post som gehejmekonferensråd.

Den 8. september 1908 skulle dette lån indfries. Samme dag meldte Peter Adler Alberti altså sig selv på Københavns Domhus for bedrageri. Især dagbladet Politiken havde forinden kørt en intens undersøgelse af hans økonomiske aktiviteter. Da sagen blev undersøgt til bunds af Københavns Politi, viste det sig, at der i alt var blevet begået underslæb og dokumentfalsk for i alt 15 millioner kroner, som tidligere nævnt noget der svarer til 900 millioner kroner i nuværende kronekurs – omkring halvdelen af sparekassens kapital. Dette bedrageri havde fundet sted henover ca. 20 år, altså effektivt henover hans periode som justitsminister.

Blandt andet havde han angivet obligationer på regnskabet, som Privatbanken vidste var blevet solgt på foranledning af Alberti selv, samt ved at investere i guldmineaktier – aktier, der i den grad var yderst usikre.

Alberti blev idømt otte års tugthus i december 1910, og sad i henholdsvis Horsens Statsfængsel og Vridsløselille Statsfængsel frem til 1917, hvor han blev benådet for god opførsel.

Plakat fra Horsens Museum med Alberti og Kim Bodnia

I 2011 havde Horsens Museum en udstilling om P. A. Alberti hvor skuespilleren Kim Bodnia fortalte om skandalen. Foredraget blev optaget i Albertis gamle celle i Horsens Statsfængsel.

Sidenhen levede Peter Alberti et anonymt liv som kontormand, indtil han mødte sit endeligt ved et sammenstød med en sporvogn i 1932.

Et godt eksempel på den magt han besad, er fortællingen om, da statsrevisorer besøgte justitsministeriet uanmeldt, og krævede adgang til hans ministerbøger. Alberti blev yderst vred, følte sig krænket, og overlod nøglerne til statsrevisorerne med ordene: ” Mine herrer, hvis De åbner dette skab nu, er jeg ikke landets justitsminister længere!”. Herefter trak statsrevisorerne sig bukkende tilbage ud af døren.

Her får du et indslag fra TV Horsens i forbindelse med udstillingen fra Albertis celle: