Vindstød A/S hjemmeside

Vindstød er et el-selskab, der leverer strøm til de husstande i Danmark, der ønsker det. Selskabet bruger ingen kulkraft, olie, gas eller atomkraft. Deres energi kommer udelukkende fra danske vindmøller.

Vindstød har investeret i et cloud-baseret IT-system, hvor de fleste administrative opgaver og energiberegninger automatisk styres fra – derfor har Vindstød få medarbejdere ansat. Man mener selv, at det moderne IT-system gør, at de sparer penge, samt at det kommer deres kunder til gode. Kort sagt, at deres kunder får gode priser på deres el-forbrug.

Fra billig strøm til dyr strøm

Ikke alle kunder er dog enige i, at de får strøm til billige penge – eller det vil sige, at det var man de første 3-6 måneder af deres aftale. Derefter overgik kunderne til en anden kategoriaftale, som viste sig at være dobbelt så dyr. Faktisk udtaler tidligere kunder på trustpilot, at der er tale om en meget ufin metode, der minder om bondefangeri. De mener, at el-aftalerne er uklare og at medarbejderne ikke informerer om forhøjede priser i længden. Vindstød mener selv, at de er gode til at informere om, når deres fastpris-aftale med kunderne udløber og overgår til et variabelt produkt. De henviser til deres tilmeldingsside.

I april 2016 skrev TV2/penge en artikel om Danmarks billigste strøm. Ud fra artiklen og undersøgelserne heraf er Vindstød både det billigste og dyreste selskab på markedet. Det afhænger nemlig af, hvilket produkt kunderne ønsker. Morten Nissen Nielsen, som er administrerende direktør fra Vindstød forklarer, at de har et billigt produkt, som giver kunderne besparelser. Herudover tilbyder man et andet produkt, hvor kunderne har mulighed for at støtte vindenergi. Han fortæller, at de her sælger el fra helt nye vindmøller, som er med til at styrke klimaet yderligere.

I artiklen udtaler Dansk Energi, at markedet ikke er gennemskueligt nok for forbrugeren, når de skal vælge el-selskab, samt hvilket, der er det billigste for dem.

Utilfredshed på Trustpilot

De utilfredse kunder på Trustpilot er uden tvivl enige med Dansk Energi i, at markedet ikke er gennemskueligt nok. I hvert fald når det kommer til Vindstød. For spørgsmålet er jo nemlig, om kunderne rent faktisk bliver gjort bekendt med produkterne og deres ophør eller rettere produktskifte efter 3-6 måneder. Eller bliver de i virkeligheden udsat for bondefangeri?

Er der tale om bondefangeri, skulle det billige produkt, som Morten Nissen Nielsen taler om, jo pludselig overgå til et variabelt produkt, hvilket kunderne ikke er blevet gjort bekendt med i opstartsfasen. Måske endda til det andet produkt, hvor du som kunde kan støtte vindenergi. Dog med det plus i mente, at lige præcis den energi vil komme fra helt nye vindmøller – og hvem vil ikke gerne have ren el fra helt nye vindmøller i Danmark, fremfor el fra gamle vindmøller?..

Problemet er bare, at den teknik rent faktisk er ulovlig, hvis den sker digitalt – og det er meget uetisk, hvis det sker personligt … For det kaldes en passiv tilkendegivelse og betyder simpelthen, at der står med småt et eller andet sted, at hvis du ikke gør noget, så accepterer du automatisk betingelsen.

Den slags passive abonnementer og tilkendegivelser er meget i Forbrugerombudsmandens søgelys – så nu må vi se om Vindstød A/S bliver kontaktet.

Indtil da bør du nok tænke dig grundigt om, før du tegner abonnement med omtalte firma.